Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Italien (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
skilte fuldstændig de to Lande ad. De to Konger,
Eugène og Murat, forstod ikke at vinde
Italienerne for sig og var desuden indbyrdes
uenige, saa Enden blev, at de begge maatte
overgive deres Sag i Magternes Hænder.
Kongressen i Wien ordnede I.’s Forhold som
andre Staters efter Legitimitetens Princip.
Victor Emanuel I af Sardinien fik sine Lande
tilbage, forøgede med Genua. Lombardiet og
Venedig tilfaldt Østerrig. Storhertug Ferdinand
III af Toscana og Hertug Frants IV af Modena
blev genindsatte. Parma, Piacenza og
Guastalla forenedes til et Hertugdømme for Napoleon’s
Gemalinde Marie Louise, medens den
bourbonske Prætendent til Parma holdtes skadesløs
med Lucca; ved Marie Louise’s Død skulde
hendes Land tilfalde Bourbon’erne, og Lucca
forenes med Toscana. Paven fik Kirkestaten
tilbage undtagen Ferraras Distrikt paa venstre
Po-Bred, som tilfaldt Østerrig, der ogsaa fik
Ret til at holde Garnisoner i Ferrara og
Comacchio. Ferdinand IV anerkendtes som
Konge af Sicilien og Neapel. Her havde Murat
holdt sig efter Freden i Paris (1814); men da
Napoleon forlod Elba, søgte han at rejse
Italienerne til en Kamp for deres Uafhængighed,
men blev overvundet af Østerrigerne og maatte
flygte til Frankrig. Nogen Tid efter blev han
under et eventyrligt Forsøg paa at genvinde
sit Rige fanget og skudt (Oktbr 1815).
Fra 1815 til 1846.
I. var altsaa vendt tilbage til Tilstanden fra
før 1789; dog var Østerrigs Indflydelse langt
større end nogen Sinde. Dets ital.
Landomraade var blevet udvidet; de østerr. Fyrster i
Toscana, Modena og Parma var kun dets
Vasaller, og Halvøens øvrige Fyrster var
forbundne med det ved Taknemmelighedens og
Interessernes Baand. Overalt herskede Reaktionen,
og man gik endog tilbage til Tilstanden fra før
Josef II’s, Leopold I’s og Tanucci’s Tid. Kong
Ferdinand I af Begge Sicilier, som han nu
kaldte sig, ophævede den fri Forfatning, som
han 1812 efter eng. Tilskyndelse havde givet
Sicilien, og afskaffede i Neapel en stor Del af
Josef’s og Murat’s Forbedringer. I Kirkestaten
ophævedes alle Indretninger fra den fr. Tid,
Jesuitterordenen genoprettedes, Inkvisitionen
fornyedes, og Adelen og Gejstligheden fik
deres Forrettigheder tilbage. Victor Emanuel af
Sardinien erklærede i sin første Forordning
alt sat tilbage til Tilstanden 1790; samtidig
forøgedes Bispedømmernes Antal, og Opdragelsen
overlodes til Jesuitterne. I Lombardiet—Venedig
var Reaktionen mindre, men den føltes værre,
da den udøvedes af Fremmede, og selv gode
Regeringsforanstaltninger modtoges med
Mistillid. Misfornøjelsens Aand, der fra først af
særlig havde hersket hos Middelstanden, vandt
efterhaanden ogsaa Indpas hos Adelen. Den
gav sig Udslag i Dannelsen af hemmelige
Selskaber og Sammensværgelser, men kom trods
al Censur ogsaa frem i Litt. De hemmelige
Selskaber var især udbredte i Neapel, og her
udbrød ved Efterretningen om Revolutionen i
Spanien et Oprør under Ledelse af General
Vilhelm Pepe, hvorved Kong Ferdinand blev
tvunget til at udstede en Forfatning efter sp.
Mønster 9. Juli 1820. Der udbrød imidlertid
Splid mellem Rigets to Dele, idet Sicilien
ønskede sit eget Parlament, og en Opstand i
Palermo kronedes med Held (18. Juli); men
da hele Øen ikke fulgte Hovedstaden, lykkedes
det snart Florestan Pepe, der blev sendt
derover med en Hær, at faa Bugt med
Bevægelsen, og et mil. Diktatur oprettedes. Dette var
en stor Fejl, da det paadrog Frihedspartiet i
Neapel Sicilianernes Had og svækkede Landets
Kraft til at møde den Kamp med Østerrig,
som maatte komme. 1821 samledes den hellige
Alliance i Laibach. Her gav Kong Ferdinand I
Møde, medens de andre ital. Stater sendte
Gesandter, og Kongressen besluttede at
overdrage Østerrig at dæmpe Revolutionen i
Neapel. Under Kongens Fraværelse havde
Regeringen intet gjort for at møde den truende
Fare, og da Østerrigerne rykkede frem under
General Frimont, sejrede de ved Rieti i
Kirkestaten (7. Marts 1821) over Neapolitanerne, der
anførtes af Vilhelm Pepe. Allerede 24. Marts
rykkede Frimont ind i Neapel, og en blodig
Reaktion paafulgte. Forfatningen ophævedes;
fl. Tusinde fængsledes, og mange blev
henrettede. Sicilien kæmpede med større Tapperhed
for Friheden, men blev ogsaa kuet og meget
strengere behandlet. I fl. Aar beholdt Ferdinand
østerr. Tropper for at være sikker, og siden
lejede han 10000 Schweizere, som først drog
bort 1827. Faa Dage efter Slaget ved Rieti
udbrød en Militærrevolution i Kongeriget
Sardinien; Victor Emanuel, der hverken vilde
udæske Østerrig ell. forraade sine Undersaatter,
nedlagde Kronen til Fordel for sin Broder Karl
Felix og overdrog i dennes Fraværelse
Regentskabet til Prins Karl Albert af
Savojen-Carignan. Denne, der begunstigede Oprøret, udstedte
en Forfatning efter sp. Mønster og indkaldte
en Rigsdag. Men da Karl Felix (1821—31)
nægtede at anerkende Forfatningen, svigtede Karl
Albert Frihedens Sag og nedlagde sin Post.
Efter at Frihedspartiets Tropper var blevne
overvundne af Østerrigerne ved Novara,
genoprettedes det enevældige Monarki (April 1821). I
et Par Aar blev østerr. Tropper i Landet for
at holde Befolkningen i Tømme. I Milano, hvor
der ikke havde været noget aabent Oprør, men
kun en Sammensværgelse, nedsattes en
ekstraordinær Domstol, som dømte mange til fl. Aars
Fængsel, deriblandt Digteren Silvio Pellico. I
de flg, Aar skærpedes Undertrykkelsen af
enhver Frihedsytring stadig, men Hadet mod
Fremmedherredømmet og Absolutismen kunde
ikke udslukkes. Karl Felix gik saa vidt, at han
genindførte Hoveri og forbød Børn, hvis
Forældre ikke havde en Indtægt af 1500 Lire om
Aaret, at lære at læse og skrive. I Neapel gik
Ferdinand I frem med frygtelig Strenghed, og
under hans Søn, Frants I (1825—30), blev
Forholdene ikke bedre. I Toscana og Lucca, hvor
Leopold II og Karl Ludvig 1824 fulgte efter
Ferdinand og Marie Louise, Enke efter Kong
Ludvig af Etrurien, regeredes der nogenlunde
godt. Men i Kirkestaten herskede den yderste
Reaktion, og Fængslerne var overfyldte af
Mistænkte. Da Julirevolutionen kom, og Frankrig
bekendte sig til Ikkeinterventionsprincippet,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
