Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Italien (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
troede de ital. Landflygtige, der stadig
vedligeholdt Forbindelse med Hjemlandet, at Tiden
til Frihedens Erhvervelse var kommet, og der
udbrød Febr 1831 Oprør i Modena, hvor Frants
IV havde hersket som en sand Tyran, og i
næsten hele Kirkestaten, hvor en Forsamling i
Bologna udstedte en Forfatning for de
»forenede ital. Provinsers Republik«. Pave Gregor
XVI (1831-46) anraabte Østerrig om Hjælp, og
Metternich lod sig ikke af Frankrigs Protest
afholde fra at yde den. Frimont gik over Po og
slog Oprørerne, hvorefter den gl. Tingenes
Tilstand vendte tilbage. Efter Frankrigs
Tilskyndelse forlangte Stormagterne Forbedringer
indførte i Kirkestatens Styrelse, og Gregor
svarede ogsaa imødekommende, men glemte sine
Løfter, da Østerrigerne var borte. Ny
Oprørsforsøg gav disse Anledning til at besætte
Bologna, og samtidig lagde Frankrig Garnison
i Ancona (1832) for at standse Reaktionen; men
den pavelige Regering brød sig ikke herom og
lejede ten Schweizerhær til at holde de
Misfornøjede i Tømme. Liberalismen havde atter
og atter lidt Nederlag; men da den tabte
Modet, tog de Revolutionære fat, ledede af Josef
Mazzini, der 1831 stiftede Selskabet »Det unge
I.«, hvis Formaal var at virke for de
Fremmedes Fordrivelse og Oprettelsen af en ital.
Republik. I Løbet af et Par Aar udbredtes
Selskabets Anskuelser over hele I.; men fl.
Sammensværgelser blev opdagede, og Deltagerne
strengt straffede. Et Forsøg af Mazzini og den
polske General Romarino paa at rejse Savojen
og Piemont mislykkedes fuldstændig (1834). For
at modvirke den revolutionære Bevægelse
begyndte Karl Albert (1831-49) hist og her at
indføre Reformer. Retsvæsenet og
Administrationen forbedredes, Finanserne ordnedes, Veje
og Jernbaner anlagdes, Agerdyrkningen
fremmedes, og Undervisningen højnedes, alt uden at
der paalagdes ny Skatter. Lgn. Reformer
indførtes i Toscana og Lucca, der altid havde
været regerede temmelig liberalt. Ogsaa
Østerrigerne søgte at indføre Forbedringer i deres
ital. Lande, for saa vidt det lod sig forene
med deres Herredømme; kun Begge Sicilier og
Kirkestaten deltog ikke i det alm.
Reformarbejde. I Beg. af Ferdinand II’s Regering
(1830-59) syntes der at skulle indtræde en
Forandring. Han udstedte Amnesti, afsatte ildelidte
Embedsmænd, indførte Besparelser og
fremmede Handelen ved at give Kornudførselen fri;
men denne Reformæra var snart forbi, og det
gl. System genindførtes med
Militærkommissioner og Undtagelsesdomstole. Pave Gregor
XVI gjorde endnu mindre. Under hele hans
Regering var der stadig Uroligheder. Hvert
Aar dømtes mange til Døden, til
Landsforvisning og til Fængsel, og Finanserne forfaldt,
medens Adelens og Gejstlighedens Privilegier
forøgedes. Imidlertid beskæftigede de oplyste
og ædle Mænd i I. sig med at finde Midler til
at forbedre dets Tilstand. Forf. Gioberti vilde i
sin Bog, Il primato civile e morale degl’ Italiani
forsone Kirken med Friheden, for at en
politisk og national Aand kunde gennemsyre
Folkets Masse. Han tænkte sig Halvøens forsk.
Stater med konstitutionelle Forfatninger
forenede under Pavens aandelige Førerskab,
medens Sardinien skulde gaa i Spidsen i verdslig
Henseende. En anden Fædrelandsven, Grev
Balbo, søgte i Le Speranze d’Italia at forsone
Fyrsterne med Liberalismen; af deres
Ædelmodighed ventede han de Forfatninger, man
havde villet aftvinge dem.
Fra 1846 til 1870.
Under disse Forhold imødesaas Udfaldet af
Pavevalget 1846 med stor Spænding, og da
Mastaï Ferretti’s Valg forkyndtes (17. Juni),
fejrede Romerne det som en national
Begivenhed. Pius IX (1846-78) syntes at svare til de
Forventninger, man nærede til ham. Han
bortsendte Schweizerne, udstedte Amnesti og
indførte Forbedringer i alle Styrelsens Grene. Han
gik endog saa vidt, at han oprettede et
Ministerraad med Tilkaldelse af Lægfolk, organiserede
en Borgergarde og sammenkaldte en
raadgivende Stænderforsamling (Novbr 1847). Paa
samme Tid stiftedes en Slags Toldforening mellem
ham, Karl Albert og Leopold af Toscana, som
straks havde fulgt hans Eksempel. Østerrig,
som saa sig truet heraf, forstærkede sin
Besætning i Ferrara og indgik Forbund med Modena
og Parma. Efter Marie Louise’s Død (1847) gik
dette Hertugdømme over til Karl Ludvig af
Lucca, hvis Land saa tilfaldt Toscana. Disse
Landombytninger fremkaldte en Del
Uroligheder, og »Det unge I.« prædikede paa ny
Oprør. Overalt var der Gæring, og Pius IX
fortrød allerede, hvad han havde gjort. Ved Beg.
af 1848 var hele I. en Vulkan nær sit Udbrud.
Østerrigerne forøgede deres Tropper i
Lombardiet, og Karl Albert indkaldte en Del af
Reserven. Oprøret begyndte i Begge Sicilier, hvor
Ferdinand II forgæves havde søgt at holde de
frisindede Strømninger ude. 12. Jan. 1848 brød
det ud i Palermo og bredte sig derfra til
Neapel, saa at Ferdinand saa sig nødt til at
udstede en Forfatning efter fr. Mønster (Febr).
Dermed var Neapel beroliget, men Sicilien
fordrede Selvstændighed, og da Ferdinand ikke
vilde gaa ind herpaa, erklærede Øens
Parlament den bourbonske Familie for afsat (Apr.).
Syditaliens Eksempel efterlignedes i Mellem-
og Norditalien. Karl Albert imødekom straks
Folkets Ønske og udstedte en Grundlov, som
traadte i Kraft 5. Marts. Storhertugen af
Toscana fulgte efter; selv Paven tog en rask
Beslutning og gav en konstitutionel Forfatning.
Hertugerne af Parma og Modena forlod deres
Lande. Endnu stod de østerr. Prov. tilbage,
som holdtes i Ave af de store Troppemasser.
Men ved Efterretningen om Revolutionen i
Wien brød Opstanden ud i Milano 18. Marts,
og efter 5 Dages Kamp maatte General
Radetzky trække sine Tropper bort. Samtidig
rejste Venedig sig, og en provisorisk Regering
indsattes under Forsæde af Advokat Manin,
som proklamerede Republikken. I. følte, at dets
Skæbne var knyttet til Lombardiets og
Venedigs, og fra alle Kanter ilede man dem til
Hjælp. Føreren i denne Kamp mod Østerrig
maatte Sardinien blive, og Karl Albert tøvede
heller ikke med at gribe ind. Allerede 26. Marts
rykkede de første sardinske Tropper ind i
Milano, og snart fulgte Kongen efter.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
