Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Italien (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Agitation, som havde taget stærkt Opsving, ej
heller den ny imod Østerrig rettede Bevægelse,
Italia irredenta. Snart blev Cairoli dog igen
Førsteminister, og Novbr 1879—Maj 1881 sad
han og Depretis i samme Ministerium; men
da blev den sidstnævnte paa ny Regeringens
Leder, og fra Efteraaret 1883 stod han i aaben
Modsætning til Venstres andre Førere, der
sluttede sig sammen til det saakaldte
Pentarki. Samtidig foregik der nemlig en
Omformning (Transformismo) af de gl. Partier,
idet den maadeholdne Del af Venstre under
Depretis skilte sig fra den radikale, og til
Gengæld Højre opgav sin Modstand imod ham,
ja ligefrem støttede ham imod hans frafaldne
Partifæller. Det lykkedes ham ogsaa at
gennemføre en Række væsentlige Fremskridt. En
ny Valglov 1882 forøgede Vælgernes Tal fra
650000 til det tre- ell. firedobbelte; s. A. gaves
en ny Handelslovbog; Tvangskursen bortfaldt
Apr. 1883, og fra 1. Jan. 1884 afskaffedes den
forhadte Maleskat, ved hvilken Brødprisen
fordyredes. 1886 blev ogsaa Saltprisen nedsat
betydelig, og en højst fornøden Omordning af
Grundskatten vedtoges. Alligevel blev det
muligt at opnaa Ligevægt mellem Statens
Indtægter og Udgifter, og Forholdene tegnede sig i
det hele lysere. Uagtet den store Udvidelse af
Vælgermængden viste Valgene, at den
maadeholdne Retning havde Overhaand, og de
gentagne Forsøg, som det klerikale Parti gjorde
paa at gøre sig gældende ved de kommunale
Valg, bragte kun, forholdsvis ringe Frugt. Rolig
og sindig vidste Regeringen at hævde Statens
Myndighed, saaledes over for Forsøget paa at
omgaa Klosterloven ved Optagelse af ny
Nonner, og 1879 udstedtes endelig — ligesom i
Frankrig og Belgien — Forbud imod, at
Præsterne viede Ægtepar, før det borgerlige
Ægteskab var indgaaet.
Juli 1887 døde Depretis, som i de sidste 11
Aar med kort Afbrydelse havde været I.’s
ledende Minister, og dermed indledes et nyt
Afsnit i Landets Historie. Han var den sidste
af de Statsmænd, som havde arbejdet under
Cavour (Lanza var død 1882, Sella 1884 og
Minghetti 1886); ogsaa Garibaldi, den sidste af
det Trekløver, hvem I.’s Frigørelse skyldtes,
var død 1882. Faa Maaneder før sin Død
havde Depretis været nødt til at optage i sit
Ministerium 2 af »Pentarkiets« Ledere, nemlig
Crispi og Zanardelli, og den førstnævnte
af disse blev hans Efterfølger og den Mand,
som i den flg. Tid stærkest prægede Landets
Udvikling. Han var paa een Gang meget fjendsk
imod Frankrig og imod det kat. Præsteskab
samt meget ivrig for at forøge I.’s Magt og
Indflydelse, og hans heftige Sind og herskesyge
Villie drev ham til at bruge de kraftigste
Midler for at sætte sine Planer igennem. Endnu
inden Crispi optoges i Ministeriet, blev
Tremagtsforbundet Marts 1887 fornyet paa længere
Tid og i fastere Form, og kort efter at han
havde overtaget Ledelsen, gjorde han et
Besøg hos Bismarck og knyttede derved en
inderligere Forbindelse med Tyskland. Som
Følge heraf blev Hæren yderligere udvidet, skønt
Tremagtsforbundet erklæredes for udelukkende
at have et Forsvarsformaal; Crispi gjorde
nemlig gældende, at I. ellers vilde være nødt til
at ruste endnu stærkere, naar det ikke havde
sin Østgrænse dækket, men skulde værge den
saavel som Vestgrænsen. Senere styrkedes
Forholdet yderligere ved den tyske Kejser
Vilhelm II’s Besøg i Rom (Oktbr 1888), hvor han
hilstes med stormende Jubel, og ved Kong
Umberto’s tilsvarende Besøg i Berlin (Marts
1889). Vilhelm II’s Besøg blev mærkeligt
derved, at han, skønt Kongehusets Gæst, dog blev
modtaget venlig i Vatikanet, medens Paven 4
Aar i Forvejen af Hensyn dertil havde nægtet
at modtage den bayerske Prins Leopold og
hans Ægtefælle Gisela, Kejseren af Østerrigs
Datter. Paven søgte forgæves at lede Samtalen
hen paa, hvor nødvendigt det var for
Pavedømmets Uafhængighed at faa dets verdslige
Herredømme genoprettet, medens Kejseren
tydelig gav til Kende, at han regnede Roms
Indlemmelse i Kongeriget I. for en urokkelig
Kendsgerning.
Under Crispi’s Styrelse blev Forholdet
mellem Regeringen og Pavehoffet stedse mere
spændt. Ikke alene overholdtes de gældende
Kirkelove med Strenghed, men ved den ny
Straffelovbog, hvorom der endelig opnaaedes
Enighed (1888) og hvorved bl. a. Dødsstraffen
afskaffedes, fastsattes alvorlige Straffe mod de
Præster, som misbrugte deres aandelige
Myndighed til at bekæmpe Staten og dens
Indretninger. Et endnu føleligere Slag imod
Præsteskabets Indflydelse rettedes ved Loven om de
saakaldte »fromme Stiftelser« (1890). Disse
Legater, der havde en samlet Værdi af 2—3
Milliarder Lire og en aarlig Indtægt af 150
Mill., unddroges nemlig Præsternes
Forvaltning og henlagdes under verdslige
Myndigheder; for Fremtiden skulde hele Indtægten
bruges til velgørende Øjemed, medens hidtil
den allerstørste Del enten medgik til selve
Bestyrelsen (altsaa kom Præsterne til gode) ell.
til kirkelige Øjemed af forældet Art
(Sjælemesser o. l.). Paven rettede selvfølgelig et
skarpt Angreb paa denne Lov, der saa
væsentlig svækkede Præsternes Magt, og
betegnede den som et nyt Kirkeran. Han havde
allerede tidligere følt sig krænket paa fl. Maader,
saaledes ved Hertugen af Torlonia’s Afsættelse
som Roms Borgmester (ved Nytaarstid 1888),
fordi han paa egen Haand havde overbragt
Paven Byens Hyldest i Anledning af dennes
50 Aars Præstejubilæum, endvidere ved
Romernes gentagne Fester paa Aarsdagen for Roms
Indtagelse 1870, men maaske dybest ved
Afsløringen af et Mindesmærke i Rom for
Giordano Bruno (9. Juni 1889) paa det samme
Sted, hvor han 160O var blevet brændt som
Kætter.
Forargelsen herover var saa stor i
Vatikanet, at de klerikale Blade paa ny truede
med, at Paven vilde drage bort fra Rom;
allerede 1879 havde denne Trusel lydt i Anledning
af nogle Gadeuroligheder under Overførelsen
af Pius IX’s Lig til hans sidste Hvilested.
Truslen gjorde dog ingen Virkning. De ital. Blade
udviklede ligefrem, at det maaske var let nok
for Paven at gaa bort fra Rom, men at det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
