Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Italien (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Sydbanen, og i Maj dannedes et nyt Kabinet
Giolitti.
I Udenrigspolitikken kølnedes Forholdet til
de andre Treforbundsmagter betydelig under
de opstaaende Modsætninger mellem
Østerrig-Ungarns og I.’s Interesser paa Balkan, og den
gl. anti-østerrigske Stemning i store Dele af
det italienske Folk fik ny Næring. I. svingede
saaledes noget over i Retning af
Vestmagt-Ententen og søgte efterhaanden at indtage en
mæglende Stilling mellem de to
Magtgrupperinger. Under Algeciras-Konferencen fjernede I.
sig yderligere fra sine gl. Forbundsfæller, og
endnu skarpere traadte Modsætningerne frem,
da den østerrig-ungarske Regering i Oktbr
1908 proklamerede Anneksionen af Bosnien og
Herzegowina. Der protesteredes i Pressen og
i Folkeforsamlinger, man fordrede
Kompensationer for I. i Albanien ell. Sydtyrol og
Kompensationer for de smaa Balkan-Stater.
Regeringen gjorde intet for at modarbejde denne
Bevægelse. Misfornøjelsen forøgedes ved den
østerrigske Regerings lidet imødekommende
Optræden i Spørgsmaalet om Oprettelse af et
ital. Univ. ell. Retsfakultet i Østerrig. Da den
udenrigske Situation i Decbr 1908 kom til
Drøftelse i Kammeret, lød der fra forsk. Sider
stærke Angreb paa Østerrig, og Tittoni’s Tale
var ogsaa, skønt han formelt bekendte sig til
Triplealliancen, præget af en paafaldende
Kølighed over for Østerrig; Tittoni betonede
tillige med Vægt, at I. havde nærmet sig stærkt
til Rusland, der i dette Øjeblik stod i udpræget
Modsætningsforhold til Østerrig-Ungarn. Da
Balkan-Krisen i Foraaret 1909 var bleven løst
ved Tysklands energiske Indgriben, og Rusland
havde lidt et diplomatisk Nederlag, begyndte
begge de storpolitiske Grupper paany med Iver
at bejle til I. 29. Apr. 1909 mødtes Kong
Edvard VII med Kong Victor Emanuel i Bajæ;
12. Maj modtog den italienske Konge Kejser
Vilhelm i Brindisi, og i Oktbr foretog Tsar
Nikolai sin længe opsatte Italiensrejse, idet
han paa sin Vej omhyggelig undgik at betræde
østerrigsk Territorium. Hans Sammenkomst
med Kongen af I. fandt Sted i Racconigi. Ved
alle disse Lejligheder udveksledes der
Venskabsforsikringer. Imidlertid havde Indtrykket
af den overstandne europæiske Krise den
Virkning i I., at de Krav om betydelige Forhøjelser
af Hærens og Flaadens Budgetter, som stilledes
af Regeringen 1909, blev enstemmig bevilgede af
Parlamentet.
28. Decbr 1908 havde et Jordskælv ødelagt
Messina. Denne nationale Ulykke og de i den
Anledning fornødne Foranstaltninger fra
Statens Side optog Parlamentet i Beg. af 1909. I
Marts afholdtes der Valg til Deputeretkammeret.
Socialisterne erobrede 12 ny Pladser. I
Sommerens Løb udviklede der sig en kritisk
parlamentarisk Situation, idet Spørgsmaalet om
Tildeling af Monopol paa de vigtigste
Skibsfartruter til den italienske Lloyd fremkaldte en
stærk Opposition mod Regeringen. Parlamentet
blev derfor hjemsendt i Juli, men Kabinettets
Stilling var svækket, og da Vanskelighederne
begyndte igen efter Parlamentets
Sammentræden i Novbr, foretrak Giolitti at gaa af, inden
han blev styrtet. Sonnino dannede det nye
Kabinet med Guicciardini til Udenrigsminister.
I dette Ministerium var alle moderate
Grupper repræsenterede. Men Kammerdebatterne i
Vinteren 1909—10 viste, at det nye Kabinet
heller ikke magtede Vanskelighederne, og i Marts
demissionerede Sonnino. Et Kabinet Luzzatti
dannedes, i hvilket Marchese di San Giuliano
havde Udenrigsministerportefeuillen.
Skibsfartloven blev gennemført i ændret Skikkelse,
foreløbig for 3 Aar. Hermed var den værste
Anstødssten for Regeringen fjernet. San Giuliano’s
Besøg hos den østerr.-ung. Udenrigsminister,
Grev Aehrenthal, i Salzburg, og dennes
Genvisit hos San Giuliano i Turin syntes at tyde
paa en Styrkelse af Triplealliancen. Marts 1911
faldt Regeringen imidlertid paa den Modstand,
der havde rejst sig i Parlamentet mod dens
Forslag til Valgreform. Giolitti traadte hermed
atter i Forgrunden og blev det ny Ministeriums
Chef. Der førtes haarde Kampe i Parlamentet
om Giolitti’s Forslag om at gøre
Livsforsikringen til Statsmonopol. Lovforslaget blev
omarbejdet og dets Behandling derefter udskudt
til den flg. Samling. Imidlertid fik I. andet at
tænke paa.
De ital. Statsmænd havde længe haft
Opmærksomheden henvendt paa Tripolis, det
sidste under Tyrkiet hørende Land i
Nordafrika. I. havde sikret sig Frankrigs og
Englands Samtykke til ved given Lejlighed at
fratage Tyrkiet dette Land og mente nu, at
Øjeblikket var kommet. Italienske Forretninger
var opstaaet i Tripolis, og ital. Banker havde
grundlagt Filialer dér. De tyrkiske
Myndigheder søgte at lægge Hindringer i Vejen for
den paagaaende ital. Virksomhed, og der
opstod en Konflikt. I. vilde have Krig, og gennem
den officiøse Presse blev I.’s offentlige Mening
bearbejdet med det forønskede Resultat; da
Krigen udbrød ved Tyrkiets Vægring ved at
acceptere et d. 28. Septbr 1911 stillet Ultimatum
om en ital. Besættelse af Tripolis og Kyrenaika
under Sultanens Overhøjhed, blev denne
Tingenes Udvikling modtaget med stor Begejstring
i I. Byen Tripolis blev bombarderet og overgav
sig 5. Oktbr. Tyrkerne kunde ikke hindre de
ital. Troppers Landsættelse. 5. Novbr
erklæredes Tripolis for annekteret, men Kampen mod
de af religiøs Iver opflammede Arabere i det
gennemgaaende øde Land voldte I. mange
Bekymringer, særlig efter at Enver Bey havde
organiseret Ørkenstammernes Modstand. Baade
Ententen og I.’s Forbundsfæller indtog officielt
en velvillig Neutralitet; dog maatte I. love ikke
at føre Krigen over til Europa ell. Asien. For
at faa Ende paa Krigen saa I. sig dog nødt til
at omgaa dette Løfte. Efter et forgæves
Forsøg paa at forcere Dardanellerne besatte ital.
Tropper Rhodos og 11 andre Tyrkiet tilhørende
Øer med væsentlig græsk Befolkning
(Dodekaneset). I Løbet af 1912 skred Besættelsen af
Tripolis langsomt frem, og da Tyrkiet i Oktbr
blev kastet ind i Balkankrigen, gav det efter
og sluttede Freden i Lausanne, hvorved det
overlod Tripolis og Kyrenaika til I. og lovede
at trække sine Tropper bort. Da en Del af disse
tyrkiske Tropper var traadt i Tjeneste hos de
arabiske Stammer og nægtede at efterkomme
Hjemkaldelsesordren, vedblev I. til Gengæld at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
