Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Italien (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
holde de 12 Øer besat. Gennem en Krig, der
havde kostet over 1 Milliard Lire, var I.
saaledes kommet i Besiddelse af en stor, men af
Naturen lidet værdifuld Koloni. Parlamentet
havde under hele Krigen været præget af en
stærk patriotisk Stemning; selv en Del af
Socialisterne havde ydet Regeringens Politik Støtte.
Nu gjaldt det om at aabne Staten nye
Indtægtskilder. Lovforslaget om Statsmonopol for
Livsforsikring blev vedtaget af begge Kamre i
Marts 1912, men gav derpaa Anledning til
internationale Forhandlinger, fordi fremmede
Forsikringsselskaber berørtes af Loven. I
Sommeren vedtoges Valgreformlovforslaget, ved
hvilket Valgretten udvidedes til Analfabeter, der
var over 30 Aar gl. og havde aftjent deres
Værnepligt. Vælgernes Antal steg fra 3 til 8 Mill.
Efter Krigens Afslutning blev Spørgsmaalet
om I.’s Stilling til de europæiske Magtgrupper
igen brændende. Efter at den østerr.-ung.
Udenrigsminister, Grev Berchtold, i Oktbr
havde haft et Møde med San Giuliano i Pisa,
blev det meddelt, at Triplealliancetraktaten var
forlænget paa 5 Aar. Ved samme Tid
underskreves en fransk-italiensk Overenskomst om
Marokko og Tripolis. I det ital. Folk var den
antiøsterrigske Stemning imidlertid vokset
stærkt under Tripoliskrigen i Sammenhæng
med den stærke patriotiske Bevægelse, og den
ital. Irredenta i Østerrig gjorde sig bemærket
saa stærkt som nogensinde.
Valgene til Parlamentet fandt St.
Oktbr—Novbr 1913 efter den nye Valglov. Katolikkerne
fik 15, de Radikale 16 og Socialisterne 40
Mandater fl. end i det forrige Kammer. Giolitti’s
Flertal var i tilsvarende Grad svækket, og i
Marts 1914 demissionerede Kabinettet. Salandra
dannede det ny Ministerium, et moderat
Koncentrationskabinet, i hvilket de fleste af de
af-gaaede Ministre fik Sæde. Ved San Giuliano’s
Død Oktbr omdannede Salandra sit Kabinet, og
Sonnino blev Udenrigsminister.
Da Verdenskrigen udbrød, stillede I. sig ikke
ved sine Forbundsfællers Side, men erklærede
sig neutralt. I. hævdede, at Østerrig-Ungarn ved
Krigserklæringen til Serbien havde krænket
Forbundstraktatens § 7, der foreskrev, at en
Forandring af status quo paa Balkan og i
Adriaterhavet ikke maatte foretages af
Østerrig-Ungarn ell. I. uden efter forudgaaende
Overenskomst med den anden Part og mod
Kompensation til denne. I. forlangte derfor
Kompensationer i de italiensktalende Dele af
Østerrig, og herom forhandledes der i
Verdenskrigens første Halvaar, uden at man kom til
Enighed. Den tyske Regering sendte Fyrst
Bülow til Rom som Mægler, men heller ikke han
havde Held med sig. Imidlertid bestræbte
Ententemagterne sig ivrigt for at drive I. ind i
Krigen paa deres Side, og Folkestemningen i
I. arbejdede dem stedse mere i Hænde. Giolitti,
der satte sin Autoritet ind paa Neutralitetens
Bevarelse, mistede hele sin Popularitet. 23. Maj
erklærede I. Østerrig-Ungarn, 20. Aug. Tyrkiet,
19. Oktbr Bulgarien Krig. I Novbr underskrev
I. London-Pagten, der foreskrev de Allierede
kun at slutte Fred i Fællesskab. Først 27. Aug.
1916 erklærede I. Tyskland Krig, fordi
Tyskland havde støttet Østerrig-Ungarn med
Vaaben, Ammunition og Officerer i Kampen mod
I. Den Gang var Kabinettet Salandra, der i
Krigens Beg. støttedes af et stort Flertal i
Parlamentet, faldet som Følge af Østerrigernes
Sejre i Tyrol og det nordlige Venetien, og
Boselli havde i Juni dannet et nyt Kabinet. Sonnino
beholdt Udenrigsministerportefeuillen. I.
koncentrerede under hele Krigen sin Styrke mod
Østerrig, og ved den østerr.-ital. Grænse
bølgede Kampen frem og tilbage, uden at der blev
naaet store Resultater fra nogen Side. I. holdt
desuden Okkupationsstyrker paa forsk.
Punkter i Albanien, hvis Kystland I. tragtede efter
at bringe ind under sit Overherredømme, og
deltog i Kampene mod Bulgarien, efter at
Salonikifronten var blevet etableret. Finansielle
Vanskeligheder blev efterhaanden meget
tyngende. Oktbr 1917 fremkaldte Nederlagene ved
Isonzo Ministeriet Boselli’s Fald. Orlando blev
Regeringens Chef. Sonnino vedblev at være
Udenrigsminister. 1918 vendte Bladet sig ved
den italienske som ved de andre europæiske
Fronter; den østerr. Sommer-Offensiv brød
sammen, og den paafølgende ital. Offensiv førte
til militære Resultater, der kunde kaste Glans
over Krigens Afslutning. Ital. Tropper holdt
deres Indtog i Triest og Trento.
Da Fredsdrøftelserne skulde begynde, traadte
den latente Modsætning mellem I. og
Jugoslavien frem. Den Traktat, som I. havde
sluttet med England, Frankrig og Rusland, inden
det traadte ind i Krigen, lovede det det meste
af Istrien og Dalmatien med en overvejende
jugoslavisk Befolkning. I. krævede tillige
Havnen Fiume, der laa umiddelbart udenfor den
Grænse, der var lovet I. Jugoslaverne
protesterede heftigt mod en saadan Løsning og fandt
Støtte hos Præsident Wilson. England og
Frankrig fremsatte det ene Mæglingsforslag
efter det andet. Decbr 1918 kom Kong Victor
Emanuel til Paris, hvor den fransk-italienske
Enighed fejredes. I den snart efter
sammentrædende Fredskonference i Paris deltog
Orlando. Da Præsident Wilson i Apr. udsendte en
Erklæring om det italiensk-jugoslaviske
Spørgsmaal, forlod Orlando krænket Paris, men
vendte dog senere tilbage. De ringe Resultater,
Orlando havde at opvise, førte til et Nederlag
i Parlamentet, hvorfor Regeringen gik af i Juni,
og Nitti dannede et Koalitionskabinet og tog
Tittoni til Udenrigsminister. Ved Freden i St
Germain 10. Septbr 1919 blev I. ikke blot
udvidet med de italiensktalende Dele af Østerrig,
men fik en »strategisk Grænse«, der N. paa
naar helt til Brenner. Omtr. samtidig besatte
Gabriele d’Annunzio Fiume med et Korps af
Frivillige. Aktionen desavoueredes af den ital.
Regering, som iværksatte en temmelig
virkningsløs Blokade af Fiume. Sidst i Septbr blev
Deputeretkammeret opløst. Ved Nyvalgene i Novbr
reduceredes den liberale Majoritet fra 380 til
230, medens Socialisterne vandt frem fra 55
til 156 Mandater; ogsaa det klerikale Parti (nu
»det ital. Folkeparti«) havde stor Fremgang.
Den store Forskydning til Venstre i Kammeret
medførte en Ændring i Udenrigspolitikken, idet
Regeringen tog en snarlig Genoptagelse af
Handelen med Sovjet-Rusland paa sit Program.
Scialoja blev Udenrigsminister i St f. Tittoni.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
