Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XII: Hvene—Jernbaner / 724 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - italiske Folk - italiske Sprog - Italus - Itamaraca - Itapicuru - Itapua - Itard, Jean Marc Gaspard - Itasca - Itatiaya

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Beboere af Halvøens sydligste Dele,
Ausonerne, Opikerne, Ønotrerne og de
egl. Italere, som tillige havde deres Nød
med at værge sig mod de fra Kysterne
fremtrængende Grækere. Den anden Gren af de
i. F., Latinerne, var langt mindre talrig,
men skønt de umbrisk-sabelliske Folk ved
Midten af 4. Aarh. f. Kr. havde Overmagten i hele
Syditalien, blev det dog Latinerne, der kort
efter gik af med Sejren over dem og snart kom
til at paatrykke hele Halvøen deres Præg.
H. H. R.

italiske Sprog, Fællesbenævnelse paa den
Gruppe af nærbeslægtede Sprog af
indoeuropæisk Æt, der i Oldtiden havde deres Hjem i
Mellem- og Syditalien. De omfatter to
Afdelinger: 1) Latin opr. blot Sproget i Latium
med Rom, men med Roms stigende Magt
udbredte det sig efterhaanden, med Fortrængelse
af de mange forsk. Nationalsprog, som det
herskende Sprog ikke blot i hele Italien, men langt
videre og blev i den Form, Talesproget i
Tidens Løb antog, Stamsproget for de
romanske Sprog. Af nærstaaende Oldtidsdialekter
kan nævnes Faliskisk, Sproget i Falerii. 2) De
umbrisk-samnitiske Sprog, der fra
først af har været udbredte over et betydelig
større Omraade end Latin, men alle
efterhaanden fortrængtes af dette. Hertil hører a)
Umbrisk i Umbrien, i hvilket Sprog vi har
forsk. Indskrifter, navnlig de saakaldte tabulæ
Iguvinæ, 7 Bronzetavler, fundne i 15. Aarh. i
Byen Gubbio (Iguvium, Eugubium). Indholdet
er religiøst-rituelt; en Forskel m. H. t.
Tilblivelsestiden for disse Tavler træder frem
saavel i Sprogform som i Skriften, der paa den
største Del af dem er national-umbrisk
(stemmende med etruskisk), for en mindre Del lat.
Alfabet. De ældste Partier antages for at være
fra c. 200 f. Kr., de yngste maaske omtr. et
Aarh. yngre. Sproget maa paa den Tid
allerede have været sin Undergang nær.
(Aufrecht og Kirchhoff, »Umbrische
Sprachdenkmäler« [1849—51]; Bréal, Les tables
eugubines [1875]; Bücheler, Umbrica [1883]).
b) Oskisk, det Sprog, der taltes af Samnitterne
og forsk., dem nærstaaende, mindre Stammer
(Frentaner, Lukaner, Kampaner, Mamertiner
o. a.). Dette interessante og vel udviklede Sprog
møder vi i en Rk. Indskrifter, mest af officiel,
til Dels af religiøs Art (ikke Gravindskrifter),
skrevne for største Delen med en national (med
den etruskiske beslægtet) Skrift, sjældnere med
lat., endnu sjældnere med gr. Alfabet. Efter
Forbundsfællekrigen og de dertil sig sluttende
Kampe (90—82 f. Kr.), under hvilke Oskisk
havde været det officielle Sprog for de mod
Rom kæmpende syditaliske Stammer, er det
dødsdømt og forsvinder ganske fra Overfladen.
Helt uddød i det mindste i mere afsides Egne
er det dog vel først nogle Aarhundreder efter.
(Zvetaieff, Sylloge inscriptionum oscarum
[1878]; samme, Inscriptiones Italiæ inferioris
dialecticæ [1886]). c) Forsk. mindre Dialekter,
i hvilke vi til Dels ogsaa har enkelte
Mindesmærker (Zvetaieff, sidstnævnte Værk samt
Inscr. Italiæ mediæ dialecticæ [1884]), som
Volskisk, der synes at have visse særlige
Berøringspunkter med Umbrisk, medens de øvrige
(tilhørende Pæligner, Marruciner, Picenter o.
a.) staar nærmere ved Oskisk. Andre Stammer,
der opr. har hørt til denne Afdeling, men
allerede tidligere var væsentlig latiniserede, er
Sabiner, Marser o. a. — Et Hovedskelnemærke
mellem de umbrisk-samnitiske Sprog og Latin
er, at de første havde p svarende til lat. qu
som pis — lat. quis, hvem, pompe = lat.
quinque, fem, Pompties (Pontius) = lat. Quinctius.
Nyeste Hovedværk (med alle Tekster, Glossar
o. s. v.): R. v. Planta, »Grammatik der
oskisch-umbrischen Dialekte« (2 Bd 1892—97). —
Af andre Oldtidssprog i Italien, der har
efterladt sig Mindesmærker, men som ikke hørte til
de egl. i. S., kan nævnes Messapisk længst imod
SØ., der synes at have været beslægtet med
Illyrisk, og Etruskisk, der sikkert ikke engang
er et indoeuropæisk Sprog.
Vilh. Th.

Italus [’i-], mytisk Konge over Italerne ell.
Ønotrerne. de ældste Beboere af Italiens
Sydspids.
H. H. R.

Itamaraca [it_am_ar_a’ka], lille Ø ved Brasiliens
Kyst. 35 km N. f. Pernambuco.
G. Ht.

Itapicuru [it_apik_u’ru]. Flod i den brasilianske
Stat Maranhão, udmunder i Bugten São José,
950 km lang og i sit nedre Løb sejlbar for
Dampere.
G. Ht.

Itapua, forhenværende jesuitisk
Missionsstation i det sydlige Paraguay, ved Bredden af
Paraná. Nu ligger her Byen Encarnacion
(12500 Indb.), som er Endestation paa
Paraguays Centralbane og har Færgeforbindelse
med Byen Posadas (ogsaa undertiden
kaldet I.), der ligger paa Flodens sydlige Bred,
er Hovedstad i det argentinske Territorium
Misiones og har Jernbaneforbindelse med
Buenos Aires.
G. Ht.

Itard [i’tar], Jean Marc Gaspard, fr.
Ørelæge, f. i Oraison (Provence) 1775, d. i Paris
1838. Opr. Bankassistent og ganske ukendt med
Lægevidenskaben gjorde Revolutionen ham til
Militærlæge. Han studerede derefter med stor
Interesse Medicin og blev Underkirurg ved
Militærhospitalet Val-de-Grâce i Paris, stiftede
Bekendtskab med Sicard (s. d.) og blev Læge
ved Døvstummeinstituttet, paa hvilket han siden
ofrede en Formue af 160000 Frcs. Han har
udgivet en Mængde Skr, særlig om Ørets
Sygdomme, bl. a. Traité des maladies de l’oreille
et de l’audition (2 Bd, 1821), der gjorde stor
Opsigt ved sine 172 Referater af
Øresygdommes Forløb. Uden Tvivl har han med sin store
Dygtighed haft Held til at hjælpe en Del
Tunghørige til bedre Hørelse, men han formaaede
ikke, hvad han baade haabede og troede, at
gøre virkelig Døvstumme til Hørende. Han gav
sig ogsaa af med Aandssvageopdragelse (se
Aandssvageanstalter).
F. B.

Itasca [i’täsk_a], en lille hesteskoformet Sø
i U. S. A. i den nordlige Del af Staten
Minnesota, 512 m o. H. Et fra denne Sø kommende
Vandløb paavistes 1832 af Scoolkraft og Allen
at være Mississippis Hovedkildeflod.
G. Ht.

Itatiaya [it_a’t_iaj_a], Brasiliens højeste Bjerg
(2712 m), ligger i Serra do Mantiqueira paa
Grænsen mellem Staterne Rio de Janeiro,
Minas Geraës og Saõ Paulo.
G. Ht.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>