Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ituræa - Ituræer - Itylos - Itys - Itzehoe - Itzenplitz, Heinrich August Friedrich - Itzibu - Itzstein, Johann Adam von - Iulus - Ivain
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Damaskus, der iøvrigt maatte søge Hjælp mod
ham hos Araberhøvdingen Aretas (Harith). Ved
en større Pengesum købte han sig fri fra
Pompejus, som dog ødelagde Libanons Borge. Han
støttede den jødiske Aristobul II’s Slægt,
navnlig hans Søn Antigonus, som kæmpede mod det
pompejanske Parti i Judæa. Han efterfulgtes
af sin Søn Lysanias, men 34 f. Kr. lod
Antonius denne henrette og skænkede Kleopatra
en stor Del af hans Land, Riget blev
efterhaanden udstykket; den sydøstlige Del, ved
Jordankilderne (Panias og Ulatha) regeredes en
Tid af Zenodorus, men blev 20 f. Kr. af
Augustus skænket Herodes d. Store og siden hans
Søn Filip, som derfor Luk. 3, 1 kaldes Tetrark
over I. (og Trachonitis). Andre af I. udskilte
Riger var Abila NV. f. Damaskus og Chalkis,
Rigets gl. Centrum midt i Libanondalen. Over
det egl. I., de Dele af det gl. Rige, som laa N.
f. Chalkis, indsatte Caligula Soemus, men da
han døde 49 e. Kr., blev I. indlemmet i
Provinsen Syrien. Fra denne Tid anvendes Ituræer
ofte i de romerske Legioner, hvor de navnlig
udmærkede sig som Bueskytter. (Litt.: E.
Schürer, »Gesch. d. jüd. Volkes« I, 3.-4.
Opl. [Leipzig 1901], S. 707-25).
J. P.
Ituræer, se Ituræa.
Itylos [’itylås], se Aedon.
Itys [’itys], en oldgræsk Sagnheros. I den
ved Tragikernes og andre Digteres Behandling
fremkomne Form af Sagnet har Tereus,
Fyrsten i Daulias i Fokis, til Løn for ydet Hjælp
faaet den attiske Konge Pandion’s Datter
Prokne til Ægte og har med hende Sønnen I.
Da senere Prokne’s Søster Filomele vilde
besøge Tereus, blev hun krænket og lemlæstet
af denne. Til Hævn slagtede Søstrene I. og
satte ham frem for Faderen tilberedt til et
Maaltid. Da Tereus havde opdaget, hvad der
var sket, forfulgte han Søstrene med draget
Sværd; ved guddommelig Indflydelse blev
derefter alle 3, Tereus, Prokne og Filomele,
forvandlede til Fugle.
H. A. K.
Itzehoe [’etsəho.], By i Holsten, preussisk
Prov. Schleswig-Holstein, Kreds Steinburg, ved
den holstenske Marskbane og paa begge Sider
af den sejlbare Stör, 6 m o. H., har (1910)
16547 Indb. I., der er Garnisonsby, deles ved
Floden i Alt- og Neustadt, som forbindes ved
en Bro. Af dens to Kirker, Skt Jürgens Kirke
og Skt Laurentius Kirke, maa den sidste, der
er en gl. Klosterkirke (grundlagt 1180,
nyopbygget 1716), fremhæves; i Kirken findes de
gl. holstenske Grevers Begravelser. Byen har
desuden bl. a. et 1695 opført Raadhus, et 1835
opført Stænderhus, et Hospital (Juliusstift), et
Vajsenhus og et Kejsermindesmærke (1890). Et
adeligt Frøkenkloster, der er opstaaet af et
Cistercienser-Nonnekloster, blev afbrændt i
Svenskekrigen 1657 og ikke genopført;
Klosterdamerne bor i Byen. I. har en Del Industri og
Handel, især med Korn, Kvæg og Træ; Havnen
er 3,5 m dyb, 1892 indkom 2314 og udgik 2300
Skibe. — I. er en meget gl. By, der er
opstaaet om den Borg (Esseveldsburg, Eselsfleth,
Ezeho), som Karl den Store anlagde her 809
til Værn mod de Danske og Venderne; 1238 fik
Byen Købstadsprivilegier af Adolf IV; i
Trediveaarskrigen blev den fl. Gange indtaget af
de Svenske, 1657 afbrændte de den for en stor
Del; 1835—64 var Byen Samlingssted for de
holstenske Provinsialstænder.
H. W.
Itzenplitz [’etsənplets], Heinrich
August Friedrich, preuss. Statsmand
(1799—1883), indtraadte tidlig i Statstjenesten og var
til sidst (1845—47) Regeringspræsident i
Arnsberg. Han tog 1848 Afsked for at hengive sig
til Styrelsen af sine Godser; blev 1849 Medlem
af første Kammer og 1854 af Herrehuset, hvor
han hørte til de udpræget konservative; var
ogsaa 1867—70 Medlem af den nordtyske
Rigsdag. Marts 1862 blev han Landbrugs- og Decbr
s. A. Handelsminister; viste stor Iver for at
fremme Jernbaneanlæg, især Privatbaner, og
blev derved Skyld i, at »Gründer«-Uvæsenet fik
saa frodig Vækst. Særlig støttede han
Strousberg’s vilde Foretagender, men nødtes af
Lasker’s stærke Angreb til at tage Afsked Maj
1874.
E. E.
Itzibu [’itsi’bu] (een Bu), ældre jap.
Sølvmønt til 1871.
Itzstein [’ets∫ta^in], Johann Adam von,
tysk Politiker (1775—1855), traadte 1809 i
badensk Tjeneste og blev 1819 Dommer i
Mannheim. Han valgtes 1822 til andet Kammer, men
da han straks sluttede sig til Oppositionen, blev
han forflyttet og tog nu sin Afsked. Han førte
i en lang Aarrække en skarp Opposition og
vandt stor Folkeyndest; en Medaille sloges 1844
til hans Ære, og da han n. A. besøgte Preussen,
blev han udvist af dets reaktionære Regering.
1848 gav han Stødet til Forparlamentets
Sammenkaldelse og var i den tyske
Nationalforsamling Aldersformand for det yderste Venstre (fik
32 Stemmer ved Valget af Rigsforstander). Han
fulgte med, da det radikale Mindretal Maj
1849 flyttede fra Frankfurt til Stuttgart, og
maatte derefter et Aars Tid leve i Udlandet
som mistænkt for Deltagelse i Opstanden i
Baden.
E. E.
Iulus eller Ascanius var Æneas’ Søn.
Han skal efter rom. Sagn i Albanerbjergene
have anlagt Byen Alba longa, Roms
Moderstad, og den juliske Æt, til hvilken bl. a. Cæsar
hørte, nedledte sin Herkomst fra ham.
H. A. K.
Ivain [i’væ] ell. »Løveridderen« (le chevalier
au lion) er Navnet paa et Digt af Chrétien de
Troyes, forfattet omkr. 1170. Det handler om
Ridder I., der drager ud for at finde en
fortryllet Kilde; han finder den, dræber dens
Vogter, hvis Enke han ægter efter forsk.
Eventyr. Senere forstøder hun ham, fordi han
glemmer det Løfte, han havde givet hende, kun at
blive eet Aar borte, da han drog paa
Turnering med Kong Arthur. Efter mange
vidunderlige Bedrifter, ved hvilke han hjælpes af en
Løve, som han engang havde reddet, lykkes
det ham dog til sidst at genvinde hendes Gunst.
Digtet anses med Rette for Chrétien’s bedste,
og det var meget læst i Middelalderen. Det blev
oversat paa Tysk af Hartmann von der Aue
(omkr. Aar 1200), endvidere paa Engelsk,
Nederlandsk og Oldnorsk. Den Oldnorske
Oversættelse »Ivents Saga Artuskappa« (udg. af E.
Kölbing i Riddara-Sögur. Strassburg, 1872)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
