Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jahn - Jahn, Otto
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
han flyttedes 1794, finde sig i Skoletugten og
den regelrette Undervisning. Efter en daarlig
Eksamen og under trykkende
Pengeforlegenhed forlod han hemmelig Berlin og flakkede
om i Riget. 1796 kom han til Halle og studerede
Teologi efter Faderens Ønske, men mod sin
egen Lyst. Han førte et temmelig vildt
Studenterliv, besøgte fl. Universiteter med kort
Ophold ved hvert, fik kun lidt Tid til roligt
Studium; men med sit aabne Blik for Landets og
Folkets Ejendommeligheder, for Sæd og Skik,
for Sprogets forsk. Mundarter erhvervede han
sig dog ved sin skarpe Opfattelse og sin
fortrinlige Hukommelse en Mængde Kundskaber.
Han blev sig sin Fædrelandskærlighed klart
bevidst og skrev 1800 sin første Bog: »Über die
Beförderung des Patriotismus im preuszischen
Reiche, allen Preuszen gewidmet«. Teologien
havde han vendt sig fra, men drev ivrig
Sprogstudier. Stridigheder med de akademiske
Foreninger drev ham fra det ene Univ. til det
andet, indtil han 1803 rejste til Mecklenburg
som Huslærer. Med sine Elever og deres
Kammerater gjorde han Udflugter og drev Lege
og Legemsøvelser med dem i det fri, hvad der
hurtig skaffede ham deres varmeste Kærlighed
og Forældrenes Hengivenhed. 1805 opholdt J.
sig i Göttingen og udgav sit Skr: »Bereicherung
des hochdeutschen Sprachschatzes«. Nu brød
Krigen med Napoleon ud, og han ilede til
Hæren, men stødte først til den samme Dag, som
den flygtede fra det afgørende Nederlag ved
Jena 1806, — han sørgede saa dybt over sit
Folks Nederlag, hedder det, at den 28-aarige
Mands Haar blev graat paa een Nat. — De flg.
Aar levede han dels hjemme, dels hos en Ven
i nær Forbindelse med de Mænd, hos hvem
Tanken om Tysklands Genoprejsning stærkest
levede. I denne Tid skrev han sit klassiske
Værk: »Deutsches Volkstum«, hvis bærende
Tanke er Haabet om Tysklands Enhed. Med
Manuskriptet i Lommen drog han til Berlin
1809, hvor han søgte at blive Lærer ved det
nylig oprettede Univ. Det lykkedes ham ikke;
derimod blev han Lærer ved sin gl. Skole,
Grauen Kloster. Da Sommeren 1810 kom, tog
han sine Elever med sig ud paa Hasenheide og
drev Legemsøvelser med dem. Mange andre
Unge sluttede sig snart til, og 1811 aabnedes
der den første Turnplads (se nærmere
Gymnastik, S. 481). J.’s glødende
Fædrelandskærlighed og liberale Anskuelser bredte
sig til alle Turnerne. Reaktionen, der kom efter
Napoleons-Krigene, fik snart J. gjort
mistænkelig, og 1819 fængsledes han for politiske
Forbrydelser. Skønt han langt om længe blev
frikendt 1825, maatte han, for at beholde den ham
1814 tilstaaede Statsunderstøttelse, forpligte sig
til ikke at tage Ophold i Berlin ell. nogen By,
der havde Univ. ell. Gymnasium; desuden blev
han stadig holdt under Politiopsigt. Han blev
herved helt revet bort fra sin Virksomhed og
flyttede omkring, indtil han 1835 tog Ophold i
Freiburg an der Unstrut. Hans bekendteste
Skr fra disse Aar er: »Merke zum deutschen
Volkstum« (1833), »Briefe an Auswanderer«
(1833), »Denknisse eines Deutschen«. Ved
Frederik Vilhelm IV’s Tronbestigelse 1840 fik J.
endelig sin fuldstændige Frihed, og Kongen
skænkede ham Jernkorset for hans Deltagelse
i Napoleons-Krigene. 1848 blev han valgt ind i
den tyske Nationalforsamling i Frankfurt a. M.;
men da var Tiden gledet fra den gl.
Frihedskæmpe; de Radikale stødte ham fra sig, og han
blev anset for konservativ, saa at hans
politiske Virksomhed her kun bragte ham Sorg og
meget Tab af Anseelse, ogsaa bl. Turnerne.
Han vendte tilbage til Freiburg og skrev sit
sidste Skr: »Schwanenrede«, der sluttede med
de Ord: »Tysklands Enhed var mit vaagnende
Livs Drøm, min Ungdoms Morgenrøde, min
Manddoms Sol og den Aftenstjerne, der vinker
mig til den evige Hvile«. — J.’s Anseelse er
steget efter hans Død. Ved 1870 kom hans Skr
om Tysklands Enhed frem igen; de taler
næsten profetisk om det, som da skete. Fl.
Mindesmærker er rejste for ham. En Stiftelse
for gl. Turnlærere og deres Efterladte bærer
hans Navn, »Jahnstiftung«. Han er nu for alle
tyske Turnere det fælles Enhedsmærke. (Litt.:
Dr. Carl Euler. »Friedrich Ludwig J.’s
Werke« [1884]; Dr. Heinrich Pröhle.
»Fr. L. J.’s Leben« [1855]; R. Rothenburg,
»F. L. J.« [1871]; Dr. Carl Euler, »Fr. I.
J. Sein Leben und Wirken« [1881], udførligst)
K. A. K.
Jahn [ja.n], Otto, klass. Arkæolog og
Filolog, f. 16. Juni 1813 i Kiel, d. 9. Septbr
1869 i Göttingen. I sin Ungdom tænkte J., der
var opvokset i et musikalsk Hjem, en Tid paa
at følge sin
Interesse for
Musikken, og
skønt hans
Studier senere
lagde stærkt
Beslag paa hans
Tid og
Arbejdskraft, vedblev
han dog
bestandig at tage
levende Del i
Samtidens
musikalske Liv (se
ndf.). Efter at
have studeret
Filologi i
Leipzig, Berlin og
Kiel tog han
Doktorgraden
sidstnævnte Sted 1836, opholdt sig derefter
en Vinter i Kjøbenhavn, hvor han
stiftede Bekendtskab med Christian VIII og
opnaaede et Rejsestipendium; under et flg.
Ophold i Paris lagdes Grunden til J.’s
Interesse for Oldtidens Kunst. 1839 begyndte han
at holde Forelæsninger i Kiel, blev 1842 Prof.
i Greifswald, 1847 i Leipzig, hvor han 1851 fik
sin Afsked p. Gr. a. Deltagelse i de politiske
Bevægelser 1848—49. I de nærmest flg. Aar
havde J. intet Embede, opholdt sig en Tid i
Wien, hvor han foretog Studier til en Biografi
af Mozart, og i München, hvor han paa
Regeringens Opfordring katalogiserede den store
Vasesamling; dette Arbejde (1854) forsynede han
med en udførlig Indledning, der længe var den
vigtigste sammenfattende Behandling af de gr.
Vaser. 1855 blev J. Prof. i Bonn, hvor han
 |
| O. Jahn. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
