Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jakob - Jakob, Alfæus' Søn - Jakob, (Herrens Broder)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
det var hele Folket, som var i Ægypten og
udvandrede derfra. Han døde i Ægypten, men
førtes tilbage og begravedes i Kana’an (1. Mos.
25-50).
J. P.
Jakob, Alfæus’ Søn, nævnes som en af
Jesu Apostle i alle fire Fortegnelser (Mark.
3, 18; Matth. 10, 3; Luk. 6, 15; Ap. G. 1, 13); men
derudover vides intet sikkert om ham. For at
skelne ham fra den anden Apostel Jakob,
Zebedæus’ Søn, kalder man ham undertiden J. den
Yngre, og i Reglen identificerer man ham da
tillige med den Mark. 15, 40 nævnte J. »den
Lille«; dette Tilnavn behøver nemlig ikke at
hentyde til hans ringe Legemsvækst, men kan
ligesaavel være brugt om hans Alder og maa
i saa Fald oversættes: »den Yngre«. Hans
Moder Maria (cfr. Mark. 16, 1; Matth. 27, 56; Luk.
24, 10) har man endvidere villet sammenstille
med den Joh. 19, 25 omtalte Maria, Klopas’
Hustru, ud fra den Opfattelse, at Klopas er den
samme som Alfæus. Disse Kombinationer er dog
ganske usikre, og af tvivlsom hist. Værdi er
ogsaa de senere Sagn om, at J. skal have
missioneret i Ægypten og dér lidt Martyrdøden.
H. M.
Jakob, »Herrens Broder« (Gal. 1, 19),
er efter al Sandsynlighed identisk med den
J., der indtog en ledende Stilling indenfor den
ældste Menighed i Jerusalem. Allerede i
Beretningen om Peters underfulde Udfrielse af
Fængslet nævnes han (Ap. G. 12, 17), og paa
Apostelmødet fører han Ordet jævnsides med
Peter (Ap. G. 15, 13 ff.) og betragtes af Paulus
som en af Menighedens »Grundpiller« (Gal.
2, 9), hvorfor denne da ogsaa paa sit Besøg i
Jerusalem efter den tredie Missionsrejse
aflægger Beretning for ham om sin Virksomhed
bl. Hedningerne (Ap. G. 21, 18 f.). I de
evangeliske Fortegnelser over Navnene paa Jesu
Brødre (Mark. 6, 3; Matth. 13, 55) omtales J.
først, altsaa vel som den ældste; under Herrens
Jordeliv stillede han saavel som de øvrige
Brødre sig afvisende overfor Tanken om hans
Messianitet (Mark. 3, 21; Matth. 12, 46 ff.; jfr. Joh.
7, 5), men senere oplevede J. en Aabenbaring
af den Opstandne (1. Kor. 15, 7), der gjorde
ham til Discipel; og p. Gr. a. sit kødelige
Slægtskabsforhold til Jesus fik han den
nævnte ledende Stilling indenfor Menigheden i
Jerusalem. Efter det samstemmende
Vidnesbyrd fra Paulus (Gal. 2, 9) og Ap. G. (15, 19 ff.)
godkendte han paa Apostelmødet Kravet om
de Hedningekristnes Frihed for Moselovens
Aag, men personlig vedblev han at leve som
Farisæer i streng Opfyldelse af alle Lovens og
Overleveringens Forskrifter; Hegesip (hos
Euseb, H. E. II 23, 4) beretter, at han af den
Grund endog hos sine tidligere Trosfæller fik
Navnet »den Retfærdige«. Som Flertallet af
de Jødekristne har han ikke følt nogen
Modsætning mellem Jødedom og Kristendom; hvad
der skiilte de palæstinensiske Kristne fra deres
Jødiske Landsmænd, var nemlig først og
fremmest Synet paa Jesu Person; Menigheden
betragtede ham som den af Profeterne
forjættede Messias, der snart skulde aabenbares i
sin himmelske Herlighed, de ikke-kristne Jøder
derimod ansaa ham for at være en Bedrager;
men for begge Parter var det gl. Testamentes
og den jødiske Religions væsentlige Sandhed
en fælles Forudsætning, og Kristendommen
kunde betragtes som Jødedommens
Fuldendelse. Det er imidlertid forstaaelige at man
ud fra en saadan Opfattelse havde svært ved
at godkende de Hedningekristne som
ligeberettigede; og Gal. 2, 12 anfører da ogsaa
Paulus, at det var Mænd, som tilhørte Kredsen
omkr. J., ja maaske endog Udsendinge fra
ham, der i Antiochia vægrede sig ved
Bordfællesskab med de Hedningekristne og
bevægede Peter til at indtage samme Standpunkt.
Man maa vel da tænke sig Forholdet saaledes,
at J. nok kunde billige den paulinske
Hedningemission, saa længe han betragtede den
som en forbigaaende og foreløbig Episode, der
i sidste Instans vilde tjene til det jødiske
Folks Forherligelse; men da han indsaa, at
Konsekvensen i Virkeligheden blev
Jødedommens fuldstændige Tilintetgørelse — naar
nemlig Peter holdt Bordfællesskab med
Hedninger, var det ham umuligt at overholde de
jødiske Renhedsforskrifter, og følgelig ophørte
han at være Jøde —, blev han og hans
Meningsfæller betænkelige ved det
hedningekristne Standpunkt og traadte i Opposition
dertil. Hos senere jødekristelige Retninger
sættes J. da ogsaa meget højt. Ebjonitterne
skildrede ham som en Asket, der ikke drak
Vin ell. spiste Kød, aldrig ragede sig, salvede
sig med Olie ell. anvendte et Bad, men som i
Templet bad saa ofte liggende paa sine Knæ,
at disse tilsidst kom til at ligne en Kamels
(H. E. II 23, 5 f.); i de pseudoklementinske
Skrifter betegnes han som Biskop over den
hele Kristenhed, ja iflg. Epifanios (Hær. 30, 16)
skal der endog have eksisteret en Beretning om
hans Himmelfart. Om J.’s Endeligt fortæller
Josefos (Ant. XX 9, 1), at han efter Festus’ Død
(c. 62 e. Kr.) af Ypperstepræsten Ananos (den
Yngre) blev stillet fotr Synedriet, dømt og
stenet; derfra forsk. og sikkert legendarisk
lyder Overleveringen hos Hegesip (H. E. II
23), at han ikke længe før Jerusalems
Undergang blev nedstyrtet fra Templets Tinde,
stenet og tilsidst dræbt med en Kølle.
Ud fra den dogmatiske Teori om Marias
stadige Jomfruelighed har Katolikkerne lige
siden Hieronymus’ Dage i Reglen hævdet, at
J. ikke var Jesu virkelige Broder, altsaa Søn
af Josef og Maria, men derimod hans Fætter,
idet de identificerer »J., Herrens Broder« med
Apostlen »J., Alfæus’ Søn«; Alfæus sættes da
= Klopas, og den Joh. 19, 25 nævnte »Søster til
Jesu Moder« betragtes som nærmere forklaret
ved det flg. Udtryk »Maria, Klopas’ Hustru«;
man henviser yderligere til, at »Jakob, Herrens
Broder« Gal. 1, 19 er henregnet til Apostlene,
hvilket ikke synes at passe paa nogen af Jesu
virkelige Brødre. Men Paulus anvender her
Udtrykket »Apostel«, ikke i den senere
kirkelige Bet. = »de tolv«, men i en videre
Sprogbrug om fremragende Missionærer ell.
Menighedsledere; og i det hele kan det vistnok
hævdes, at der bortset fra dogmatiske
Overvejelser intet findes, der kunde tale for at fravige
den ligefremme Mening af Betegnelsen:
»Herrens Broder«.
H. M.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
