Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jakob, Zebedæus' Søn - Jakob, Greve af Nørrehalland - Jakob I (Konge af England)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Jakob, Zebedæus’ Søn, en af Jesu
Apostle, til Forskel fra den anden Apostel J.
Alfæus’ Søn ofte kaldet J. den Ældre. Den
synoptiske Overlevering nævner ham og
Broderen Johannes bl. Jesu første Disciple (Mark.
1, 19 ff.), og sammen med Peter synes de at
have udgjort den Kreds, som stod Mesteren
nærmest; iflg. Mark. 5, 37 ff.; 9, 2 ff. og 14, 33 ff.
var disse tre alene med ham ved Opvækkelsen
af Jairus’ Datter, Forklarelsen paa Bjerget og
Sjælekampen i Gethsemane. Mark. 3, 17 beretter,
at de to Brødre fik Tilnavnet »Boanerges«, og
forklarer dette som »Tordensønnerne«, hvilket
vel sigter til deres ildfulde og fyrige
Temperament, som ogsaa er bevidnet ved de Luk. 9, 54
og Mark. 10, 35 ff. omtalte Træk. Ud fra en
Sammenligning mellem Mark. 15, 40 og Matth.
27, 56 slutter man i Reglen, at Moderen hed
Salome; derimod er det ganske usikkert, naar
man ved yderligere at inddrage Joh. 19, 25
i Sammenligningen har villet bevise, at hun
var Søster til Jesu Moder. Saa vidt vi ved, var
J. den første af Apostlene, der led
Martyrdøden, idet han (rimeligvis Aar 44) blev
henrettet af Herodes Agrippa I (Ap. G. 12, 2); at
netop han blev Offer for Forfølgelsen, kunde
tyde paa, at han indtog en fremskudt Plads i
Menigheden. Ganske uhistorisk er det
middelalderlige Sagn, at J. skulde være kommen til
Spanien og der have lidt Martyrdøden i den
efter ham benævnte By Santiago de Compostela.
H. M.
Jakob, Greve af Nørrehalland, d. c. 1310. J.
var Søn af Valdemar Sejr’s Sønnesøn, Nils af
Halland, der døde 1251. J. fik ikke sine
Fordringer paa Arven efter Faderen godkendte og
sluttede sig derfor til Kongehusets
Modstandere. Da disse 1283 aftvang Kong Erik store
Indrømmelser, fik ogsaa J. sine Fordringer
opfyldte. Han maa dog stadig have hørt til de
Utilfredse, og da Kongen 1286 faldt som Offer
for en politisk Sammensværgelse, nævntes J.
som en af Hovedmændene og dømtes skyldig
paa Danehof 1287. Som de øvrige
Sammensvorne søgte han til Norge og fik Hjælp herfra
til at holde sig i Nørrehalland, hvor han
byggede Borgen Hunehals. 1305 maatte han dog
afstaa Halland til den norske Konge Haakon
V, der forlenede det til sin Svigersøn Hertug
Erik af Sverige.
J. O.
Jakob I, Konge af England (1603—25), som
J. VI Konge af Skotland (1567-1625), f. 19.
Juni 1566, d. 27. Marts 1625, Søn af Marie
Stuart og Henry Darnley. Da hans Moder
ægtede Bothwell, gjorde Skotterne Oprør imod
hende og tvang hende til at nedlægge Kronen
til Fordel for J. 24. Juli 1567. Han var først
under Formynderskab af Murray og lod sig
siden lede af Hertugen af Lennox; men fra det
Øjeblik af, han selv tog Styret, laa han i stadig
Strid med den presbyterianske Gejstlighed og
med Adelen. Over for England var Forholdet
gennemgaaende venskabeligt, da han lod sig
bestemme af Udsigten til at blive Elisabeth’s
Efterfølger, og uagtet han forgæves
protesterede imod sin Moders Henrettelse, forblev han
i Forbund med dette Land og deltog i Kampen
mod Spanierne 1588. Da Elisabeth ved sin Død
havde anbefalet J. til sin Efterfølger, drog han
til London og blev udraabt til Konge 24. Marts
og kronet i Westminster 24. Juli 1603. Han
kaldte sig Konge af Storbritannien og Irland
og havde meget høje Tanker om Kongedømmet,
som han ansaa for en guddommelig Institution,
der var hævet over Landets Love. I kirkelig
Henseende havde han haft saa mange
Sammenstød med de strenge skotske Præster, at
den eng. Højkirke med sit Bispehierarki og
Kongen som Overhoved syntes ham et Ideal af
en Kirkeforfatning, hvad han tydelig viste
gennem Udtalelsen: »Ingen Biskop, ingen Konge«.
Men disse Anskuelser passede kun daarlig til
den eng. Forfatning, som gav Parlamentet
mindst lige saa stor Indflydelse paa Styrelsen
som Kongen, og endnu mindre til det eng. Folks
gennem Tiderne udviklede
Selvstændighedsfølelse, der nylig gennem en sejrrig Kamp mod
Papismen og det mægtige Spanien havde faaet
sin Ilddaab. Det var derfor let at indse, at det
maatte komme til en Kamp mellem J. og hans
Folk. Med stigende Misfornøjelse saa man ham
lette Katolikkernes Byrder og forfølge
Puritanerne, der udgjorde en betydelig Del af
Nationen og havde et stort Parti for sig i
Parlamentet, og allerede hans første Parlament
klagede over hans Optræden i det religiøse
Spørgsmaal. Katolikkernes gode Tid varede dog kun
kort, da de ved Krudtsammensværgelsen (1605)
gav Anledning til, at der blev taget strenge
Forholdsregler mod dem. J. ønskede en
nærmere Forbindelse mellem England og Skotland,
i hvert Tilfælde paa Handelens Omraade, men
formaaede ikke at overvinde Parlamentets
Modstand. Var han ikke elsket p. Gr. a. sin
kirkelige Politik, gjorde han sig foragtet ved at lade
sig lede af uværdige Yndlinge (f. Eks. Robert
Carr, Jarl af Somerset), der ved deres
Ødselhed bragte ham i stadig Pengeforlegenhed,
hvoraf fulgte Afhængighed af Parlamentet. For
at undgaa at anmode dette om Understøttelse
paalagde han egenmægtig ny Afgifter, men
gjorde sig derved kun forhadt uden at kunne
skaffe sig tilstrækkelige Indtægter. Hans
Udenrigspolitik var ogsaa en Krænkelse af det eng.
Folks Traditioner og Ønsker, der gik ud paa
Understøttelse af Protestanterne og Krig med
Spanien. Han vilde spille en Fredsmæglers
Rolle i den europ. Politik og haabede at kunne
opnaa dette gennem Familieforbindelser med
indflydelsesrige Fyrstehuse paa Fastlandet.
Saaledes lod han sin Datter Elisabeth ægte
Protestantismens Fører i Tyskland, Frederik af
Pfalz, og ønskede en sp. Prinsesse for sin
ældste Søn, hvilket Maal han trods Folkets
Mishag fulgte gennem mange Aar. Da hans
Svigersøn i Pfalz ved at optræde som Kejser
Ferdinand II’s Medbejler til Böhmens Trone
mistede sine Lande og gav Anledning til
Trediveaarskrigen, var det meget imod Englændernes
Villie, at J. ikke støttede ham. Han ophidsede
dem tværtimod yderligere ved at lade sin
ældste Søn Karl og hans Ven Buckingham foretage
en Frierrejse til Spanien for at faa det sp.
Giftermaal bragt i Stand. Det uheldige Udfald
af Rejsen gjorde, at endog Karl og
Buckingham slog om og stillede sig paa Parlamentets
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
