Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - James, Thomas - James, William
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i Rivalbyen Bristol for at foretage en lignende
Rejse. Begge fik af Kong Karl I enslydende
Instrukser og fik Breve med til Kejseren af
Japan. 3. Maj 1631 afsejlede J. med Skibet
»Henrietta Maria«, 70 t stor og med en
Besætning af 22 Mand samt provianteret til 18
Maaneder. Skibet kom i Slutn. af Juni til Hudson
Strait, og forsøgte først at trænge frem mod
NV.; men da Isen forhindrede dette, sattes
Kurs mod SV. ned i Hudson Bay, og følgende
Kysten S. efter, ned i en Bugt, der opkaldtes
efter J., skønt den allerede var blevet opdaget
af Hudson, som havde overvintret her 1610—11.
J. gik i Beg. af Oktbr i Vinterkvarter ved
Charlton Island. 2. Juli 1632 kom J. atter
under Sejl, men maatte p. Gr. a. vanskelige
Isforhold snart opgive Forsøg paa videre
Undersøgelser og vendte tilbage til Bristol 22.
Oktbr. Et halvt Aar senere udkom efter kgl.
Befaling Rejsebeskrivelsen, The Strange and
Dangerous voyage of Captaine T. J. Dersom J.
ikke heri har givet meget overdrevne
Skildringer, er hans Rejse sikkert en af de
mærkeligste og mest farefulde Rejser, som nogen Sinde
er gjort. Saavel Kongen som
Bristol-Købmændene var meget tilfredse med Resultaterne og
hædrede ham for den udførte Rejse, medens
Foxe ved sin Hjemkomst blev meget strengt
bedømt, fordi han ikke overvintrede. Foxe’s
geogr. Opdagelser var dog større end J.’s, og
man kan ikke nægte, at han handlede klogere
end J. ved ikke at overvintre. (Litt.:
Miller Christy, The voyages of Captain Luke
Foxe and Captain Thomas J. in search of a
North-West Passage [The Hakluyt Society,
London 1894]).
G. F. H.
James [dзeimz], William, amer. Psykolog
og Filosof, f. 11. Jan. 1842 i New York, d. 26.
Aug. 1910 i Chocorua, N. H., studerede opr.
Medicin, praktiserede en kort Tid som Læge og
fungerede fra 1872 som Docent i komparativ
Anatomi og Fysiologi ved Harvard Univ.
(Cambridge Mass.), hvor han blev Assistent, Prof. i
Filosofi 1880, Prof. ord. i Filosofi 1885, Prof.
ord. i Psykologi 1889 og atter i Filosofi 1897,
indtil han 1907 trak sig tilbage. Navn som
Psykolog vandt J. først ved Afh.: What is an
emotion?, Mind 1884, i hvilken han
fremsætter en Affektteori, der staar i fuldstændig
Modstrid til den tidligere gængse Opfattelse (se
Affekt, S. 213). Teorien, der kort efter
ogsaa blev fremsat af den danske Fysiolog C.
Lange, har under Navnet den J.-Lange’ske
spillet en meget væsentlig Rolle og givet
Anledning til en Vrimmel af eksperimentale
Undersøgelser og Diskussioner; det bør dog
bemærkes, at J. bestemt protesterede mod den
alt for store Rækkevidde, som Lange gav
Teorien. Men selv om denne, ogsaa i den
Formulering, J. gav den, utvivlsomt er urigtig, har
den i høj Grad bidraget til at fremme
Forstaaelsen af Affekternes Natur.
Af stor Bet. for J.’s videnskabelige
Udvikling blev hans Sammentræf med det kendte
spiritistiske Medium, Mrs. Piper, i hvis
Seancer han deltog, og over hvis Præstationer
han 1886 skrev en Rapport i Proceedings of the
American S. P. R. Heri henledte han den
videnskabelige Verdens Opmærksomhed paa
dette Medium; han hævder, at hendes
Trancetilstand uomtvistelig er ægte, og at hendes
Præstationer tyder paa overnormale Evner.
Interessen for disse Fænomener bevarede J.
hele sit Liv; han skrev endnu to andre
Rapporter over sine Undersøgelser af Mrs. Piper,
1892 og 1909, begge i Proceedings of S. P. R.
Som Resultat af sine mangeaarige Erfaringer
fastslaar han, at det, der sker i Mrs. Piper’s
Seancer, vel lader sig forklare ved de
normale sjælelige Virksomheder, naar hertil
medregnes telepatisk Overføring fra
Seancedeltagerne, men at de Tilstedeværende vanskelig
kan frigøre sig fra Troen paa, at de gennem
Mediet taler med afdøde Venner. Personlig har
J. jævnlig været i Tvivl om, hvad han egl.
skulde tro, og denne Usikkerhed har præget hans
teoretiske Opfattelse af forskellige psykologiske
og filos. Problemer, saa at han saa vidt
mulig søger at lade Spørgsmaalene henstaa
uafgjorte.
1891 udgav J. sit psykologiske Hovedværk:
The principles of psychology, 2 Bd, en rent
empirisk Fremstilling af Psykologien, rig paa
originale Iagttagelser, af hvilke især kan
fremhæves Skildringen af Jegforestillingen (se Jeg).
Til Undervisningsbrug skrev han: Text-book of
psychology (1892). En psykologisk Monografi
af høj Rang er hans Værk: The varieties of
religious experience, a study in human
nature (1902) (dansk forkortet Overs. 1906,
revideret og noget udvidet 1911), hvori han
behandler Hovedformerne af Religiøsitet og
påaviser deres Afhængighed af de lyse og mørke
Temperamenter; ligeledes giver han her en
rent psykologisk Forklaring af saadanne
religiøse Foreteelser som f. Eks. den pludselige
Omvendelse, der i Alm. henføres til
umiddelbar guddommelig Indgriben. Fremstillingen er
bygget paa et meget omfattende
Erfaringsmateriale, hentet dels fra de i Litt. foreliggende
Bekendelser af Personer, der har spillet en
Rolle i Religionernes Historie, dels fra
Udtalelser af samtidige, religiøst interesserede
Mænd og Kvinder. I mere populær Form har
J. behandlet Religiøsitetens Bet. i: Will to
believe (1897) og Talks to teachers on psychology
and to students of some of life’s ideals (1899).
Det teoretiske Problem om Forholdet mellem
Sjæl og Legeme behandles gentagne Gange af
J., først i Principles, hvor han paaviser, at
den alm. gængse Identitetshypotese er
uholdbar. Det maa vel betragtes som utvivlsomt, at
der til enhver sjælelig Tilstand svarer en
Hjerneproces, men de to Fænomenrækker kan ikke
være blot paralleltløbende, da menneskelige
Formaal bevislig medfører bestemte Handlinger
og saaledes griber ind som Aarsag til fys.
Forandringer. Desuden er en kompliceret sjælelig
Tilstand altid en Helhed for sig, aldrig en Sum
af de Elementer, hvori Analysen kan opløse
den, og den forudsætter saaledes et »noget«,
der sammenfatter Elementerne; dog vil
hverken Antagelsen af en atomistisk Monade ell. en
Sjæl gøre Sagen mere forstaaelig. Problemet
lades saaledes fuldstændig aabent. Fra en ny
Side tages det op i den saakaldte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
