Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XII: Hvene—Jernbaner / 841 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - japansk Skrift

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

efter at man havde lært kin. Litt. at kende,
skrev man i Japan kun Kinesisk, idet man
snart anvendte den regelrette (firkantede) Skr.,
snart Kursivskriften. Da man nu ved Studiet
af kin. Tekster, som man gennemgik Ord for
Ord og overs. mundtlig paa Modersmaalet,
iagttog, hvorledes hvert jap. Ord svarede til
et Tegn i den kin. Skr. (der er en ideografisk
Skr. ell. Ordskrift med et Tegn for hvert Ord),
saa kunde man ikke undlade at blive var, at
den kin. Skr. i Grunden for dem ogsaa var j.
S., og at den af dem kunde bruges som saadan
til Meddelelser til Landsmænd, naturligvis kun
til saadanne Japanere, som var vel bevandrede
baade i den kin. Skr. og i deres eget Sprog,
saaledes at de ved hvert enkelt Tegn kunde
give det jap. Ord, som skulde udtrykkes, den
rigtige sproglige Form, og saaledes, at de
tillige ordnede Sætningen efter deres
Modersmaals Love. Thi Sprogene er
højst uensartede, og særlig er
Ordstillingen helt forsk. Vi skal
her ved et Eksempel oplyse,
hvorledes kin. Skr kan læses
baade paa Kinesisk og Japansk.



De her anførte 4 Tegn læses af Kineserne i
den Orden, de følger efter hinanden efter den
kin. Skr.’s Regel: 1, 2, 3, 4: ngó pu tchi tchi,
d. e.: jeg ikke vide det! Japaneren derimod
maa læse det efter sit Sprogs Love 1, 4, 3, 2:
vatakshi-va kore-vo shira-zu (ell. shire-masen):
jeg det, vide-ikke. Det første Ord er
»Værdighed«, d. e. jeg (ansete Mand). Det sidste af de
3 Ord er en nægtende Form af Verbet »at
vide«. For at lette Forstaaelsen for Japanerne
sætter disse gerne nogle Smaategn under de
kin. Tegn, der viser, i hvad Orden Japaneren
skal læse dem i sit Sprog.

Som man har set, var det altsaa muligt for
en Japaner, alene ved de fra Kina optagne
Tegn at gøre sig forstaaelig og give Meddelelse
til Landsmænd, som kendte Tegnenes jap.
Udtale, hvorimod det ikke udkrævedes, at de
kunde Kinesisk. Derimod maatte begge Parter
kende den jap. Bet. af Tegnene udenad, thi
man havde intet Middel til at betegne Udtalen.
I Virkeligheden er det gaaet til paa flg. Maade,
synes det. Japanerne begyndte snart at
udtrykke deres Modersmaal ved kin. Tegn. Saa
længe de kun behandlede Emner, der ikke stod
i nøjere Forbindelse med Japan, var der ingen
Vanskelighed; men vilde man behandle
specielt jap. Forhold, kom man snart i
Forlegenhed. Der var først Egennavnene. Ja, naar de
ellers forekom i Sproget (som Appellativer),
gik det let; man havde jo Tegn for Ordet.
Men, som næsten alle Vegne, var der i Japan
ogsaa Egennavne, som ikke var Ord i Sproget
og derfor ikke havde noget Tegn. En ikke
mindre Vanskelighed frembød Gengivelsen af
Digte. Ved digteriske Frembringelser spiller
Formen en stor Rolle. Den kunde man ikke
overlevere til Eftertiden gennem den ideografiske
Skr. Denne giver, om man vil, kun Skelettet
af Ordet, overladende til Læseren at klæde det
i Kød og Blod. Men det er ikke let altid at
finde netop de Former, som Digteren har valgt,
uden Vejledning. Skønheden i Digtene gik let
tabt. Man maatte særlig for Digtenes Skyld,
ligesom for Egennavnenes Skyld, se at finde
paa at udtrykke Ordenes Former bestemt. En
Udvej var mulig. Man kunde dele Ordene efter
deres Stavelser og bruge de Tegn, man havde
faaet fra Kineserne, som fonetiske Tegn
(altsaa, om man vil, paa en rebusagtig Maade),
uden Hensyn til deres virkelige Bet. De
japanske Ord, man vilde udtrykke, vilde altsaa
være at skrive ved en Række Tegn, som betød
helt andre Ting, der ikke havde det mindste
at gøre med det Ord, man vilde udtrykke, idet
man kun tog Hensyn til Ordenes fonetiske
Form. Naar man vilde bruge de ideografiske
Tegn foruden i deres virkelige Bet. tillige som
fonetiske Tegn, havde man til Disposition 2
Lydforbindelser for hvert Tegn, nemlig baade
det kin. og det jap. Ord, at vælge imellem. Et
Eksempel vil oplyse det. betyder
»Himmel«, læses paa Kinesisk ten, paa Japansk ame.
Det sidste brugte man dog ikke som fonetisk
Tegn; naar det læses ame, bet. det altid
»Himmel«. Men ten blev Stavelsestegn baade for
Stavelsen ten og nærmest for Stavelsen te. For
den første Stavelse (ten) var der nemlig ikke
megen Brug, da jap. Ord opr. gerne bestaar af
Stavelser, dannede af en Konsonant fulgt af
en Vokal, ell. bestaaende kun af en Vokal.
Denne Omstændighed gjorde det muligt at gengive
alle jap. Ord ved 50 Tegn: 5 Tegn for Sprogets
Hovedvokaler, og — idet man nøjedes med
Gengivelse af Hovedkonsonanterne k, s, t, h
(tidligere f), m, j, r og v og idet man lod k
tillige betegne g, s ogsaa z, t ogsaa d, h (f)
b og v —, ved 45 Tegn for en Stavelse
bestaaende af en Konsonant fulgt af en Vokal, altsaa
i alt ved 50 Tegn. Men da 3 Forbindelser ikke
forekommer i Sproget, og man saaledes ingen
Brug har for dem, var det tilstrækkeligt at
have 47 Tegn for at kunne skrive ell.
tilnærmelsesvis udtrykke Lyden af alle jap. Ord, som
forekom i Skriftsproget. Dertil maa endnu
føjes Tegnet , der i Nutidens Sprog er
en hyppig Endelse (altsaa 48). M. H. t. disse
47 Stavelser maa vi for øvrigt bemærke, at
nogle Bogstaver ikke udtales ens foran alle
Vokaler. Foran i bliver s til sh, t til dji o. s. v.
Den Mangel, der var ved alle Syllabarier, at
de i Sproget eksisterende Konsonanter g, z, d,
b (og p) ikke var udtrykte, afhjalpes siden
ved, at et lille Tegn, Nigori, der ligner vort
Bindetegn, føjedes til efter de 20 Tegn, der
udtrykker Stavelser, hvori k, s, t og v findes.
Man fik herved 20 ny Tegn, og da man
endvidere føjede et lille rundt ° til Tegnene for
ha, hi etc. til Betegnelse af Stavelser med p
(pa, pi etc), var Rækken saaledes i det hele
udvidet med 25 Tegn, og det uden videre
Besvær for Hukommelsen, da alle Tegnene i det
væsentlige allerede forekom i Syllabariet.

Det hyppigst anvendte Syllabarium er
afledet af den kin. jap. Kursivskrift og kaldtes
før Firagana, nu Hiragana, der i Hovedstaden
f. T. omtr. lyder som Shiragana. Det er meget
udbredt og anvendes især i Bøger, bestemte
for Folket. Men det er ingenlunde saa simpelt,
som det kunde være, idet det bestaar af langt

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>