- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XII: Hvene—Jernbaner /
845

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jarmann, Jacob Smith - Jarmers Taarn - Jarmuk - Jarmunrik

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

til et Aktieselskab »Nylands mek. Værksted«,
hvis Bestyrere J. og Nørbech var til 1878, da
Værkstedet overdroges til et nyt Selskab. Fra
1867 til sin Død var han Medlem af den kgl.
Besigtelseskommission for Passagerdampskibe.
Han indlagde sig ogsaa Fortjeneste af den
første Planlægning (1874—75) af det nu igangsatte
Nordbaneanlæg fra Kria til Vestoplandene. Mest
kendt i og uden for Norge blev hans Navn,
efter at han fra 1877 for Alvor havde genoptaget
sin tidlige Ungdoms Forsøg (fra 1838) paa
Konstruktion af et nyt Enkeltladningsgevær og
•den senere derpaa byggede Konstruktion af
J.’s 10,15 mm Repetergevær (se i øvrigt
Haandskydevaaben, S. 585), som efter
en Række Prøveskydninger (hvorom den
officielle og detaillerede Rapport er trykt i »Norsk
mil. Tidsskr.«, 1880, S. 495 ff.) af den unionelle
Geværkommission foresloges til Væbning for de
forenede Rigers Hære og derefter ved kgl. Res.
28. Marts 1887 blev paabudt til Væbning af det
norske Infanteri (senere ombyttet med
Krag-Jørgensen’s Gevær). (Litt.: »Teknisk Ugeblad«
[1894, Nr 14]).
(J. B. H.). Wt. K.

Jarmers (Jærmers) Taarn, et
Fæstningstaarn af Kbhvn’s middelalderlige
Murbefæstning; dets nederste Stokværk fremkom 1885
ud for Skt Peder’s Stræde ved Sløjfningen af
Jarmers (fordrejet Helmers) Bastion. Paa dette
Sted af Byens Nordvestfront var 1259 den
oprørske Fyrst Jaromar af Rygen som Jacob
Erlandsøn’s Forbundsfælle brudt ind i Byen, og
det bar da gennem lange Tider Navnet
Jarmers Gab. For at styrke dette udsatte Punkt
opførtes da under Frederik I, c. 1528, J. T.,
der mod S. støttede sig til det samtidig
byggede »Køge Barfred« (ved Vartov), mod N. til
det ældre »Hanetaarn« (ud for Larslejstræde).
De nu bevarede Dele viser et anseligt, ovalt
Taarn af svære, røde Mursten paa
Kampestenssokkel, indvendig c. 6,6 X 7,9 m, udvendig
9,4 X 10,5 m i Tværmaal. Indad mod Byen
aabner Taarnrummet sig med en bred Bue.
Ved Christian IV’s Omdannelse af
Fæstningsværkerne blev J. T. ombygget med en
Jordhastion; 1620 betegnes denne Jermers skantze,
1651 Hjelmer skantze. Efter 1660 blev Dele af
Taarnet nedrevne, det øvrige dækket af den
Jordbastion, der gemte det, til Voldene faldt.
Andre Bygnings- og Murrester fremkom i
Nærheden. Taarnet blev restaureret (ved H. Storck)
og har siden ligget fredet og hegnet som det
sidste synlige Minde om Byens gl. Murfæstning.
(Om Taarnet og dets Omgivelser, smlg. H. U.
Ramsing
i »Historiske Meddelelser om
Kjøbenhavn«, II 1909).
H. A. K.

Jarmuk, nu sheriat el-menadire, betydelig
Biflod til Jordan, som opstaar af fl. Strømme,
der stammer fra Bjerglandet NØ. f. Palæstina.
Fra NØ. kommer el-echrer, der N. fra optager
el-allan, fra SØ. kommer esh-shellale og
el-badjdje (eller el-zedi), de forenes omtr. paa
eet Sted, og til den vandrige Hovedflod løber
senere N. fra er-rukkad. Gennem stejle Kløfter,
der er tæt bevoksede og huser et rigt Dyreliv,
løber J. nu mod SV. ned i Jordandalen, hvor
den udmunder lidt S. f. Gennesaret Sø, lige
saa bred og vandrig som Hovedfloden. Lige
før den strømmer ned i Jordandalen, passerer
den en lille, af Klipper omgivet Slette (mod
N.), som er rig paa varme Kilder, el-hammi.
Ved J. fandt 636 e. Kr. den afgørende Kamp
Sted, i hvilken Muhammedanerne besejrede
Byzantinerne.
J. P.

Jarmunrik (gotisk Ermanarik, oldn.
Jörmunrekr, gl. dansk Jarmunrik og Jarmerik):
berømt gotisk Sagnkonge, en af
Hovedpersonerne i den tyske Didrik-Sagnkreds og i den
nordiske Volsungkreds. Som historisk Person
er Ermanarik den østgotiske Konge, der havde
grundet et mægtigt Erobringsrige i Østeuropa,
men ved Hunnernes Indfald i Aaret 375 dræbte
sig selv. Denne hans Død levede videre i
Sagnet sammenblandet med en anden Begivenhed:
han havde ladet en Kvinde, Sunild, af det
undertvungne Rosmerfolk, slide ihjel af Heste
til Straf for hendes Ægtefælles Forræderi;
hendes to Brødre, Sarius og Hammius, søgte
at hævne det, men naaede kun at saare ham,
ikke at dræbe ham.

Som den sidste mægtige Østgotekonge før
Folkets Undertvingelse under Hunnerne blev
Ermanarik snart en Hovedperson i den
gotisk-germanske Sagnverden, og en Kreds af andre
Helte knyttedes til ham som hans Følgesvende,
dels historiske Personer, dels ældgamle gotiske
Sagnhelte (Heime, Vidga); hans Rigdom og
Magt fremtræder som enestaaende, og ikke
mindre hans Grumhed. Tre Begivenheder gør
sig særlig gældende: Drabet paa hans egen
Søn, Drabet paa hans Søstersønner, de
saakaldte Harlunger, og Drabet paa Svanhild, der
hævnes ved hendes Brødre Sörle’s (Sarilo’s) og
Hamder’s Overfald paa J. I de forsk.
Overleveringer træder snart den ene, snart den anden
af disse Begivenheder mere i Forgrunden; de
tilskreves fra først af selve J.’s Grumhed,
senere en Raadgivers djævelske Plan (Sibeche,
i Nordisk: Bikke). — Saaledes som Sagnet
fremstilles i Eddakvadene Hamdesmaal og
Guðrunarhvöt og i Brage den Gamle’s
Ragnarsdrapa, bliver J. som Olding gift med Svanhild,
Datter af Gudrun og Kong Jonaker, men ved
Bikke’s Rænker mistænker han sin Søn
Randver for at staa i Elskov til den unge Dronning
og lader ham hænge og Svanhild træde ihjel
af Heste; Gudrun ophidser sine Sønner, Sörle
og Hamder, til Hævn og tryller dem usaarlige;
de drager ud; undervejs træffer de deres
Halvbroder Erp og dræber ham til deres egen
Ulykke. De kommer til Goternes Kongsgaard,
medens J. holder Gilde (ell. medens han sover),
og de naar at afhugge hans Hænder og
Fødder, men da overmandes de af deres
Modstandere, som stener dem ihjel, da Vaaben ikke
kan bide paa dem; efter Overleveringen
kommer Odin selv til Stede og giver dette Raad
til deres Undergang. Digtningen er her i
Nordisk knyttet til Sagnkredsen om
Volsungslægten, idet Svanhild’s Moder er Gudrun
Gjukedatter; efter tvende Ægtemænds Død bliver
Svanhild’s og Sønnernes Død hendes sidste
bitre Smerte i Livet.

I det danske Sagn hos Sakse findes i
Hovedsagen den samme Form af Sagnet; den hængte
Søn har Navnet Broder; J.’s Skatte træder

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 21 21:41:17 2022 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/12/0863.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free