Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jeg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
legemlig Fornemmelse, men vender man
Opmærksomheden mod denne, kan man blive sig
fuldt bevidst, d. v. s. Helheden
genfrembringes.
Det nyfødte Barn kan ikke have noget J., da
det endnu ikke har haft sjælelige Oplevelser;
J. kan saaledes først komme i Stand som
Resultat af en Udvikling, der erfaringsmæssig
viser sig at bero paa ret komplicerede
Processer. Hvad det materielle J.’s Opstaaen angaar,
skal først Organismen udsondres som noget fra
hele den materielle Verden forskelligt. Vort
eget Legeme hører nemlig, som Genstand for
Sanseiagttagelse, til Omverdenen, og desuagtet
udgør det Kernen i det materielle J. Barnet
maa altsaa ligefrem lære, at noget af det, der
kan ses og berøres, forholder sig ganske
anderledes end alle andre Ting, fordi en ublid
Behandling deraf fremkalder Smerte. Dette
opdages vel først for Hændernes og Armenes
Vedk.; dem har Barnet stadig for Øje og faar
dem ofte i Munden. Forskellen mellem J. og
Ikke-J. dæmrer allerede, naar Barnet mærker,
at det ved at bide i sine Fingre faar andre
Fornemmelser end ved at behandle andre Ting paa
samme Maade. Men naar det 14 Maaneder gl.
Barn f. Eks. bider sig i Overarmen, saa at det
straks efter skriger af Smerte, kan det
øjensynlig endnu ikke vide, at Armen er en Del af
det selv; hvis det aldrig oftere gentager denne
Handling, har det sandsynligvis lært det ved
den Lejlighed. Ved forsk. Erfaringer af denne
Art er man kommen til det Resultat, at et
Barn først i 2-Aars Alderen har en Forestilling
om, at dets eget Legeme i en vis Henseende er
ganske forsk. fra alle andre Ting i Verden. Til
denne Sondring bidrager vistnok ogsaa
Lemmernes Bevægelser. Barnet opdager, at det kan
fremkalde disse Bevægelser, saa ofte det vil,
og dermed ogsaa forandre andre Ting. Dets
eget Legeme bliver saaledes ikke blot Sædet
for ubehagelige Fornemmelser, men tillige
Aarsag til nye Iagttagelser. Idet disse vage
Forestillinger smelter sammen med den fra Legemet
hidrørende Almenfølelse, bliver denne til
Jegfølelse.
Ved den her skildrede Udvikling er det rent
legemlige J. afsondret fra Omverdenen. Den
Voksnes hele materielle J. omfatter imidlertid
meget andet end det legemlige, nemlig: Fader
og Moder, Hustru og Børn, de nærmeste
Slægtninge, fremdeles Klæder og Hjem, Ejendom,
især alt, hvad der er Resultatet af Individets
egen Virksomhed. Først udskilles altsaa det
legemlige J. fra Omverdenen, og saa optages
igen en Del af den i J. Dette beror først og
fremmest paa Associationer. Med Forestillingen
om Legemet som J. associerer sig uundgaaelig
Forestillingerne om de omgivende Genstande,
saavel levende som livløse. Disse Billeder
træder sjældent tydelig frem i Bevidstheden, men
de faar en stor Bet. for Følelserne derved, at
vi er vænnede til dem, idet netop det tilvante
bliver savnet, saa snart det fjernes ell. blot
forandres. Association og Tilvænning vil
saaledes medføre, at J. i sit Følelsesliv forholder
sig, som om det omfattede de Dele af
Omgivelserne, hvormed det stadig er i Berøring.
Det er imidlertid indlysende, at ingen kan staa
i et personligt Forhold til alle Mennesker og
endnu mindre til alle levende Væsener; ikke
des mindre kan disse ogsaa komme til at høre
med til J. Dette sker ved den saakaldte
»Forskydning af Følelserne«, som er en Følge af,
at en Tilstand kan reproduceres ikke blot af en
bestemt anden, men ogsaa af alle dem, der
ligner denne. Naar en lille Pige har haft
Fornøjelse af en Dukke, saa »elsker hun Dukker«,
idet ethvert Eksemplar af Arten reproducerer
de Følelser, som kun det enkelte Eksemplar
faktisk har fremkaldt. Paa samme Maade gaar
det til, at man holder af Hunde, hader Katte,
er bange for Mus og føler sig knyttet til
Personer, som man aldrig har været i Berøring
med. Dog vil disse staa det centrale, personlige
J. desto nærmere, jo fl. særlige Baand der gør
sig gældendie: Fjernere Slægtninge gaar forud
for Landsmænd i Alm., disse forud for andre
Nationer o. s. v.
Det sociale J.’s Opstaaen begynder senere end
det materielles, da Muligheden for et socialt J.
først foreligger, naar Barnet kan forstaa, at
man stiller visse Fordringer til det, at dets
Opførsel er Genstand for Ros og Dadel. Men
dette kan til en Begyndelse kun være tomme
Ord for Barnet; det er først Straffen, som
følger Ulydigheden, ell. Belønningen for
Artighed, som lærer Barnet, at dets Forhold
til Omgivelserne virkelig har nogen Bet. Ad
den Vej lærer Barnet snart, at andre
Menneskers Bedømmelse af dets Opførsel kan have
baade behagelige og ubehagelige Følger,
hvormed Begyndelsen til et socialt J. er dannet, saa
at Barnet i al Fald ofte opfylder de
Fordringer, der stilles til det, uden at den udøvende
Magt behøver at træde i Virksomhed. Hele
denne Proces kommer til en Begyndelse
naturligvis kun i Stand over for Barnets stadige
Omgivelser, Opdragerne, men den vil senere atter
og atter gentage sig, efterhaanden som Barnet
vokser til og kommer i Berøring med nye
Kredse af Mennesker, saaledes over for
Søskende, Skolekammerater, Lærere o. s. v. Paa
denne Maade danner sig Barnets forsk. sociale
J.’er, der lidt efter lidt gaar over til de mere
konstante Former hos den Voksne. Gennem
Straf og Belønning lærer Barnet dog blot, hvad
Omgivelserne fordrer og kan forlange; ad
Erfaringens Vej vil det imidlertid ogsaa lære,
hvad det i Kraft af sine legemlige og sjælelige
Egenskaber kan tillade sig. Barnet mærker
snart, paa hvilke Punkter det virkelig har
nødig at være lydig over for Forældrenes
Befalinger, og hvor det kan sætte sig ud derover,
og det samme gør sig gældende i enhver ny
Kreds. Skolekammerater f. Eks. stiller bestemte
Fordringer, hvis Opfyldelse de om fornødent
kan sætte igennem med Magt; heraf lærer
Barnet at stille lgn. Fordringer til sine yngre
Kammerater, og det mærker snart, hvor langt det
kan vove sig i den Retning. Det Herredømme,
som Barnet — og senere den Voksne — kan
udøve over sine Omgivelser, vil saaledes i hvert
enkelt Tilfælde finde sine naturlige Grænser.
De mere ell. mindre vage Forestillinger, som
Individet efterhaanden faar om sit eget Værd
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
