Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jernbaner (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Vognovergang fra en Bane til en anden (1850).
Et fælles Tarifsystem er senere tilvejebragt,
for Godsforsendelsernes Vedk. ved
Reformtariffen af 1877 og for Persontrafikken ved
Persontarifreformen af 1907. Endelig oprettedes i
1909 et Statsbanevognforbund til fælles
Benyttelse af Godsvognene, medens det egl.
paatænkte Fællesskab i Benyttelsen af hele
Driftsmateriellet ikke har kunnet gennemføres.
Det preussiske Jernbanenet omfatter største
Delen af Nordtyskland. Mod Ø. danner Berlin
et mægtigt Knudepunkt af international
Betydning. Herfra udstraaler direkte Banelinier til
alle vigtigere Byer, og saavel Trafikken
mellem Rusland og Frankrig som mellem
Skandinavien og Syden gaar naturligt over Berlin.
I de sydlige Stater har Hovedlinierne Retning
mod Østerrig og Italien. Banenettet er tættest
i de store Industriegne, i Sachsen og i Ruhr-
og Wupperdistriktet.
Ved Siden af Hovedbanerne findes i
Tyskland et stort Antal Sidebaner, som for
største Delen drives som private Foretagender.
Deres Udvikling fremmedes stærkt ved Loven
af 1878 om »Baneordning for tyske Baner af
underordnet Betydning«. Saadanne Baner har
ubevogtede Overkørsler, og
Sikkerhedsbestemmelserne er gennemgaaende mildere; til
Gengæld maa Toghastigheden ikke overskride 30
km. Endelig findes talrige Smaabaner af
lokal Betydning.
Banenettet maalte i 1913 63730 km, hvortil
svarede 11,8 km pr 100 km2 og 9,5 km pr
10000 Indbyggere. Banetætheden er størst i
Sachsen, der i 1913 havde 21,2 km Bane pr.
100 km2.
Østerrig og Tschekkoslovakiet.
Som den første J. paa det europæiske
Fastland aabnedes 1828 Strækningen
Budweis—Kerschbaum, der forlænget til Linz
(1832) dannede en meget ønsket
Transportvej mellem Elben og Donau. Togene blev
trukket af Heste, men Banen havde baade
Person- og Godsbefordring. Andre Hestebaner
blev senere anlagte fra Prag til Lana og fra
Linz til Gmunden, men med Lokomotivdriftens
Sejr paa Liverpool—Manchester-Banen rejstes
ogsaa i Østerrig en Bevægelse for Anlæg af
Dampjernbaner. Beg. skete med »Kejser
Ferdinands Nordbane«, der fra Wien fører mod NØ.
til den tidligere preuss. og russ. Grænse, og
hvis første Strækning (til Wagram) aabnedes
1838. Banen var færdig til Oderberg 1847,
og herfra er senere ført Linier ind i Galizien.
Omtr. samtidig paabegyndtes Anlægget af den
østerr. Sydbane fra Wien til Triest, der
indeholder Semmeringbanen, den første
Bjerglandsbane, der principmæssigt byggedes med
stejle Stigninger og skarpe Kurver for at
opnaa den bedst mulige Tilslutning til Terrainet.
Det østerr. Banenet tog Form af en Stjerne,
idet der fra Midtpunktet Wien udstraalede
Linier til Rusland, Preussen, Sachsen, Bayern,
Schweiz og Adriaterhavet. Grænsen mod
Ungarn afskærer dog den ene Halvdel af
Stjernen. I det bøhmiske Banenet er Prag et
fremtrædende Midtpunkt. Bjerglandsbanerne i
Tyrol indeholder Brennerforbindelsen mellem
Bayern og Italien.
Den østerrigske Jernbanepolitik har p. Gr. a.
Rigets daarlige Finanser i en lang Aarrække
været svag og vaklende. De første J. blev
anlagte af private Selskaber, omend Regeringen
hævdede som Princip, at Retten til Anlæg og
Drift af Baner egl. tilkom Staten. Den private
Kapital kunde dog ikke magte den store
Opgave at udbygge det østerrigske Banenet, og
Staten maatte snart gribe ind. Paa Grundlag
af et 1841 opstillet Jernbaneprogram
paabegyndtes 1842 med største Energi Bygningen
af Statsbanelinier. Bl. a. den østerr. Sydbane
med Semmeringforbindelsen overtoges og
fuldførtes af Staten. Pengevanskeligheder
medførte, at Statsbanebygningen maatte indstilles
omkr. Midten af 50’erne, og for at skaffe
Kapital maatte Staten endda sælge største Delen
af de anlagte Baner. Samtidig søgte den at
opmuntre Privatkapitalen til
Jernbaneforetagender, bl. a. ved Ydelse af Rentegaranti.
Men atter denne Gang indtraadte (1873) en
Krise, der forandrede Regeringens Politik og
bestemte den til dels at genoptage Bygningen
af Statsbanelinier, dels at overtage bestaaende
Privatbaner. Overgangen til Statsbanesystemet
skete 1877, og 25 Aar efter ejede Staten 12679
km, mere end 3/4 af Hovednettet, og 1906—13
forøgedes Statsbanenettet yderligere med mere
end 6000 km. Det samlede Antal Hoved- og
Lokalbaner i Østerrig udgjorde ved Udgangen
af 1913 i alt 22981 km, ell. 7,6 km Bane pr 100
km2 og 8,0 km Bane pr 10000 Indb.
Ungarn. Da den ungarske Krones Lande
ved Forfatningen af 1867 udskiltes i det
habsburgske Monarki som en i indenrigske Sager
selvstændig Stat, var alle de bestaaende Baner
paa private Hænder. Allerede i det flg.
Aar nødtes imidlertid Staten til at overtage
den ungarnske Nordbane, der laa under for
økonomiske Vanskeligheder. Dette blev
Indledningen til en Jernbanepolitik, der
efterhaanden har lagt de Nitiendedele af Banenettet
under Statsdrift. Hovedlinierne danner en
Stjerne med Buda-Pest som Midtpunkt.
International Bet. har Forbindelsen fra Wien over
Buda-Pest til Belgrad, Sofia og Konstantinopel.
Banenettet maalte i 1913 c. 21500 km og
fordelte sig med 6,7 km pr 100 km2 og 10 km
pr. 10000 Indbyggere.
Frankrig. Den ældste J. i Frankrig er
den 23 km lange Bane fra St Étienne til
Andrézieux, anlagt af Hensyn til de rige
Kullejer i disse Egne (1828). Den efterfulgtes af
fl. tilsvarende Godsbaner, alle beregnede paa
Anvendelse af Hestekraft. En af disse, Linien
St Étienne—Lyon, optog som den første 1832
offentlig Personbefordring og gik samtidig
over til Dampdrift. Dermed var Spørgsmaalet
om Anlæg af Lokomotivbaner rykket
Statsmagten tæt ind paa Livet. 1833 bemyndigedes
Regeringen til at anvende en halv Mill. frc.
til Udarbejdelse af foreløbige Planer for
Anlæg af nye Jernbanelinier. I de flg. Aar
gaves Koncession til forskellige spredte Baner,
blandt andet til Linien Paris—St Germain, der
anlagdes som atmosfærisk J. (s. d.). 1839
indtraadte en Krise, der nødte Regeringen til at
indrømme Lettelser i Koncessionsbetingelserne
og ved Laan eller Rentegaranti støtte den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
