Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jernbaner (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Private Foretagsomhed. Da Privatkapitalen
alligevel holdt sig tilbage, gennemførtes 1842 en
Jernbanelov, hvorefter Staten paatog sig
Udgifterne ved Fremstillingen af Banelegemet,
Bygninger m. m. for de manglende Linier,
medens Tilvejebringelsen af Overbygningen,
Driftsmateriellet m. m. overlodes til private
Selskaber, som samtidig forpagtede Driften.
Samtidig fastsloges et Linienet med Paris som
Midtpunkt, der har dannet Grundlaget for de
franske Baneanlæg. Efter Statskuppet 1852
greb Napoleon den 3die virksomt ind i
Banevæsenets Udvikling. Ved at fremme
Sammensmeltningen af de mange Smaaselskaber og
ved at forlænge Koncessionstiden lykkedes det
ham at hæve Selskabernes Kredit og uden
Ydelse af Rentegaranti eller Statstilskud at
paabebyrde dem Udførelsen af en Række
Linier. 1846 var Banenettet underlagt 35
Selskaber, men 1855 var der ved
Sammensmeltningen dannet seks betydelige Selskaber,
og ved Siden af disse bestod kun 8 af
underordnet Betydning. Efter en Handelskrise
1857—58 maatte Regeringen alligevel bekvemme sig
til direkte Understøttelse. 1859 sluttede den
en Overenskomst med Selskaberne, hvorefter
Linierne deltes i det gamle og det nye Net,
og der for det nye Nets Vedk. tilstodes en
Rentegaranti. Overenskomsten hævede
Banernes Kredit og bragte Liv i Banebygningen,
men Regeringen saa sig dog nødsaget til paany
at give Koncessioner til fl. mindre Selskaber,
og derved opstod en Række Baner, som
konkurrerede med hinanden til Skade for det
finansielle Resultat. Stillingen blev
efterhaanden uholdbar, og Staten maatte derfor 1878
overtage mere end 2600 km nødlidende Baner,
saaledes at der ved Siden af de seks store
Selskaber opstod pt spredt, men betydeligt
Statsbanenet. Samtidig forelagde Regeringen
en Plan til videre Udbygning af Banenettet,
d«er i udvidet Skikkelse blev vedtaget 1879.
De nye Linier paatænktes bygget for Statens
Regning og, for saa vidt de laa inden for de
store Selskabers Omraade, bortforpagtet til
disse. Staten magtede imidlertid, ikke Opgaven
økonomisk og maatte 1883 søge Overenskomst med
Selskaberne om Udførelsen af dette saakaldte
3. Net. Ved denne omordnedes det økonomiske
Forhold mellem Staten og Selskaberne;
Forskellen mellem det gl. og det nye Net ophæves,
Staten yder Tilskud til Udbygningen af
Banenettet og garanterer et Mindsteudbytte, som
Banerne under forbedrede Vilkaar har
Forpligtelse til at tilbagebetale. Straks fra 1884 maatte
alle fr. Baner med Undtagelse af Nordbanen
gøre Brug af Statsgarantien, men Forholdene
bedrede sig efterhaanden, og 1908 var
Vestbanen det eneste af de store Selskaber, som
behøvede denne Støtte. Dette førte til, at denne
Bane 1909 overtoges af Staten.
Det fr. Banenet er dannet med Paris som
Midtpunkt, og Hovedlinierne gaar straaleformet
ud fra Hovedstaden. De store Baneselskaber
grupperer sig ogsaa om denne, benævnede Nord-,
Øst- og Vestbaneselskabet efter deres
Banenets Beliggenhed i Forhold til Paris.
Paris—Orléans Baneselskaøet og
Paris—Lyon—Middelhavs Baneselskabet har Navn efter deres
Hovedlinier. Sydbanen er den eneste, der ikke
direkte naar ind til Paris.
Det fr. Banenet maalte 1913 51188 km.
Banetætheden var 9,5 km pr 100 km2, og pr 10000
Indb. fandtes 13,0 km Bane. Anlægskapitalen
udgjorde 18,8 Milliarder Kr.
Schweiz. J.’s Udvikling i Schweiz
begyndte forholdsvis sent, hemmet dels af
Landets bjergrige Karakter, dels af det manglende
Enhedsstyre. Den første Bane aabnedes
1844—45 fra Basel til den nordlige Grænse, et 1,8
km langt Stykke, der indgik i Banen
Basel—Strassbourg. 1847 fulgte en Bane fra Zürich til
Baden. Efter Forfatningsforandringen 1848, der
gav Forbundsregeringen større Myndighed,
søgte denne at tage Banesagen i sin Haand og lod
udarbejde Planer til et sammenhængende
Banenet, men Tiden var ikke moden dertil, og
det besluttedes at overlade Banebygningen til
den private Foretagsomhed. Ved L. af 1852
fastsloges det, at de enkelte Kantoner hver inden
for sit Omraade kunde meddele Koncession til
Jernbaneanlæg, om end disse altid skulde
anerkendes af Forbundsregeringen. Hurtigere end
ventet voksede nu et Banenet frem med mange
Smaalinier, som led under indbyrdes
Konkurrence og derfor efterhaanden sluttedes sammen
under Dannelsen af større Selskaber. Ved
Begyndelsen af 1860’erne var Banenettet i
Mellemschweiz saaledes udbygget, at
Opmærksomheden væsentlig rettedes paa Muligheden af ved
Gennembrydning af Alpekæden at opnaa
Tilslutning til de ital. Baner. 1863 dannedes en
Sammenslutning af Kantoner og Baneselskaber,
til fælles Arbejde paa Anlægget af en Skt
Gotthard-Bane, og 1870 opnaaedes endelig Koncession
paa Baneanlægget. Banen aabnedes 1882. Under
denne Udvikling stilledes Bet. af
Jernbanevæsenets Enhed i et klarere Lys, og ved L. af 1872
overførtes Retten til at meddele
Koncessionerne fra Kantonerne til Forbundsraadet. Tanken
om, at Forbundet burde overtage Banerne, kom
gentagne Gange frem; først 1862 og senere 1883
fremsattes bestemte Forslag, men de blev
begge Gange opgivet. Udviklingen bar dog hen
derimod, og 1897 vedtoges det ved Lov. I
Henhold hertil har Forbundet nu efterhaanden ved
Køb erhvervet største Delen af de schweiziske
Hovedlinier.
Det schweiziske Banenet er tættest i
Sænkningen mellem Jurabjergene og Alperne. Her
gaar et Træk af Banelinier fra SV. til NØ. med
Forbindelse i V. til de fr. Baner, i N. til de
tyske og i Ø. — over Arlberg — til de østerr.
Mod S. naas Tilslutning med de ital. Baner ved
Skt Gotthard- og Simplon-Linierne. Banenettet
maalte 1913 4863 km med en Tæthed af 11,7
km pr 100 km2 og 13,7 km pr 10000 Indb. Hertil
kommer yderligere et Antal Tindebaner
(Tandbaner, Tovbaner m. m.) paa mere end 600 km
samlet Længde.
Italien. Landets bjergrige Karakter og
Udstykningen i Smaastater lagde i Beg. mange
Hindringer i Vejen for Udviklingen af det
ital. Banenet. Som den første Bane aabnedes
1839 Strækningen Napoli—Portici, der senere
forlængedes S. paa til Salerno og N. paa til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
