Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jernbeton ell. armeret Beton
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
bort fra Trækspændingerne i Betonen, er i
Hovedtrækkene opstillet af de franske
Ingeniører Coignet og Tedesco i 1894 og af
Østerrigeren v. Emperger i 1897.
I de oprindelige Monierplader bestod
Armeringen af et Net af to hinanden krydsende Lag
af Rundjernsstænger (se Fig.), Bærestængerne
(de sværeste) i Konstruktionens Hovedretning,
de spinklere Fordelingsstænger vinkelret
herpaa og i større indbyrdes Afstande,
sammenbundne med Bærestængerne i
Krydsningspunkterne. Dette Net indlagdes i den Side af
Betonpladen, der fortrinsvis paavirkedes til Træk,
og der anvendtes kun ét saadant Net. I de nu
udførte J.-Konstruktioner er Princippet ganske
vist i Hovedsagen det samme, men med
Anvendelsernes Mangfoldighed har man ogsaa
maattet variere Detailanordningen paa mange
Punkter. Hovedsagen er, at Armeringen overalt maa
anbringes saaledes, at den kan optage de
Trækspændinger, der ellers vilde fremkomme
i Betonen, og at man maa sikre Jernets og
Betonens Samvirken (hindre en Glidning af
Armeringen). I Bjælker og Plader maa man
derfor ofte bøje Armeringsjernene op fra den
ene Side til den anden ell. indlægge en
Armering i hver Side, og der maa foruden de skraa
Opbøjninger tilføjes Bøjler (i Alm. lodret
stillede, enten af Baandjern — efter Hennebique
— ell. Rundjern) for at optage Forskydnings-
ell. Hovedspændingerne og forøge Adhæsionen.
Af sidstnævnte Aarsag har man ogsaa forsøgt
at gaa bort fra den udelukkende Anvendelse
af Rundjern og i Stedet benytte Jern af andre
Former. Til Plader har man saaledes brugt et
flettet Jernnet (Cottancin), hvad dog er
mindre heldigt, ell. det af Amerikaneren
Golding opfundne »Strækmetal« (Expanded metal),
der ved en speciel Maskine udklippes af en
Jernplade efter et lgn. Princip som det, der
anvendes ved Klipning af de bekendte Papirnet
til Juletræspynt. Endvidere har man i St. f.
Rundjern til Bærestængerne anvendt andre
Profiler, enten Normalprofiler som ⊥ ell. I
ell. specielle usymmetriske Armerings-Profiljern
som de tyske »Bulbeisen« (Pohlmann o. fl.);
Fordelen herved skulde dels være bedre
Adhæsion af Betonen til Jernet p. Gr. a. den større
Overflade, men denne er i Alm. stor nok for
det simplere Rundjern, dels undertiden en
Besparelse paa Stillads for Forskallingen under
Støbningen (f. Eks. Pohlmann-Lofter,
Melan-Konstruktioner til Buebroer). Mere
bestemt Sigte paa at forøge Adhæsionen har man
navnlig i Nordamerika, taget ved at bruge
Armeringsjern med ujævn Overflade, saaledes
Ransome’s vredne Firkantjern (ved
Vridningen i kold Tilstand hæves ogsaa Jernets
Flydegrænse, saaledes at der kan tillades en
højere Paavirkning), efterlignet i Tyskland af
Thomas & Steinhof med
Spiral-Fladjern, Thatcher’s Specialjern med
bølgeformede Indknibninger og Udvidelser, Johnson’s
Knudejern (dette og Efterligninger deraf er
nu næsten det eneste, der spiller nogen
Rolle), Kahn-Jern, hvor Bøjlerne er i ét
med selve Længdejernet, Golding’s
8-Talformede Jern, hvor Bøjlerne klemmer sig fast
i de to Riller langs Siderne, o. m. fl. Paa det
europæiske Kontinent, hvor der endnu saa godt
som udelukkende bruges alm. Rundjern, søger
man at naa det samme Maal ved at anvende
særlig Omhu paa Jernets Forankring i Betonen
ved Enderne. I St f. Opspaltning af
Jernenderne, der næsten ganske er gaaet af Brug,
anvender man nu retvinklede ell. spidse
Ombøjninger (Kroge) af Jernenderne ell. mere og
mere, og navnlig ved alle svære
Jerndimensioner, jævnt rundede Ombøjninger, hvor Jernet
er bøjet efter en Halvcirkel og endda
fortsættes med et retlinet Stykke ud over Bøjningen
(Considère’ske Kroge).
Foruden til Optagelse af Træk- og
Forskydningsspændingerne kan en Armering ogsaa
anvendes til at forstærke Betonen over for
Trykpaavirkninger. Den simpleste Tryk-Armering
bestaar af Længdejern, der holdes paa Plads og
hindres i at bøje sig ud til Siden ved Bøjler;
f. Eks. i en firkantet Søjle anbringes mindst
ét saadant Længdejern i hvert Hjørne, og de
4 Jern forbindes i ikke for store Afstande ved
Søjlebaand rundt langs Periferien; paa
lignende Maade forankres Jernene i en Bjælkes
Trykside ved Bøjler ind i Betonen. — En yderligere
Forstærkning over for Tryk kan opnaas ved
den af Considère (1902) angivne
»Bevikling«, hvorefter forholdsvis spinkelt Rundjern
vikles op efter en Skruelinie med nogenlunde
tæt liggende Vindinger (Skruegangshøjden højst
1/5 af Diameteren) og indstøbes i Betonen.
Beviklede Søjler gøres gerne runde ell. 8-kantede,
og Beviklingen faar lidt mindre Diameter end
Søjlen, saaledes at den kun dækkes af et Par
cm Beton; den inden for Beviklingen liggende
Betonkerne hindres herved i at udvide sig paa
tværs under Trykket, og dens Bæreevne
forøges derfor betydeligt. I St f. en skrueformet
Bevikling kan man ogsaa bruge en Række
enkelte lukkede Ringe, og der er i det hele
angivet forsk. Modifikationer, som dog i Alm.
staar tilbage for den opr. Considère*ske
Konstruktion. Beviklingen anvendes altid i
Forbindelse med en alm. Længdearmering, og den
kan ogsaa indlægges i Tryksiden af Bjælker
og i a. l. Tilfælde, ikke blot i Søjler. —
Endelig har v. Emperger 1912 angivet en
Trykarmering, hvorved man kan nøjes med endnu
spinklere Dimensioner. I Betonkernen inden
for Beviklingen indlægges en Længdearmering
af Støbejern (i St f. det ellers sædvanlige
 |
| Jernbeton. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
