Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIII: Jernbaneret—Kirkeskat / 43 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jernkulstoflegeringer - Jernlak - Jernlaktat, mælkesurt Jernforilte, se Mælkesyre - Jernlegeringer - Jernler - Jernlersfliser, se Fliser - Jernlikør - Jernmalme (Jernertser)

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Former svarer forsk. Egenskaber, f. Eks. kan
kun γ-Jernet opløse Kulstof, og medens
α-Jernet tiltrækker Magnetnaalen mere ell.
mindre stærkt, er dette ikke Tilfældet med de
andre Former. Magnetiseringsevnen mistes
ganske ved en Temp. af c. 785°, og i stærke
Felter mærkes Svækkelsen ved væsentlig
lavere Temp. Magnetiske Kraner kan derfor ikke
bruges til Løftning af glødende Jern.
E. Su.

Fig. 7.

Jernlak, oftest en Opløsning af Beg i
Stenkulstjæreolie (se Fernis).

Jernlaktat, mælkesurt Jernforilte, se
Mælkesyre.

Jernlegeringer. Om
Jernkulstoflegeringer s. d. Art. og
Jernfremstilling (Raajern). Om Legeringer med andre
Stoffer, se Jern, smedeligt,
Deltametal og Haardzink.
E. Su.

Jernler, en af Jerntveilte stærkt forurenet
og derfor stærkt brunlig rød Lerart.

Jernlersfliser, se Fliser.

Jernlikør, Aihenstädt’s, opr. et Arkanum,
er et mildt Jernpræparat, der nu tilberedes
paa de fleste Apoteker ved Opløsning af 140
Dele Jernsukker i en Blanding af 1860 Dele
Vand, 320 Dele Vinaand, 400 Dele Sukkersaft,
2 Dele Kaneldraaber, 10 Dele
Pomeransdraaber og 1 Del Eddikeæter.
(A. B.). E. K.

Jernmalme (Jernertser) er de
Jernforbindelser, der findes i saa stor Mængde og
indeholder saa meget Jern, at dette med
økonomisk Fordel kan udvindes. Om end Jern
forekommer i alle Bjergarter fra de ældste til de
yngste, som sammensætter Jordskorpen, saa at
Jernet er det mest udbredte Metal efter
Aluminium, saa er det dog kun enkelte Mineraler,
der indeholder Jern i en saadan Mængde, at
en Udvinding vil kunne lønne sig, og man
regner, at 30 % Jern er den laveste Grænse for J.
I de egl. J. forekommer Jernet kun i
Forbindelse med Ilt, og de vigtigste saadanne er:

Magnetjernsten (Magrietit; svensk
svartmalm) er en Blanding af Jernforilte
og Jerntveilte (FeOFe₂O₃) og indeholder i ren
Tilstand 72,4 % Jern. Den er sort og giver ved
Knusning et sort Pulver; den tiltrækkes af
Magneten. Magnetjernstenen, der er den rigeste
J., er en meget vigtig Malm for godt Staal.
Den forekommer paa mægtige Lejer i ældre
krystallinske Skifere, men ogsaa i Devon og
Jura. De største Forekomster af denne J. er i
sv. Norrland, hvor Gellivare, Kiruna- og
Luossavara samt Svappavaras Malmbjerge dækker
c. 70 ha; endvidere forekommer denne J. i
Dannemoras gl., berømte Gruber og i
Mellemsveriges kendte Grubefelter som Striberg,
Grängesberg, Norberg og Persberg; i Norge har
man Magnetsten i de gl Gruber paa
Kyststrækningen Arendal—Kragerø samt ved Nisser Vand.
Af store Magnetjernstensgruber for øvrigt maa
nævnes Forekomsterne i Ural samt de
mægtige Lejer i det nordlige af de forenede Stater
og Kanada. Til Magnetjernsten slutter sig den
sjældnere Franklinit; den giver i New
Jersey ved Smeltning et udmærket Spejljern.

Rødjernsten (Jernglans; svensk
Blodsten) adskiller sig fra foregaaende ved
ikke at være magnetisk, og ved, at dens Pulver
ved Knusning er rødt. Den mest berømte
Forekomst af denne J. er paa Elba, hvis Gruber,
der allerede blev afbyggede af Etruskerne,
endnu den Dag i Dag er i Drift og har i de sidste
Aar givet en Produktion af c. 200000 t aarlig.
I Skandinavien forekommer denne J. hyppig
sammen med Magnetjernsten, saaledes i
Gellivare, Grängesberg og Norberg i Sverige og i
Norge i Arendals Forekomster; desuden
temmelig ublandet i Næverhaugens Felt ved Bodø,
samt i de udstrakte, men noget fattige
Forekomster i Dunderlandsdalen, hvilke dækker
Strækninger paa 60 ha. Fremdeles forekommer
den i Kulkalkformationen i North Lancashire
og Cumberland i England samt i Devon i
Westfalen og Lahn og endvidere i arkæiske
Skifre ved Lake Superior og Missouri.

Magnet- og Rødjernsten er Skandinaviens J.,
og de har her en umaadelig Udbredelse. De
er rige og rene J., om end de naturligvis ikke
har det før nævnte teoretiske Indhold.
Jernindholdet er i den udbrudte Malm ved
Kiruna-Luossavara 66 %; Gellivare 64—65 %;
Grängesberg 62—63 %; andre mellemsvenske
Forekomster 52—55 %; Næverhaugen 60—65 %;
Arendalsgruberne varieret fra
30—35 %—42—45 % til 62—65 %.

J. er i Fjeldet iblandede med andre
Mineraler (sædvanlig Kvarts, Augit, Hornblende og
Kalkspat), og dette giver Malmene deres
Karakter og deler dem m. H. t. Smeltbarhed i 3
Klasser, hvilke i Sverige benævnes 1)
Torrstene, der er kvartsrige og derfor maa have
en Tilsætning af Kalksten, for at de kan smelte
let, 2) Kvikstene, der er blandede med
Augit, Hornblende e. l. Mineraler; de smelter
let uden yderligere Tilsætning; 3)
Blandstene er kalkholdige J., der gerne blandes
med Torrstene; deraf deres Navn.

En anden Indblanding i J. er Apatit, der gør
J. fosforholdige. De skandinaviske kan vel
siges i Alm. at være meget fosforrene, hvilket

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>