Print (PDF) - On this page / på denna sida - Jernkulstoflegeringer - Jernlak - Jernlaktat, mælkesurt Jernforilte, se Mælkesyre - Jernlegeringer - Jernler - Jernlersfliser, se Fliser - Jernlikør - Jernmalme (Jernertser)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
'— 43 — Jernmalme Former svarer forsk. Egenskaber, f. Eks. kan kun y-Jernet opløse Kulstof, og medens (Stjernet tiltrækker Magnetnaalen mere ell. mindre stærkt, er dette ikke Tilfældet med de '500 (WO /300 /200 UOO (OQO 400 SOO 700\ 600 \\ Ll :— \ X \ \ ;, i \ \ \ \ " d i- \ \ \ ^ z3 — ._.[_. -_. .—. -- -X. "" c K ~ + 7M \\ Fig. 7. andre Former. Magnetiseringsevnen mistes ganske ved en Temp. af c. 785°, og i stærke Felter mærkes Svækkelsen ved væsentlig lavere Temp. Magnetiske Kraner kan derfor ikke bruges til Løftning af glødende Jern. E. Su. Jernlak, oftest en Opløsning af Beg i Stenkulstjæreolie (se F e r n i s). Jernlaktat, mælkesurt Jernforilte, se Mælkesyre. Jernlegeringer. Om Jernkulstof-legeringer s. d. Art. og Jernfremstil- 1 i n g (Raajern). Om Legeringer med andre Stoffer, se Jern, smede ligt, Deltametal ogjiaardzink. E. Su. Jernler, en af Jerntveilte stærkt forurenet og derfor stærkt brunlig rød Lerart. Jernlersfliser, se Fliser. Jernlikør, Aihenstådt's, opr. et Arkanum, er et mildt Jernpræparat, der nu tilberedes paa de fleste Apoteker ved Opløsning af 140 Dele Jernsukker i en Blanding af 1860 Dele Vand, 320 Dele Vinaand, 400 Dele Sukkersaft, 2 Dele Kaneldraaber, 10 Dele Pomeransdraa-ber og 1 Del Eddikeæter. (A.B.).E.K. Jernmalme (J e r n e r t s e r) er de Jernforbindelser, der findes i saa stor Mængde og indeholder saa meget Jern, at dette med økonomisk Fordel kan udvindes. Om end Jern forekommer i alle Bjergarter fra de ældste til de yngste, som sammensætter Jordskorpen, saa at Jernet er det mest udbredte Metal efter Aluminium, saa er det dog kun enkelte Mineraler, dér indeholder Jern i en saadan Mængde, at en Udvinding vil kunne lønne sig, og man regner, at 30 % Jern er den laveste Grænse for J. I de egl. J. forekommer Jernet kun i Forbindelse med Ilt, og de vigtigste saadanne er: Magnetjernsten (M agrietit; svensk svartmalm) er en Blanding af Jernforilte og Jerntveilte (FeOFe203) og indeholder i ren Tilstand 72,4 % Jern. Den er sort og giver ved Knusning et sort Pulver; den tiltrækkes af Magneten. Magnetjernstenen, der er den rigeste J., er en meget vigtig Malm for godt Staal. Den forekommer paa mægtige Lejer i ældre krystallinske Skifere, men ogsaa i Devon og Jura. be største Forekomster af denne J. er i sv. Norrland, hvor Gellivare, Kiruna- og Luos-savara samt Svappavaras Malmbjerge dækker c. 70 ha; endvidere forekommer denne J. i Dannemoras gl., berømte Gruber og i MenVm-sveriges kendte Grubefelter som Striberg, Grån-gesberg, Norberg og Persberg; i Norge har man Magnetsteh i de gl Gruber paa Kyststrækningen Arendal—Kragerø samt ved Nisser Vand. Af store Magnetjernstensgruber for øvrigt maa nævnes Forekomsterne i Ural samt de mægtige Lejer i det nordlige af de forenede Stater og Kanada. Til Magnetjernsten slutter sig den sjældnere Frank lini t; den giver i New Jersey véd Smeltning et udmærket Spejljern. Rødjernsten (Jernglans; svensk B 1 o d s t e n) adskiller sig fra foregaaende ved ikke at være magnetisk, og ved, at dens Pulver ved Knusning ér rødt. Den mest berømte Forekomst af denne J. er paa Elba, hvis Gruber, der allerede blev afbyggede af Etruskerne, endnu den Dag i Dag er i Drift og har i de sidste Aar givet en Produktion af c. 200000 t aarlig. I Skandinavien forekommer denne J. hyppig sammen med Magnetjernsten, saaledes i Gellivare, Grångesberg og Norberg i Sverige og i Norge i Arendals Forekomster; desuden temmelig ublandet i Næverhaugens Felt ved Bodø, samt i de udstrakte, men noget fattige Forekomster i Dunderlandsdalen, hvilke dækker Strækninger paa 60 ha. Fremdeles forekommer den i Kulkalkformationen i North Lancashire og Cumberland i England samt i Devon i Westfalen og Lahn og endvidere i arkæiske Skifre ved Lake Superior og Missouri. Magnet- og Bød jernsten er Skandinaviens J., og de har her en umaadelig Udbredelse. De er rige og rene J., om end de naturligvis ikke har det før nævnte teoretiske Indhold. Jernindholdet er i den udbrudte Malm ved Kiruna-Luossavara 66 %\ Gellivare 64—65 %; Grångesberg 62—63 %; andre mellemsvenske Forekomster 52—55 %\ Næverhaugen 60—65 %; Arendalsgruberne varieret fra 30—35 %— 42— 45 % til 62-65 %'. J. er i Fjeldet iblandede med andre Mineraler (sædvanlig Kvarts, Augit, Hornblende og Kalkspat), og dette giver Malmene deres Karakter og deler dem m. H. t. Smeltbarhed i 3 Klasser, hvilke i Sverige benævnes 1) Torr-stene, der er kvartsrige og derfor maa have en Tilsætning af Kalksten, for at de kan smelte let, 2) Kvik stene, der er blandede med Augit, Hornblende e. 1. Mineraler; de smelter let uden yderligere Tilsætning; 3) Bland-stene er kalkholdige J., der gerne blandes med Torrstene; deraf deres Navn. En anden Indblanding i J. er Apatit, der gør J. fosforholdige. De skandinaviske kan vel siges i Alm. at være meget fosforrene, hvilket
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
