Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jernmalme (Jernertser) - Jernmasken, Manden med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
før Thomas-Processens Opfindelse havde en
stor Bet.; men der findes ogsaa meget
fosforrige J., som nu gerne søges, saaledes er
Gellivare- og Nisser-Forekomsterne fosforrige;
fosforfattige er især J. ved Dannemora i Sverige
(0,005 %) og Arendal i Norge (0,011 %). Svovl,
der er en meget ubehagelig Forurening, spiller
ingen Rolle ved de skandinaviske J.
Uden for Skandinavien er disse to J. langt
fra de væsentligste, og Verdens store
Jerntilvirkning skyldes overvejende efterfølgende J.:
Brunjernsten bestaar af Jernhydroxyd og
indeholder c. 60 % Jern. Sædvanlig findes
denne J. i gulbrune, jordagtige Masser, der er
mere ell. mindre vandholdige og opblandede
med Ler, Kalk etc. Brunjernstenen, som i Alm.
er let at smelte og leverer et godt Støbejern,
er udbredt i næsten alle Formationer dels
paa opr. Lejesteder, dels sammen med andre
J. (f. Eks. Rødjernsten), hvoraf den ved
Atmosfærens Indvirkning er fremstaaet. Denne
J. leverer Raamaterialet til Schlesiens
Jernindustri og findes i store Masser i Frankrig
(Meurthe og Moselle). Mest bekendt er det 17
km lange Felt ved Bilbao, der i 19. Aarh. har
leveret over 30 Mill. t J., og hvorfra der endnu
aarlig udføres 4 1/2 Mill. t. Et andet stort Felt
er Bona i Algérie. De vigtigste af alle J. er dog
de store Lejer, der findes ved Lake Superior, og
hvis samlede Mængde sandsynligvis overgaar alle
andre J.-Forekomster tilsammen. Det er
overvejende Brunjernsten, blandet med andre J. og af ret
løs Konsistens; den omgivende Bjergart er af
algonkisk (huronisk) Alder. Den aarlige
Produktion af J. er her c. 60 Mill. t. Den
sædvanligste Forurening af Brunjernsten er Kiselsyre
og Lerjord, og af saadanne »lerrige«
Brunjernstene gives der fl. Varieteter. De kan
saaledes optræde i større Nyrer ell. i mindre
Konkretioner med oolitisk Struktur og kaldes da
Bønnemalm, til denne hører minette fra
Luxembourg og Lorraine. Denne fattige Malm,
hvoraf der produceres c. 30 Mill. t aarlig, er
udbredt over et Fladerum af 9000 ha og findes
i 3 til 4 Lag, hvert med en Mægtighed af 3—5 m.
Myremalm (Raseneisenerz), som findes paa
den nordtyske Slette, i Kanada og i andre
Lavlande, ligesom den skandinaviske Sø- og
Myremalm, hvoraf vore Forfædre smedede deres
Vaaben, hører ogsaa til denne Gruppe og er
Dannelser fra de yngste geologiske Tider.
En meget vigtig J. er endvidere Jernspat.
Den findes fortrinsvis i den devoniske
Formation, og de berømteste Findesteder er Erzberg
i Steiermark, mange St. i Kärnten og Stahlberg
ved Müsen.
Lerjernsten (Clay Iron Stone) er en
meget uren Jernsnat, iblandet Ler, Kalk og
Sand, men er trods dette et vigtigt Materiale
til Vinding af Raajern, da den forekommer i
store Masser sammen med Stenkul og Brunkul.
Indeholder den mere end 101 % Kul, kaldes den
Kuljernsten (eng. Black Band) og
forekommer i Lag sammen med Stenkul. Denne J.’s
Værd er først blevet erkendt i den sidste Tid,
saaledes i Skotland, hvis nuv. store Jernindustri
beror paa Forekomsten af Black Band, hvilke
ogsaa bliver vundne i South Wales og i
Westfalen.
Produktionen af J. var 1913 flg. (i Mill. t):
De Forenede Stater 62, Tyskland 33, Frankrig
22, Storbritannien 16, Spanien 10, Rusland 9,
Sverige 7, Østerrig-Ungarn 5. Over Forholdene
efter Krigen haves ingen udførlig Statistik;
medens Amerika vides at være gaaet jævnt fremad,
er Spanien og navnlig Rusland gaaet stærkt
tilbage. Da c. 3/4 af Tysklands J. tidligere kom fra
Lorraine, maa der nødvendigvis finde en
betydelig Forskydning Sted i Tysklands og
Frankrigs Jernproduktion.
(A. G.). O. B. B.
Jernmasken, Manden med, er
Betegnelsen for en Statsfange fra Ludvig XIV’s Tid.
Kundskaben om ham stammede fra et Par
Journaloptegnelser af Du Junca, Bastillens
Kommandant, fra 1698 og 1703. Den ene
oplyser, at 18. Septbr 1698 kom der til Bastillen
en Fange, der stadig var maskeret, og hvis
Navn var ubekendt. Den anden meddeler, at
denne Fange, der stadig har baaret en sort
Fløjlsmaske, er død 19. Novbr 1703, uden at
hans Navn endnu kendtes. Herom dannede sig
hurtig en stor Mængde Sagn. Man gættede paa,
hvem den hemmelighedsfulde Fange kunde
være, man fortalte om, at han havde baaret
en Jernmaske, der omhyggelig beskreves, og
som man 1855 endte med at finde, og endelig
fortaltes de besynderligste Ting om de
Personers mærkelige Skæbne, som man troede,
det havde været. Historieskrivningen
beskæftigede sig stærkt dermed, og helt ned til vor
Tid strækker sig en Række af Værker derom.
Bl. Beretningerne om, hvem det var, var
ogsaa den, at det var en Broder til Ludvig XIV,
en Søn af Mazarin og Anna af Østerrig, en
Opfattelse, der til sidst førtes videre til Troen
paa, at det var den retmæssige Arving, medens
Ludvig XIV var et underskudt Barn. Voltaire
var den, der først bragte Tanken om, at det
var Ludvig XIV’s Broder, ud i større Kredse,
men andre førte den siden videre. Bl. de andre,
man har troet, det var, er Louis de Bourbon,
en Søn af Louise de la Vallière, Hertugen af
Montmouth, en Søn af Karl II af England og
Louise Walters, og endelig Ludvig’s afsatte
Finansminister Foucquet (s. d.). Den nyeste Tids
Kritik har dog nu fjernet alle disse Ideer og
de fantastiske Historier, som knyttede sig
dertil, og man mener nu at have fundet
Løsningen. Den gaar ud paa, at det er Antoine
Hercule Mattioli, Statssekretær hos Karl IV af
Gonzaga. Denne, der var en ivrig Rænkesmed,
havde forraadt baade sin Herre og Ludvig XIV
ved nogle Forhandlinger med andre Stater om
de italienske Forhold. Ludvig lod i sin
Forbitrelse Cadinat bemægtige sig ham i Venedig
1679 ved en Overrumpling, skønt han der
befandt sig paa en fremmed Magts Grund. Han
førtes nu, forsynet med Fløjlsmasken, om til
forsk. Fængsler, indtil han 1698 kom til
Bastilten. Denne Tanke er allerede fremsat 1770, og
adskillige Historikere har tidligere hævdet den.
Nu kan den vistnok siges at være bevist ved
Funk-Brentano’s Artikel herom i Revue
historique (Septbr—Decbr 1894). (Litt.: Bl. de talrige
Værker kan foruden anførte Artikel i Revue
historique nævnes Funk-Brentano,
Legendes et Archives de la Bastille [1898]; M.
Topin, L’homme au masque de fer [Paris
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
