Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jesus Kristus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Skyer; og en ham nærstaaende Forsker som W.
Heitmüller (»Jesus«, 1913) mener, at Jesus
henimod Slutn. af sit Liv, i særlig bevægede
Højtidsstunder, for at give Udtryk for sin
Kaldsbevidsthed og for Overbevisningen om at bringe
den sidste og afsluttende Aabenbaring fra Gud,
har anvendt Messiasforestillingen paa sig selv;
Heitmüller er dog klar over, at selv en saadan
sjælden og undtagelsesvis Brug af Messiastitlen
hos et alm. Menneske rummer en meget stor
psykologisk Gaade.
Endnu langt mere gaadefuldt bliver
imidlertid Jesu Sjæleliv, hvis man, som Tilhængerne
af den eschatologiske Forklaring,
tyder den evangeliske Overlevering saaledes, at
Tanken om det himmelske Gudsriges snarlige
Komme for ham faar altbeherskende Bet., idet
han helt og holdent levede i Forventningen om,
at han da som den messianske Konge skulde
herske over sine Troende. Dette Synspunkt
foreligger allerede i Johannes Weiss: »Die Predigt
Jesu vom Reiche Gottes« (1892, 2. Opl. 1900),
hvor det paavises, hvor stor Bet. Forventningen
om den nuv. Verdensordens snarlige Ophør
havde for Jesu Etik (»Interimsetik«); og hos Albert
Schweitzer (i »Das Messianitäts- und
Leidensgeheimnis. Eine Skizze des Lebens Jesu« [1901]
og det førnævnte Værk »Geschichte der
Leben-Jesu-Forschung«) er det gennemført til den
yderste Konsekvens. Men da paatrænger sig
nødvendigvis det Spørgsmaal, om et Menneske,
der nærer saadanne Tanker om sin fremtidige
Tilværelse og Bet. for Verden, ikke maa anses
for at være sindssyg. I et højst usympatisk lille
Skrift »Jesus. En sammenlignende Studie«
(1905) har Emil Rasmussen herhjemme søgt at
gøre denne Betragtning gældende, og paa
ganske uvidenskabelig Maade er den ligeledes
fremsat i et Par Værker af Sindssygelæger (de
Loosten [Pseudonym for Georg Lomer]: »Jesus
Christus vom Standpunkt des Psykiatikers«
[1905] og Binet-Sanglé: La folie de Jésus I—III
[1908—12. Bd I i 3. Opl. 1911]); ogsaa Teologen
Oscar Holtzmann betvivlede (i »War Jesus
Ekstatiker?«, 1903; Jesu sjælelige Sundhed i alm.
Forstand. Ganske vist har Schweitzer søgt at
imødegaa disse Anskuelser (i »Die
psychiatrische Beurteilung Jesu«, 1913), og P. Wernle
bestræber sig (i »Jesus«, 1916) ligeledes for at
vise, at den Art Forestillinger i Datiden ikke
behøvede at skyldes sjælelig Abnormitet; men
ved en saa stærk Betoning af det eschatologiske
Moment i Jesu Forkyndelse vil Tvivlen om hans
mentale Sundhed næppe helt forsvinde.
Et Problem for Forskningen frembyder ogsaa
Jesu Undergerninger, som i den
evangeliske Overlevering spiller en meget
fremtrædende Rolle. I den antikke Tid tillagde man
ofte store Mænd, i Særdeleshed religiøse
Heroer, Evnen til at gøre Mirakler; om Vespasian
beretter saaledes Tacitus (Hist. IV, 81), at han
helbredte en Blind, og i Filostratos’
Levnedstegning af Apollonios fra Tyana fortælles der
mange underfulde Begivenheder i Forbindelse med
hans Person; de var saa at sige nødvendige
som Beviser for Forkyndelsens Sandhed. For
den kristne Menighed var de tillige et
Vidnesbyrd om, at Jesus var Messias (Matth. 11, 2 ff.),
og Helbredelserne spc. om, at han havde
Magten over Dæmonernes Rige, idet de fleste
Sygdomme tænktes foranledigede af onde Aanders
Iboen; det er derfor let forstaaeligt, at man i
Kirkens første Tider lagde megen Vægt paa
denne Side af Stifterens Virksomhed. En
videnskabelig Betragtning vil nu næppe heller
bestride, at Jesus virkelig har udført
Helbredelser, som maatte forekomme Samtiden
underfulde; men den vil henvise til Suggestion som
den naturlige Forklaring. Erfaringen viser i
stedse stigende Grad, hvor stor Magt
Nervesystemet har over Organismen, og Helbredelse
ad rent psykisk Vej har efterhaanden erobret
en ikke ringe Plads i moderne Lægevidenskab.
Saaledes vil man paa naturlig Maade kunne
forklare Helbredelsen af de Krampe- og
Raserianfald, som Mark. 1, 23 ff.; 5, 2 ff. og 9, 14 ff.
fremstilles som beroende paa Dæmonbesættelse;
ligeledes at den blodsottige Kvinde (Mark. 5,
25 ff.), den Værkbrudne (Mark. 2, 3 ff.), Peter’s
febersyge Svigermoder (Mark. 1, 30 f.) o. fl.
blev hjulpne. Men største Delen af de
nytestamentlige Underberetninger lader sig dog ikke
opfatte paa denne Maade, og Historikeren maa
da søge Forklaringen væsentlig ad to Veje.
Enten kan han antage, at der til Grund for
Fortællingen ligger en naturlig Begivenhed, som
imidlertid er bleven misforstaaet af
Evangelisterne ell. deres Kilder, eventuelt fortalt med
saa uklare Udtryk, at den kunde opfattes som
et Mirakel. Navnlig i den rationalistiske Periode
anlagde man dette Synspunkt, og i et bekendt
Arbejde fra Datiden, H. E. G. Paulus: »Das
Leben Jesu« I—II (1828) indtager den Art
Bortforklaringer af Naturunderne en dominerende
Plads. Fortællingen om Jesus, der stiller
Stormen paa Søen, forklares her ved, at Disciplene
sejlede omkr. en Bjergknude, der afskar den
Hvirvelstorm, som gennem en foranliggende Dal
susede ud over Vandet: til Grund for
Beretningen om den underfulde Bespisning ligger et
Fællesmaaltid, hvor Jesus og hans Disciple
viste de Rige et godt Eksempel, saaledes at de
af deres rigeligere Forraad delte med dem, som
intet havde, hvorved alle blev mætte; og ved
Dødeopvækkelserne af Jairus’ Datter, Enkens
Søn fra Nain og Lazarus drejer det sig om
Tilfælde af Skindød, saaledes at disse Fortællinger
egl. burde have som Overskrift: Jesus redder
fra at blive for tidligt begravet. Den
rationalistiske Metode: at finde virkelige hist.
Begivenheder bag de evangeliske Underfortællinger,
staar dog i Nutiden ikke synderlig højt i Kurs;
den videnskabelige Forskning er mere
tilbøjelig til at søge Forklaringen ad den anden Vej
og her regne med Myter og Legender.
Banebrydende for denne Opfattelse var David
Friedrich Strauss, hvis »Leben Jesu« I—II udkom i
1835 og vakte en saadan Opsigt, at det
fremkaldte over et halvt Hundrede Modskrifter.
Grundtanken heri er, at en meget betydelig Del
af den evangeliske Historie, i ethvert
Tilfælde alt det underfulde, er »Myter«, digtede i
Tilslutning til gammeltestamentlige Fortællinger
og ofte paa Grundlag af enkelte messiansk
tydede Udsagn; Bespisningsunderet gaar saaledes
tilbage til Beretningen om Elisa i 2. Kg. 4,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
