Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jesus Kristus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
altsaa første Paaskedag, begynder (18, 28; 19, 31).
Da det er højst usandsynligt, at baade Forhør,
Domfældelse og Henrettelse skulde have fundet
Sted paa en Festdag, der af Jøderne blev
højtideligholdt som en Sabbat, maa man i dette
Tilfælde absolut give den johannæiske
Fremstilling Fortrinnet; enkelte Forskere antager
dog, at begge Beretninger er unøjagtige, idet
Jesus er korsfæstet nogen Tid før Paasken;
Johannesevangeliet skulde da lade Jesus dø paa
samme Tid, som Lammene til Paaskemaaltidet
blev slagtede, for at fremstille ham som »det
sande Paaskelam«, medens Synoptikerne
betragtede Nadveren som et kristeligt Sidestykke
til Paaskemaaltidet og derfor lod dens
Indstiftelse foregaa ved et saadant. — En kritisk
Behandling af Lidelseshistorien foreligger paa
Dansk i N. P. Arboe Rasmussen: »De sidste
Blade af Jesu Livshistorie« (1906).
Med Korsfæstelsen er egl. Jesu Liv afsluttet
for Historikeren. Det er den kristne Menigheds
Tro, at dens Stifter ikke blev i Døden, men
opstod til nyt Liv; denne Overbevisning beror
imidlertid paa rent personlige Overvejelser,
Erfaringen om, at Kristus lever i sin Menighed
den Dag i Dag e. l., og det er en ganske
vildledende Sprogbrug, naar det undertiden siges,
at Kristi Opstandelse er en af de bedst
bevidnede hist. Kendsgerninger; thi det ligger i
Sagens Natur, at et Mirakel aldrig af den
videnskabelige Historieforskning kan betragtes som
en Kendsgerning. For Historikeren er det en
given Sag, at han maa forsøge at finde en
naturlig Forklaring paa
Opstandelsestroens Opstaaen. I den rationalistiske Tid
tænkte man sig ofte, at Jesus kun havde været
skindød og atter var vaagnet til Live, da den
friske Luft ved Gravens Aabning paa ny
strømmede ind; ell. man mente, at Disciplene i al
Hemmelighed havde fjernet hans Lig fra
Graven og saa udspredt det Rygte, at han var
opstanden. Nutildags søger man Forklaringen i
visionære Oplevelser, som de første Disciple
har haft. I 1. Kor. 15, 5 ff. anfører Paulus, at
først Peter, derefter »de tolv«, saa »over 500
Brødre«, derpaa Jakob »Herrens Broder«,
endelig alle Apostlene og tilsidst Paulus selv har
haft saadanne Visioner, hvor de har set Kristus
i forklaret Skikkelse. For at begrunde
Fremkomsten af disse Syner har man undertiden
henvist til orientalske Kultusmyter, f. Eks. om
Tammuz, Adonis og Attis, i hvilke disse
Guddommes Død og Opstandelse var et Hovedpunkt
(se Martin Brückner: »Der sterbende und
auferstehende Gottheiland«, 1920), idet man saa
antager, at Jesu første Disciple skulde have
overført saadanne Forestillinger paa deres
Herre og Mester. Andre søger Forklaringen
deri, at Disciplene har troet paa Jesus som
Messias og ventet hans Komme paa Himlens
Skyer; denne Overbevisning faar de nu
bekræftet gennem Visionerne, der aabenbarer
ham for dem i himmelsk Herlighed;
Opstandelsestroen bliver da for dem Resultatet af en
Slutn.: Kristus lever stadig som Messias,
altsaa maa han være opstanden. Problemet er
imidlertid meget kompliceret, og der kan i
denne Sammenhæng kun være Tale om at
berøre et Par Hovedspørgsmaal. I alle fire
Evangelier, hvis Opstandelsesberetninger i øvrigt er
meget indbyrdes forskellige, hersker der
Overensstemmelse om, at Graven Søndag Morgen er
fundet tom af nogle Kvinder (Mark. 16, 1 ff. og
Paraleller), hos Lukas (24, 12. 24) og Johannes
(20, 1 ff.) er det tillige konstateret af Peter (o. a.
Disciple), og man har derfor undertiden ment,
at Opstandelsestroen kunde have dannet sig,
fordi Graven af en ell. anden Grund havde vist
sig at være tom. Dette er dog næppe
sandsynligt; Gravens Tomhed lod sig jo forklare paa
mange andre Maader. De fleste liberale
Forskere hævder da ogsaa, at Forholdet snarere
er det omvendte: at det er Opstandelsestroen,
der har fremkaldt Forestillingen om den tomme
Grav, og at følgelig de evangeliske Fortællinger
herom savner ethvert hist. Grundlag. Til
Forsvar for Overleveringens Paalidelighed ligger
det imidlertid nær at opstille flg. Slutn.: hvis
Jesu Lig havde ligget i Graven, kunde
Modstanderne jo have henvist dertil og dermed
gendrevet Hovedpunktet i den første kristne
Forkyndelse; at de ikke har gjort det, tyder
paa, at Graven virkelig var tom. Denne
Indvending imødegaar man imidlertid med den
Paastand, at de første Aabenbaringer fandt St.
i Galilæa: i Mark. 14, 27 f. og 16, 7 ser man
Vidnesbyrd om, at Disciplene ved Jesu
Paagribelse flygtede og vendte tilbage til deres
Hjemegn, hvor de da fik de visionære
Oplevelser; Lukas- og Johannesevangeliets Beretninger
om Aabenbaringer i Jerusalem og Judæa maa
følgelig forkastes. Men dermed falder tillige et
Led af den ældste Overlevering: Paulus’
Udsagn om, at Opstandelsen fandt Sted »paa den
tredje Dag« (1. Kor. 15, 4); thi saa hurtigt
kunde Disciplene næppe være naaet tilbage til
Galilæa; man nødes følgelig til at antage, at i
den ældste Menighed var enhver Erindring om,
naar Opstandelsen, d. v. s. Visionerne havde
fundet Sted, meget tidligt gaaet tabt; og
Tidsbestemmelsen »paa den tredje Dag« fremkom
da enten ud fra et Udsagn i Hos. 6, 2, som blev
tydet messiansk, ell. snarere p. Gr. a. den i
Datiden alm. Forestilling, at en afdøds Sjæl i
tre Dage opholder sig i Nærheden af Legemet
i Haab om at kunne vende tilbage, men
derefter forlader det for bestandigt, hvad der da
har til Følge, at Forraadnelsen begynder. — Som
det vil ses, kan en hist. Forklaring af
Opstandelsestroens Tilblivelse næppe gennemføres,
uden at største Delen af den nytestamentlige
Overlevering herom maa forkastes. En
nærmere Redegørelse for den liberale Opfattelse
foreligger i P. O. Ryberg Hansen: »Opstanden
fra de døde« (1911); fra konservativ kirkelig Side
behandles Spørgsmaalet i L. Ihmels: »Die
Auferstehung Jesu Christi« (4. Opl. 1917); et
uholdbart og ganske umetodisk
Mellemstandpunkt indtager Fr. Spitta: »Die Auferstehung
Jesu« (1918).
I det foreg. er der væsentlig kun taget
Hensyn til den tyske Teologi, der ubestrideligt har
haft Førerskabet i Undersøgelserne ang. den
hist. Jesus. Iblandt de eng. Arbejder af mere
ell. mindre udpræget kirkelig Karakter kan
nævnes Edersheim: The Life and Times of
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
