Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jesus Kristus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Jesus the Messiah I—II (3. Opl. 1888), F. W.
Farrar: The Life of Christ I—Il (1874; talr. Oplag),
C. Geikie: The Life and Words of Christ I—II
(1888), W. Sanday: Outlines of the Life of Christ
(1905) og T. R. Glover: The Jesus of the
History (1917, 12. Opl. 1920). — Af franske
Arbejder: E. Stapfer: Jésus-Christ avant son
ministère (1896); Jésus-Christ pendant son ministère
(1897) og La mort et la résurrection de
Jésus-Christ (1898) samt Albert Réville: Jésus de
Nazareth I—II (1897)
H. M.
Jesu Lære er at forstaa som Hovedsummen
af hans Forkyndelse, saaledes som den er os
bekendt gennem det ny Test., fornemlig de 3
første Evangelier. Nogen Lære i streng
Forstand har han ikke givet. Det teoretisk
belærende træder ganske tilbage for det praktiske
personlige Formaal, som var at frelse
Mennesker. Der er hverken Tale om nogen
gennemført moralsk Lovgivning ell. religiøs Metafysik.
Men et skarpt præget Livssyn er der alligevel
givet.
Som hist. Forudsætninger maa der i første
Række peges paa Farisæismen. Det er paa
Senjødedommens Grund, at Jesu Virksomhed
foregaar. Og fremfor nogen anden Retning gav
Farisæismen Tiden dens religiøse Grundtone.
Det er nu gennem en stadig Kamp med den, at
Jesu Grundbetragtning gør sig gældende. For
Farisæerne samlede alt sig om Loven, der,
suppleret med Traditionen, fremtraadte som et
System af nøjagtige Bestemmelser for Livets
Førelse. Det gjaldt særlig om at bevare kultisk
Renhed og derfor at afsondre sig fra al
Berøring med, hvad der var urent. Den moralske
Fordring traadte da i Forgrunden, men den
fik en udvortes Karakter. Vægten faldt paa,
hvad man gjorde ell. snarere lod være at
gøre. Herpaa beroede Gudsforholdet. Thi det
opfattedes som en Kontrakt mellem Gud og
Mennesket, hvor der til Lovopfyldelsen fra
Menneskets Side svarede en Belønning fra Guds
Side. Lydighed blev da det afgørende for
Fromheden, medens Retfærdigheden blev
Grundegenskaben hos Gud. Og Retfærdigheden blev
forstaaet i jur. Forstand som Gengældelse. Det
jur. Synspunkt var det dominerende helt
igennem.
Foruden denne negative Forudsætning er der
imidlertid en anden, som paa mere positiv
Maade betinger Karakteren af Jesu
Forkyndelse. Det var Forventningen om Gudsrigets
snarlige Komme i Forbindelse med den gamle
Verdens Undergang. Under Tidens Tryk fandt
Folket sin eneste Trøst i at tænke sig en
nærforestaaende Omvæltning af den bestaaende
Verdensorden, hidført ved en overnaturlig
Indgriben fra Guds Side og resulterende i en ny
Tilstand, hvor Israel skulde komme til at
herske og de Messian’ske Forjættelser opfyldes.
Det var ogsaa det ydre, man her lagde
Vægten paa. At Jesus er paavirket af denne
Forventning, viser sig baade i den skarpe
Modsætning, han sætter mellem denne Verden og den
tilkommende, ligesom i den Højspænding,
hvorunder han arbejder; Gudsriget er for Døren,
der er ingen Tid at spilde, saaledes lyder det
gennem hele hans Forkyndelse. At den dog i sin
Grund staar ganske selvstændig og uafhængig
heraf, ses ved Sammenligning med hans ældre
Samtidige, Johannes Døberen. Her er det
eschatologiske Synopunkt det beherskende; at
fremkalde Bod i Angst for Dommen er det eneste
Maal for hans Prædiken. For Jesu
Forkyndelse ligger derimod den dybeste Forudsætning
i hans enestaaende originale Personlighed.
Hans Lære er i enestaaende Forstand eet med
ham selv.
Det ejendommelige ved hans Prædiken er
først og fremmest hans Fremhævelse af det
indre i Modsætning til det ydre. Han træder
slet ikke revolutionerende op, han har ikke
noget socialt Program, han giver ikke ny Bud
ell. Dogmer, og han siger udtrykkelig i sin
første Tale, at han ikke er kommet for at opløse
Loven og Profeterne ɔ: den jød. Religion, men
kun for at fuldkomme dem. Hans Opgave er
at inderliggøre det givne, idet han ikke
tillægger de ydre Former Bet. Men derved kommer
han med indre Nødvendighed til at foretage
en fuldkommen Omdannelse af det gamle, saa
at han virkelig grunder en ny Moral og en ny
Religion. Det særegne for dem er
Fremhævelsen af det indre som det afgørende, som en
positiv Magt. Menneskesjælens uendelige Værdi
har han fundet og gjort den til Midtpunktet i
sit Livssyn. »Hvad gavnede det et Menneske, om
han vandt den ganske Verden, men tog Skade
paa sin Sjæl! Eller, hvad kan et Menneske give
som Vederlag for sin Sjæl!«. Heri er
Udgangspunktet givet for det ny Syn. Her har han
grebet det uendelige, det, der føles af alle
religiøse Mennesker, men som bliver borte, naar
det skal udvortes bestemmes, i Bud og
Dogmer. Kun i Individualitetens Former gør det
sig frit gældende. Thi Individualitet er andet
og mere endt Begreb. Enhver Individualitet
indeholder en Uendelighed.
Det er først i Moralen, at han gør dette
Uendelighedens Synspunkt gældende. Fra den
udvortes Lovopfyldelse med dens smaatskaarne
og egoistiske Karakter viser han indad og
lægger hele Vægten paa Sindelaget; intet er godt
uden den gode Villie. Pligten sættes i Lovens
Sted. Men med Forstaaelsen heraf løftes
Maalet op, saa vi aldrig vil kunne føle os som
fuldkomne og færdige. Højere op lyder det
stadig til os; ikke efter, hvad vi naar, men efter
vor ideale Stræben skal vi bedømmes. Det er,
hvad han i paradoksale Udtryk stiller frem
gennem Bjergprædikenen. Det positive Udtryk
herfor gives i den ubegrænsede Kærlighed, der
strækker sig endog til vore Fjender, og som
kun har sit Forbillede i Gud selv som den
fuldkommen gode.
Allerede ved denne Bestemmelse af Gud som
vort Forbillede har Jesus sat et indre Forhold
mellem Gud og os, idet det etiske Synspunkt
anlægges paa den Højeste. Gud er ikke blot
den almægtige med Tillægsbestemmelsen af
gengældende Retfærdighed. Han er tillige og
først og fremmest vor himmelske Fader. Og
som saadan er han mere end et Forbillede for
os, han er, hvad en Fader er for sine Børn,
den store Giver. Bet. heraf fremstilles paa en
saadan Maade, at der hermed gives det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
