- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIII: Jernbaneret—Kirkeskat /
87

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jesus Kristus

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

religiøse Supplement til den moralske Fordring.
Som denne er uendelig, er ogsaa Gaven
uendelig, thi den svarer til Guds Væsen, som er
Kærlighed. Det gælder kun for os om at aabne
vort Hjerte for den Hjælp, som paa Forhaand
venter paa os. At der er Overtrædelser til
Stede, er ingen Hindring, thi det er ikke som den
kolde Dommer, men som den medfølende
Fader, at Gud ser paa Menneskene, og netop de
Svage trænger mest til Hjælp. Saa kommer
Jesus med sit Tilsagn om Syndsforladelse for
alle, som trænger dertil. Og i Virkeligheden
gælder det uden Undtagelse alle. Naar Idealet er
sat saa højt, at vi stadig maa føle vor Afstand
derfra, saa trænger vi ogsaa alle til at bæres
oppe af Guds Kraft. For Mennesker er det
umuligt, men for Gud er alle Ting mulige. Den
ufuldkomne, men oprigtige Stræben ved sig da
stærk og frejdig i Kraft af sin Tro paa den
naadige og barmhjertige Gud. Af Troen vokser
der Evighedskræfter frem.

Det er en ny Moral. Thi Loven er nu veget
for Pligten. Og det er en ny Religion. Thi
Fortjenesten er veget for Gaven. Der fremkaldes
en dyb Syndsbevidsthed, men en saadan, som
er ganske forsk. fra den tunge Stemning inden
for Senjødedommen, der mere skyldes
Samfundsulykkerne end moralsk Fordybelse; det
er Modsætningen til Idealet, Jesus alene peger
paa. Men den Syndsbevidsthed fremkaldes kun
for at danne den mørke Baggrund for den
levende Naadesbevidsthed, der vækkes gennem
Syndsforladelsens Dom. I de Billeder,
hvorigennem han har fremstillet dens Højde og
Spændkraft, i Lignelserne om den gældbundne
Tjener og den fortabte Søn, naar hans
Forkyndelse sit Højdepunkt. Og det forstaas da, at
det ny, han har at bringe, med rette kan
betegnes som et Evangelium; det er noget andet
og mere end et nyt Bud, det er først og
fremmest en Indbydelse til den største Glæde.

Saa faar vi et helt andet Billede af Gud end
det israelitiske. Retfærdigheden er veget for
Barmhjertigheden, Herskeren, der kun tænkte
paa Folket som Helhed, er blevet til den
himmelske Fader, der tænker paa hver enkelt,
som Hyrden har Omsorg for hvert enkelt af
sine Faar. Og som den levende Fortolker af
Guds Villie staar ikke mere en Lærer ell.
Profet, men Menneskesønnen, der gennem sin hele
Virksomhed er det levende Vidne om den
guddommelige Kærlighed. At han har samlet sine
Disciple om sin Person paa en ellers ukendt
Maade og har tillagt sig selv en Værdi, for
hvilken alle andre Livsværdier maa sættes til
Side, er uimodsigelig sikkert. Hvad han
nærmere har lært om sig selv, kan maaske
omtvistes. Dog tyder mangfoldige Træk, som
Simon Peder’s Bekendelse og Indtoget i
Jerusalem afgjort paa, at han har haft Bevidstheden
om at være Messias. Men han har afvist alt det
politiske Tilbehør, som Folket knyttede dertil.
Ogsaa som Guds Søn i enestaaende Forstand
har han betegnet sig, idet han ved sig som
den fuldkomne Aabenbaring af Guds skjulte
Raad, saa ingen kender Faderen uden Sønnen,
og hvem han vil det aabenbare.

Og Tilliden til denne hans Bet. er det, som
skal binde hans Disciple sammen. Han stiller
dem over for Livet som en energisk Kamp
mellem Ondt og Godt, hvor den brede,
magelige Vej fører til Fortabelsen, og den trange,
snævre Vej til Livet. Denne dobbelte Udgang
paa dette, enten Antagelse ell. Forkastelse,
stiller han frem i sit store Dommedagsbillede.
Den samme Kamp, som han har
gennemkæmpet til Døden, venter ogsaa dem. Hans Udtryk
herfor er dette, at hvo, som vil vinde sin Sjæl,
skal miste den, men hvo, som vil sætte den
til, skal vinde den. Udførelsen heraf er givet
i hans egen Livsskæbne, men ingen kan være
hans Discipel uden at erfare det samme, at tage
sit Kors op og følge ham. Livet er Alvor. Men dog
skal det slet ikke være Askese; al selvpaatagen
Plage afvises, saaledes baade Faste og lange
Bønner. I Modsætning hertil har Jesus i de
rigeste Ord fremstillet Skønheden og Harmonien
i Skabningen, og han har hævdet, at hans
Disciple kunde være i Bryllupsstemning, naar de
havde ham nær. Men hvorledes kunde det
rime sig med Forfølgelserne, de skulde lide?
Herpaa svarer han med at sige: salige er de,
som lider Forfølgelse for Retfærdigheds Skyld,
thi Himmeriges Rige er deres. Naar de gaar
ad Guds Veje, behøver de ikke at frygte
Mennesker, som kun kan dræbe Legemet. Og hvad
Lidelserne angaar, da tager de dem af Guds
Haand som Vejen til deres Fuldkommengørelse.
Det gælder kun om at svare til sit Kald, at
virke med sine betroede Talenter i fuld
Troskab, saa de bringer Frugt. Om den bliver stor
ell. lille, derom spørges der ikke. Den fattige
Enkes Skærv vejede mere end de Riges
Gaver. Paa Troskaben i Tjenesten kommer det
an for enhver. Ikke de ekstraordinære
Præstationer har Værd, men det jævne, daglige
Arbejde. De Dyder, der da særlig fremhæves, er
saadanne som Hjælpsomhed, Barmhjertighed,
Taalmodighed, men ogsaa moralsk Mod og
Karakterfasthed. Det kan ikke nægtes, at det er
mere den lidende end den handlende Side af
det praktiske Liv, som er fremhævet.
Grunden hertil maa søges i Forventningen om den
nære Afslutning af det nærværende Verdensløb.
Hvad det med denne forkortede Horisont for
Øje først og fremmest gjaldt, var at bevare sig
ren og ubesmittet af den urene syndige
Verden. Til en nærforestaaende Dom, hvor han
selv skal være Dommeren over Levende og
Døde, har Jesus sikkert nok vist hen. Hvis
Overleveringen er rigtig, har han ogsaa talt
om denne sin Genkomst i et Billedsprog, der
helt igennem har laant sine enkelte Træk fra det
gl. Test. Det er ogsaa muligt, at det særegne
Navn, hvormed han i Evangelierne plejer at
betegne sig selv, nemlig som Menneskesønnen,
viser tilbage til et Syn hos Profeten Daniel,
Kap. 7. Men hvor meget han end saaledes i
sine Fremtidsforventninger har været bestemt
ved sit Folks Traditioner, saa er hans Syn dog
gaaet ud over dets Grænser og har taget
saadanne med, som, uden at høre til det udvalgte
Folk, skulde komme fra Øst og Vest og finde
deres Plads i det Rige, som han havde
grundet. Hvorledes han nærmere har tænkt sig
dette i dets Skikkelse her paa Jorden, ved vi ikke;

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:56:22 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/13/0095.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free