- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIII: Jernbaneret—Kirkeskat /
110

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Johan af Luxembourg - Johan af Gaunt - Johan II den Gode - Johan Adolf - Johan den Milde

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)


Johan af Luxembourg, Konge af
Böhmen (1310—46), Søn af Kejser Henrik VII, f.
1296, d. 1346. Bøhmerne tilbød ham 1308
Kronen samtidig med, at han trolovedes med den
sidste Premyslide-Konges Datter Elisabeth, hvem
han ægtede 1310. Efter Faderens Død sluttede
han sig til Ludvig af Bayern, og virksom og
krigslysten tog han ivrig Del i Tidens Kampe
saavel i Tyskland, som i Østersø-Landene,
hvorhen han gjorde fl. Tog for at hjælpe de tyske
Riddere. Paa et af disse mistede han sit ene
Øje og blev 1339 fuldstændig blind, hvad der
dog ikke svækkede hans Krigslyst. Ved
gentagne Gange at udvide sin Magt i Böhmen og
gøre forsk. Krigstog til Italien kølnedes
imidlertid hans gode Forhold til Kejser Ludvig,
og da Margrete Maultasch, Arvingen til Tyrol
og Kärnthen, der havde været gift med hans
yngre Søn, forskød denne og ægtede Kejserens
Søn, kom det til et fuldstændigt Brud, og J.’s
ældste Søn Karl opstilledes som Modkonge
(1346). Kort efter drog J. til Frankrig for at
hjælpe Filip IV mod Englænderne, men faldt
i Slaget ved Grecy.
M. M.

Johan af Gaunt, Hertug af Lancaster,
eng. Prins og Søn af Kong Edvard III, f. 1340
i Gent (deraf hans Tilnavn), d. 1399. Han deltog
i de eng. Kampe i Frankrig og Spanien, men
da han selv tog Overanførselen 1371, var han
lidet heldig. Politisk sluttede han sig til
Højadelen, blev dennes Fører i Kampen mod
Kirken, og optraadte som Wyclif’s Beskytter. Hans
Motiver var dog alt andet end ideelle, det var
udelukkende Gejstlighedens store Rigdomme,
der fik den godsrige Fyrste, som ved sit
Ægteskab med sin Kusine Blanche havde faaet
Hertugdømmet Lancaster, til at tage Kampen op.
Hans Indflydelse var en Tid lang meget
betydelig, da han i Slutn. af den svaghovede Edvard
III’s Tid og delvis ogsaa under sin Brodersøn
den unge Richard II var Landets egl. Regent.
Senere ægtede han en kastiliansk Prinsesse og
drog til Spanien for forgæves at gøre sine
formentlige Rettigheder gældende. Fra ham
nedstammer Huset Lancaster (den røde Rose), der
besteg Tronen med hans Søn af første
Ægteskab Henrik IV (1399).
M. M.

Johan II den Gode, Konge af Frankrig,
f. 16. Apr. 1319, d. 8. Apr. 1364, var Søn af
Filip VI af Valois og dennes første Dronning,
Jeanne de Bourgogne. Han blev Konge 22. Aug.
1350 under meget vanskieligte Forhold; den
sorte Død havde hærget stærkt i Landet, og
man var i en Krig med England, der hidtil
var ført uheldig. J. var en Konge som Faderen
med ridderlig Tapperhed, men ødsel og
uduelig som Regent; han levede med og søgte sin
Støtte hos en Adel, hvis Idealer tilhørte
Fortiden, og hvis Indflydelse medførte den
Uorden og Forvirring, som først og fremmest var
Rigets Svaghed over for England. Medens han
gik op i Kampe med sine Vasaller, blev Rigets
Finanser stedse mere ødelagte, alt opløstes i
Forvirring, og forgæves søgte de fr. Stænder
ved et Møde 1355 at bringe Orden. Endelig
gik Englænderne atter over til kraftigt
Angreb, og 1356 sejrede de i det store Slag ved
Poitiers og fangede Kong J. Medens nu først
Stænderne søgte at tage Styrelsen og genrejse
Landet, men derpaa Dauphinen, den senere
Karl V, fik Overtaget og bragte nogenlunde
Orden, var Kongen stadig Englands Fange. Han
behandledes godt i Fangenskabet og synes at
have befundet sig ganske vel ved at være fri
for Regeringens Byrder. Marts 1359 sluttede
han dog Aftale om, at han skulde være fri
mod at afstaa næsten Halvdelen af Frankrig,
men dette forkastedes af den fr. Regering.
Denne sluttede noget senere 8. Maj 1360 Freden i
Brétigny paa en Del gunstigere Betingelser.
I Overensstemmelse hermed frigaves han Oktbr
1360 mod forsk. Gidsler som Pant paa Fredens
Overholdelse. Det flg. Par Aar regerede han
nu lige saa slet som før; Septbr 1363 gav han
det 1361 hjemfaldne Len Burgund til sin yngre
Søn Filip den Dristige. Imidlertid var en af
hans Sønner, der var Gidsel i England,
flygtet, og han vendte da Jan. 1364 tilbage til
England som Fange. Han tilbragte her
Vinteren under store Fester og døde der.
P. M.

Johan Adolf, Hertug af Holsten-Gottorp
(1590—1616), Søn af Hertug Adolf, f. 27. Febr
1575, d. 31. Marts 1616. 10 Aar gl valgtes han
til Ærkebiskop i Bremen, blev 1589 Biskop i
Lübeck og fulgte 1590 sin Broder Filip i
Regeringen. I de første Aar af sin Regering stod
han i spændt Forhold til den danske
Formynderstyrelse og understøttede Enkedronningen i
hendes Strid med denne og det
slesvig-holstenske Ridderskab; 1596 ægtede han Christian IV’s
Søster Augusta og stod Resten af sit Liv paa
en god Fod med Svogeren. 1608 indførte han
ved en Huslov Førstefødselsretten i den
gottorpske Del af Hertugdømmerne; han
forelagde ikke denne Lov for Stænderne, med hvem
han ofte havde skarpe Sammenstød, men lod
den stadfæste af sine Lensherrer. J. A,, der
gennem sin Moder, en hessisk Prinsesse, havde
modtaget en stærk kalvinistisk Paavirkning,
viste megen videnskabelig Interesse og lagde
Grunden til det i sin Tid berømte Bibliotek paa
Gottorp.
M. M.

Johan den Milde, holstensk Greve, d.
1359, Søn af Gerhard den Blinde og Erik
Klipping’s Enke Agnes af Brandenburg, blev ved
Faderens Død (1312) Eneherre over Østholsten
med Plöen som Hovedstad; senere erhvervede
han ogsaa Landet omkr. Kiel, der blev hans
alm. Opholdssted. Han sluttede sig nøje til sin
Halvbroder Erik Menved, deltog i hans
Kampe i Nordtyskland og fik som Betaling for
ydede Tjenester Fyn i Pant sammen med Grev
Gerhard. 1319 støttede han Christoffer II’s
Bestræbelser efter at vinde Kronen, men da
Kongen vægrede sig ved at give ham den lovede
Løn (Femern), traadte han i Forbindelse med
de misfornøjede danske Stormænd og Grev
Gerhard. Ved Hertug Valdemar’s Tronbestigelse
1326 fik han derfor Lolland i Pant og
forlenedes med Femern. Utilfreds med Grev
Gerhard’s overlegne Stilling nærmede han sig
imidlertid atter sin Halvbroder, der 1329 vendte
tilbage til Danmark. Han fik Bekræftelse paa
sine ældre Panter, og da Christoffer var
ubesindig nok til midt under Krigen at bryde med
ham, maatte han paa ny tilkøbe sig hans Hjælp

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:56:22 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/13/0118.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free