Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Johan den Milde - Johan Moritz - Johan Adolf - Johan Kasimir
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ved at pantsætte ham Skaane og Sjælland uden
dog derved at vinde nogen aktiv
Forbundsfælle i sine Kampe mod Gerhard. Ved Snildhed
og diplomatiske Kunstgreb mere end ved
Sværdet var J. saaledes blevet Herre over Danmark
Østen for Store Bælt, men han mægtede ikke
at hævde de vundne Landsdele. Skaaningerne
gjorde saaledes Oprør, og alt 1332 maatte han
sælge de Skaanske Provinser til Sverige, og
store Dele af de andre Besiddelser var
pantsatte til holstenske Herrer. Ved Valdemar
Atterdags Tronbestigelse (1340) sluttede J. sig
til ham, men Valdemar stræbte efter at faa
fast Fod paa Sjælland, og det kom snart til
Fejde mellem dem, i hvilken Landet
efterhaanden gik tabt for Greven. I Valdemar
havde denne fundet sin Overmand baade i Kløgt
og Krigerdygtighed, de danske
Pantebesiddelser blev enten indløste ell. erobrede og 1358
mistede J. endog Femern.
M. M.
Johan Moritz, Fyrste af Nassau-Siegen, f.
1604, d. 1679, traadte som de fleste af sin Slægt
i Genenalstaternes Tjeneste, blev 1636 det
vestindiske Kompagnis Generalguvernør og drog
til Kompagniets Hovedsæde, Brasilien. Trods
den ringe Styrke, hvorover han raadede,
udvidede han Besiddelserne til det 3-dobbelte
paa Spaniernes og Portugisernes Bekostning;
men da Kompagniet, efter at Portugal 1640 var
blevet uafhængigt, mere og mere forsømte
Kolonien, tog han sin Afsked 1644 og gik kort
efter i brandenburgsk Tjeneste som Guvernør
i Cleve, Mark og Ravensberg, hvor han p. Gr.
a. sin Dygtighed som Kriger og Statsmand
blev højt skattet af den »store Kurfyrste«.
Senere traadte han paa ny i holl. Tjeneste uden
dog at opgive sin Stilling som brandenburgsk
Guvernør og deltog i den holl. Hævnkrig,
indtil Alderen nødte ham til at trække sig
tilbage. J. var kendt for sin Interesse for Kunst
og Videnskab, og hans Palads i Haag,
Mauritshuis, var vidt berømt som et Mønster paa
en Stormandsbolig.
M. M.
Johan Adolf, Hertug af Plöen, dansk
Overfeltmarskal, f. 8. Apr. 1634, d. 2. Juli 1704. Han
var ældste Søn af Hertug Joachim Ernst af
Plöen og slog, efter at have faaet sin første
Uddannelse i Faderens Fyrsteskole paa
Reinfeld, ind paa den milit. Løbebane. Tidlig
traadte han i kejserlig Tjeneste som Chef for
et Kyrasserregiment, blev 1664 Generalmajor
og kæmpede med stor Udmærkelse i Ungarn
mod Tyrkerne. Da Christian V straks efter sin
Tronbestigelse 1670 indledede Forhandlinger
med Plöen om Afstaaelsen af dets Rettigheder
til Oldenborg og Delmenhorst, førte J. A. paa
Faderens Vegne sammen med Christoph Gensch
v. Breitenau Underhandlingerne med Danmark.
Da denne Sag var bragt i Orden, vendte han
1671 tilbage til sin Post i Ungarn og blev her
i de flg. Aar, skønt Regeringen i Plöen ved
Faderens Død 5. Oktbr 1671 var tilfaldet ham.
Efter sit Ægteskab 1673 med Dorothea Sofie,
Datter af Hertug Rudolf August af
Braunschweig-Wolfenbüttel, overtog han som
Feltmarskal Kommandoen over det
braunschweig-lüneburgske Kontingent ved den mod
Frankrig opstillede Rigshær. Han udmærkede sig her
fl. Gange, navnlig ved at slaa den fr. Hær
under Marskal Créqui ved Conz 1675 og tvinge
Trier til at overgive sig. Da hans Korps kort
efter gik i Vinterkvarter, vendte J. A. tilbage
til Danmark, der imidlertid havde erklæret
Sverige Krig. Han deltog i Belejringen af
Wismar og tog ivrig Ordet for en energisk
Krigsførelse. Man ønskede i Danmark ganske
naturligt at knytte den berømte og dygtige Kriger
til den danske Hær og tilbød ham
Overkommandoen over den. J. A. tog mod Tilbudet og
udnævntes 20. Jan. 1676 til Overfeltmarskal.
Tillige fik han Sæde i Konsejlet, Statskollegiet
og Højesteret og Forsædet i Krigskollegiet
under Hans Schack’s Sygdom, og da denne kort
efter døde, udnævntes han til Præsident i
Kollegiet. Under J. A.’s kraftige Haand kom
der nyt Liv i Krigsforberedelserne til Lands,
medens Udrustningen af Flaaden, paa hvilken
Griffenfeld havde Hovedindflydelsen, kun gik
meget langsomt. Dette i Forbindelse med
andre Ting bragte J. A. og Grev Frederik
Ahlefeld paa den Tanke, at Griffenfeld drev en
forræderisk Politik, og da Griffenfeld’s
Opførsel i visse Henseender syntes at begrunde
denne Mistanke, lykkedes det at styrte ham 11.
Marts. I den flg. Tid var J. A. Christian V’s
vigtigste Raadgiver. Krigen blev nu drevet med
stor Energi, og den danske Hær, der i Slutn.
af Juni landede i Skaane, erobrede under
Hertugens Ledelse hurtig største Delen af dette
Land. Men i Slutn. af Septbr forlod Hertugen
pludselig Hæren og vendte kun tilbage for
formelt at nedlægge Overkommandoen. Den egl.
Grund hertil er ikke rigtig opklaret. Man bar
henvist til, at Hertugen ved sin noget
egenraadige og hensynsløse Optræden havde
skaffet sig mange Uvenner og fl. Gange stødt
Kongen. Hovedgrunden har dog vist været, at
Hertugen ikke vilde finde sig i, at andre, særlig
den indflydelsesrige Krigssekretær Herman
Mejer, stadig greb ind i Hærens Operationer.
Det kom dog ikke til noget ligefremt Brud
mellem J. A. og Kongen, der stadig vedblev
at bruge J. A. som Raadgiver i politiske og
militære Spørgsmaal. 1689, da det syntes at
skulle komme til Krig med Gottorp og dets
Allierede, overtog J. A. paa ny Kommandoen
over den danske Hær, skønt han ellers stærkt
havde fraraadet Krigen, men Striden endtes
ved Forliget i Altona, inden Krigen virkelig
brød ud. Et Par Aar efter traadte J. A. i
Generalstaternes Tjeneste som
Generalfeltmarskal og Guvernør i Maastricht og blev i denne
Stilling til 1697. Endnu en Gang fik J. A.
Lejlighed til at vise Danmark en Tjeneste, da han
1700 ved Fredsforhandlingerne i Traventhal
fik de lüneburgske Hertuger til at slutte
Separatfred med Danmark og derved skilte dem
og Sømagterne fra Gottorp og Sverige, hvilket
var Hovedgrunden til, at Danmark fik saa
gunstige Fredsbetingelser. (Litt.: A. D.
Jørgensen, »Griffenfeld« [2 Bd, 1893-94]).
L. L.
Johan Kasimir, Greve af
Pfalz-Zweibrücken-Kleeburg, Hertug af Stegeborgs Len i
Sverige, Stamfader for det sv. Kongehus
Pfalz-Zweibrücken, f. 12. Apr. 1589, d. paa
Stegeborg 8. Juni 1652. J. K. tilhørte den pfalziske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
