- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIII: Jernbaneret—Kirkeskat /
116

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Johanne den Vanvittige - Johanne I - Johanne II - Johannes (Apostel- og Døbernavnet) - Johannes (en af Jesu Apostle)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

tog Sygdommen ganske Overhaand, og kun af
Navn vedblev hun til sin Død at være
Kastiliens Dronning, omend Comuneros (s. d.) under
deres Opstand søgte at benytte hende til at
gennemføre deres Planer. Den virkelige
Regering førtes af hendes Søn Kejser Karl V.
M. M.

Johanne I, af Anjou, Dronning af Neapel
(1343—82), Datter af Karl II af Anjou, f. 1326,
d. 1382. Da den smukke og begavede, men
stærkt usædelige Dronning havde ladet sin
Ægtemand Andreas af Ungarn rydde af Vejen
(1345) og ægtet en af Drabsmændene, faldt
den Dræbtes Broder Ludvig den Store af
Ungarn ind i Landet, der blev frygtelig hærget.
J. selv flygtede til Provence (1347), og for at
skaffe Midler til sit Riges Generobring til Veje
solgte hun Avignon og Venaissin til Pave
Clemens VI, der derpaa sanktionerede hendes ny
Giftermaal og bragte et Forlig i Stand mellem
de Stridende. Ny Kampe fulgte imidlertid
snart efter, og til Slut blev Dronningen
overvunden af Tronarvingen Karl af Durazzo, der
lod hende dræbe i Fængslet.
M. M.

Johanne II, Dronning af Neapel (1414—35),
Datter af Karl af Durazzo (se Johanne I),
besteg Tronen som den sidste af den
ungarsk-anjouske Linie efter sin Broder Kong
Ladislaus’es Død. Da hendes to Ægteskaber var
barnløse, og hun idelig laa i Strid med den
neapolitanske Adel, der var forbitret over
den Indflydelse, hun gav sine Elskere, forlod
hun misfornøjet Landet. Den af Johanne I
adopterede Ludvig II af Anjou søgte nu at
gøre sine Rettigheder gældende, men
formaaede ikke at vinde Riget, især ikke efter at J.
som Modprætendent havde udvalgt Alfons V
af Aragonien, hvem hun indsatte til Arving.
Som Følge af det Overmod, denne viste mod
Dronningen, skiftede hun imidlertid Parti og
anerkendte nu Ludvig af Anjou, hvis
Rettigheder hun efter hans Død (1434) i sit
Testamente overførte paa hans Broder, den
bekendte »Sangerkonge« René af Lothringen, som dog
ved hendes Død var i burgundisk Fangenskab,
hvorfor Alfons gik ud af Striden som
Sejrherre.
M. M.

Johannes, Apostel- og Døbernavnet, er ved
Opkaldelse gaaet over i de nordiske Sprog i
forsk. Former: 1) Jon (i de ældste
norsk-islandske Haandskrifter Joan, ligesaa i
Færøsk), over hele Norden siden 12. Aarh.,
sparsomst dog i Danmark; paa Island hedder nu
hver femte Mand Jon; 2) Jenus, i Danmark
og Sverige siden 12. Aarh., deraf dansk Jens
og sv. Jöns; 3) Hans, laant fra Tysk ved
Middelalderens Slutn., men snart alm.; 4)
Johan, laant i nyere Tid fra Tysk; 5) J. laant
fra Bibelen i nyere Tid. J. Døber’s Festdag
hedder i Dansk, Norsk og Svensk Skt
Hansdag, men i norske Folkemaal og i Islandsk
Jonsvaka.
(A. O.). G. K-n.

Johannes, en af Jesu Apostle. Iflg. Mark. 3,
17 var han Søn af Zebedæus og (yngre) Broder
til Jakob, og en Sammenstilling af Mark. 15, 40
og Mlatth. 27, 56 viser, at Moderen hed Salome.
Forinden han og Broderen traadte i
Discipelforhold til Jesus, havde de hjulpet deres Fader
med at drive Fiskeri i Gennesaret Sø (Mark.
1, 19 f.); senere udgjorde de sammen med
Peter Mesterens snævreste og mest fortrolige
Kreds, hvilket fremgaar af, at de tre alene var
med ved Opvækkelsen af Jairus’ Datter (Mark.
5, 37), ved Forklarelsen paa Bjerget (Mark.
9, 2) og ved Sjælekampen i Gethsemane (Mark.
14, 33). Broderparret fører iflg. Mark. 3, 17
Tilnavnet »Tordensønnerne«, hvilket vel
betegner dem som heftige og ærgerrige Naturer, og
dermed stemmer de Mark. 9, 38, 10, 35 f. og
Luk, 9, 54 berettede Smaatræk udmærket.
Inden for Urmenigheden i Jerusalem spillede J.
en betydelig Rolle; Ap. G. nævner ham ved
Siden af Peter som en af de ledende Mænd
(Kap. 3 f. og 8, 14 ff.), og Gal. 2, 9 henregner
Paulus ham til Menighedens »Søjler«. I Reglen
identificeres han med den i Johannesevangeliet
omtalte »Discipel, som Herren elskede«, om
hvem det fortælles, at han ved det sidste
Maaltid, Jesus fejrede med sine Disciple, havde sin
Plads nærmest ved Mesteren (Joh. 13, 23), at
han den paafølgende Nat fulgte med ind i
Ypperstepræstens Gaard (Joh. 18, 15), at han
Langfredag var den eneste af Disciplene, der
stod ved Korset og dér af Jesus fik overdraget
at sørge før hans Moder (Joh. 19, 26 f.), samt
at han Paaskemorgen sammen med Peter
konstaterede, at Graven var tom, med det Resultat
at »han saa og troede« (Joh. 20, 8). I det til
Evangeliet senere føjede Slutningskapitel (Kap.
21) nævnes han som en af de syv Disciple, for
hvem Jesus aabenbarede sig ved Gennesaret Sø,
og som den første, der dér kender Herren
(Joh. 21, 7). Hos Kirkefædrene har vi en
Tradition om, at J. skal have henlevet sine sidste
Aar i Efesos og være død dér i en høj Alderdom.
Saaledes beretter Irenæus c. 185 e. Kr., at J.,
den Discipel, som hvilede ved Herrens Bryst,
udgav Evangeliet, da han opholdt sig i Efesos
i Asien (Hær. III 1, 1), og at han levede endnu
indtil Trajan’s Tid ɔ: 98—117 (Hær. III 3, 4; II
22, 5); og fra lidt senere Tid (c. 190) har Euseb
bevaret et Par Udsagn af Polykrates fra Efesos
om, at Apostlen efter at have virket som Lærer
i Efesos er død og har faaet sin Grav dér (H.
E. III, 31, 3; V, 24, 3). Irenæus’ Vidnesbyrd
kan imidlertid føres endnu længere tilbage.
Han havde i sin Ungdom været Discipel af
Biskop Polykarp i Smyrna, som 155 e. Kr. led
Martyrdøden, 86 Aar gl; i et Brev til Vennen
Florinus (gengivet hos Euseb, H. E. V 20)
minder han nu denne om, hvorledes de begge som
unge havde hørt Polykarp fortælle om sit
fortrolige Samkvem med Johannes o. a., der
havde set Herren, og om hvad han af dem havde
erfaret ang. Jesu Undergerninger og Lære.
Foruden Polykarp kender Irenæus ogsaa andre,
som er truffet sammen med Johannes i
Lilleasien, deriblandt Papias, »Johannes’ Tilhører
og Polykarp’s Kammerat« (Hær. V 33, 4), og
han ved at fortælle om, hvorledes Apostlen,
da han var i et Bad i Efesos, flygtede ud af
Bygningen, fordi han erfarede, at Kætteren
Kerinth ogsaa befandt sig derinde. Clemens
Alexandrinus (Quis div. salv. 42) overleverer
os — ligeledes knyttet til Efesos — den smukke
Fortælling om, hvorledes J. frelste den unge
Mand, som han havde betroet til en Biskops

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:56:22 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/13/0124.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free