Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Johannesevangeliet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hjælp, hvor Lejlighed frembyder sig; langt
sjældnere forekommer den Betragtning, at
Miraklerne er Beviser for Jesu guddommelige
Sendelse. I det 4. Evangelium er dette derimod
den dominerende Anskuelse; det fremhæves
Gang paa Gang, at Underne er »Tegn«, der
aabenbarer Kristi himmelske Herlighed (2, 11;
4, 54; 5, 36; 6, 26; 7, 31; 9, 10; 12, 37 o. s. v.).
Muligvis kan der ogsaa her spores en
Bestræbelse for at fjerne altfor menneskelige Træk
af Jesusbilledet. Sjælekampen i Getsemane Have
er udeladt og erstattet med en kortere Episode,
12, 27—33; ved Paagribelsen berettes (18, 6 ff.),
hvorledes Jesu Personlighed, da han frivilligt
træder Vagtafdelingen i Møde, gør et saa
overvældende Indtryk, at »de veg tilbage og faldt
til Jorden« for ham; og ligesom Lukas gengiver
J. ikke det Mark. 15, 34, Matth. 27, 46
overleverede Korsord: »Min Gud! Min Gud! hvorfor
har du forladt mig?«, men har i Stedet det
majestætiske: »Det er fuldbragt!« Dog er
Forholdet ingenlunde dette, at Jesu menneskelige
Skikkelse helt er forflygtiget, og han kun er
skildret som en paa Jorden vandrende Guddom,
saaledes som det senere skete hos de saakaldte
»doketiske« Vranglærere. De fantastiske Træk,
som disse ofte udstyrede Frelserskikkelsen med,
mangler ganske i J., og det kan ikke være
tvivlsomt, at Forf. vil tegne for os Billedet af
en hist. Personlighed. Han har da ogsaa
bevaret adskillige rent menneskelige Træk; 4, 6
nævnes det saaledes, at Jesus var træt af
Rejsen, 11, 35 at han græd over Lazarus’ Død,
11, 33 og 38, at han blev vred, og 19, 28, at
han følte Tørst. Evangelistens hist. Interesse
ytrer sig ogsaa deri, at han undertiden synes
ligefrem at korrigere den synoptiske Tradition.
Om han har kendt alle vore 3 første Evangelier
i deres nu foreliggende Skikkelse, er omstridt;
nærmest og talrigst er Berøringspunkterne med
Lukasevangeliet; ligeledes er Forskerne uenige
om, hvorvidt han med sit Skrift kun har haft
til Hensigt at supplere Synoptikerne, ell. han
har ment, at det skulde træde i St f. og
fuldstændig erstatte alle tidligere Fremstillinger.
Men under alle Omstændigheder har
Evangelisten kendt Hovedmassen af det Fortællings-
og Talestof, som foreligger hos Markus,
Matthæus og Lukas. Naar det Joh. 3, 24
udtrykkeligt bemærkes, at Johannes Døber ved
Begyndelsen af Jesu offentlige Virksomhed endnu
ikke var kastet i Fængsel, synes der at
foreligge en direkte Rettelse af den Tradition, som
Mark. 1, 14 repræsenterer; og paa samme
Maade forholder det sig rimeligvis med fl. a.
Uoveren stemmelser, bl. a. med den Forskel i
Angivelsen af Jesu Dødsdag, som det ikke er
lykkedes nogen harmonistisk Fortolkning virkeligt
at bortforklare. Efter den synoptiske
Overlevering (Mark. 14, 12—17) har Jesus holdt
Paaskemaaltid med sine Disciple om Aftenen den
14. Nisan, er blevet paagrebet og forhørt den
paafølgende Nat og korsfæstet den 15. Nisan
ɔ: den jød. Paaskedag; efter J.’s Fremstilling
(13, 1; 18, 28; 19, 14, 31) derimod har Jesus
om Aftenen den 13. Nisan fejret et
Afskedsmaaltid med Disciplene, og efter Paagribelsen
er han i stor Skynding blevet dømt, korsfæstet og
gravlagt, for at det kunde være tilendebragt,
inden Paaskehøjtiden begyndte d. 14. Nisan Kl. 6
Aften. Da det nu iflg. 2. Mosebog 12, 16 var
forbudt at udføre noget Arbejde paa Paaskedagen,
er det sandsynligt, at J. paa dette Punkt giver
den rigtige Fremstilling; og selv om man efter
det foran anførte i Alm. maa give Synoptikerne
Fortrinnet, er det ingenlunde udelukket, at den
johannæiske Tradition ogsaa m. H. t. adskillige
Enkeltspørgsmaal kan indeholde hist.
værdifulde Meddelelser. Man har søgt at styrke en
saadan Antagelse ved Henvisning til, at
Evangeliet indeholder talrige smaa Vidnesbyrd om,
at Forf. fortæller ud fra sin egen personlige
Erindring, f. Eks. de nøjagtige Tidsangivelser
1, 39; 4, 6, smaa Enkeltheder, som i 2, 6; 18, 10;
19, 23, ell. anskuelige Skildringer, som 1, 45 ff.;
13, 4 ff. og 21 ff.; 18, 15 ff. og 20, 3 ff.; men Bet.
af en saadan Argumentation er dog temmelig
tvivlsom. Noget større Vægt maa der tillægges
de Kriterier, man har fremdraget for, at Forf.
var en Jøde fra Palæstina, f. Eks. hans
Forklaring af aramaiske Ord (1, 38, 42, 43; 9, 7;
11, 16; 19, 13, 17; 20, 16), hans Kendskab til
Palæstinas Geografi (4, 5 ff.; 11, 1, 18; 18, 1)
og til jød. Fester og Skikke (2, 6; 7, 2 f.; 10,
22; 18, 28; 19, 31, 42); men heller ikke disses
Beviskraft godkendes af alle; man kan nemlig
ogsaa anføre Steder, der tyder paa Ukendskab
til jød. Forhold, f. Eks. 11, 49, 51 og 18, 13,
hvor det synes forudset, at Ypperstepræsten
kun fungerede eet Aar; »Bethania hinsides
Jordan« (1, 28) og »Ænon nær ved Salem« (3, 23)
er ellers ganske ukendte Lokaliteter, ligesom
»Bethesda Dam med 5 Søjlegange« (5, 2) og
»Stenlagt, paa Hebraisk Gabbata« (19, 13) i
Jerusalem heller ikke har kunnet identificeres.
Disse Overvejelser fører imidlertid ind paa det
meget vanskelige Spørgsmaal:
Hvem er Forfatteren til det 4.
Evangelium? Den kirkelige Tradition har herpaa
siden Slutningen af 2. Aarh. svaret: Apostlen
Johannes, Zebedæus’ Søn!, og denne Opfattelse
har stadig Talsmænd bl. de nytestamentlige
Forskere; men i Nutiden bliver det dog mere
og mere almindeligt, at man betvivler dens
Rigtighed. Efter Kirkefædrenes Vidnesbyrd skal
Johannes have skrevet Evangeliet, medens han
mod Slutningen af sit Liv opholdt sig i Efesos;
og da Skriftet efter hele sit Indhold og sin Art
maa være blevet til senere — rimeligvis endda
betydeligt senere — end de synoptiske
Evangelier, kan man sige, at Antagelse af Apostlens
Forfatterskab staar og falder med
Overleveringen om hans Ophold i Efesos. For de Forskere,
som antager, at han ligesom Broderen Jakob
har lidt Martyrdøden i Palæstina (se
Johannes), er det dermed afgjort, at han ikke kan
have nogen Forbindelse med noget af de 5
Skr, som i det ny Test. tillægges ham. Men selv
bortset herfra er Traditionen om Apostlenes
efesinske Ophold ingenlunde sikker. Den gaar
jo (se Johannes) tilbage til Irenæus, som
atter har den fra Polykarp og nogle
Autoriteter, som han kalder »de gamle« ell. »de
ærværdige« (Presbyterne). Ser man imidlertid
nærmere til, viser det sig, at den galliske
Biskop muligvis har misforstaaet sine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
