Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jordebog - Jordebogsafgifter - Jordebogskasse - Jordebogsrettigheder - Jordegne - Jordegods - Jordemoder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Harmoniske J. fra 1760, de mærkeligste. Iflg. kgl.
Resol. af 18. Juni 1800 blev alle isl.
Jordejendomme vurderede til Hundreder og Alen, og
endelig udgaves 1861 en af Kongen stadfæstet
J. over Landets samtlige Gaarde. I denne J.,
der er bygget paa en Vurdering iflg. Frd. af
27. Maj 1848, er alle Gaardene vurderede til
Hundreder, hvis samlede Sum er 86755
Hundreder. (Litt.: J. Erichsen,
»Forberedelse« [trykt i Olavius, »Reyse i Island«, Kbhvn
1780]; B. Thorsteinsson, »Offentlige
Afgifter i Island« [Kbhvn 1819]; Jón
Jónsson, »Jarðatal« [Kbhvn 1847] Th.
Thoroddsen, »Lysing Islands« III [Kmhöfn 1919]).
B. Th. M.
Ogsaa i Norge var J. i tidligere Tid stærkt
i Brug og kaldtes her fra først af
Jordeskraaer. Det ældste opbevarede Fragment
af en saadan er fra ca. 1200 og oplyser om det
Gods, der tillaa en vis Kirke i Nidaros.
Overhovedet var det de gejstlige Stiftelser,
Bispestolene, Kapitlerne, Klostrene, som, følgende
Udlandets Eksempel, først anvendte J. Af de
til Nutiden opbevarede er de bekendteste: Codex
diplom. Munkalivensis fra 1427, tilhørende et
bergensk Kloster, og Ærkebiskop Aslak
Bolt’s J., fra ca. 1440, tilhørende
Ærkebispesædet i Nidaros, begge udgivne af P. A. Munch,
henholdsvis 1845 og 1852. En Række mindre
udførlige J. er optagne i Diplom. Norveg. I
14. Aarh. opkom fælles J. for samtlige gejstlige
Indretninger i et vist Stift. Af saadanne haves
2 opbevarede: Bergen’s Kalvskind
1330—40 for Bergen’s og Biskop Eystein’s J.
(»den røde Bog«) ca. 1390—1400 for Oslo
Bispedømme, den første udgiven af Munch 1843, den
sidste af Huitfeldt-Kaas 1879. Fra 16. Aarh. af
førtes J. ogsaa over Kronens Ejendomme;
nogle af disse findes udgivne af Huitfeldt-Kaas i
den fra 1885 udkommende Samling Norske
Regnskabs- og J. fra det 16. Aarh.
Endelig blev det i 17. Aarh. alm., at ogsaa
større private Godsejere indrettede sig J.; en
Del saadanne opbevares i det norske Rigsarkiv.
(Litt.: L. M. B. Aubert, »Grundbøgernes
Hist. i Norge, Danmark og tildels Tyskland«
[1892], hvor J.’s hist. Sammenhæng med senere
Tiders Panteregistre er indgaaende behandlet;
A. Taranger, »Om Eiendomsretten til de
norske Præstegaarde« [1896], S. 22 ff.).
(E. H.) Abs. T.
Jordebogsafgifter. Ved Salg fra Statens
Side af Gods, der tidligere har hørt til
»Kongens Jordebog« (se Jordebog), paalagdes
det ofte Køberen at svare de samme aarlige
Afgifter (Landgilde m. v.) til den kgl. Kasse
ell. nu Statskassen, der tidligere paahvilede
Brugeren som Fæster; disse Afgifter kaldes i
særlig Forstand J.
(Ludv. H.). P. J. J.
Jordebogskasse. Den med
Domæneforvalterens Administration af Indtægt og Udgift
vedrørende et kgl. Jordegods forbundne Kasse
kaldes undertiden J.
(Ludv. H.). P. J. J.
Jordebogsrettigheder kaldes i Norge med
et Fællesnavn en hel Del forsk. Ydelser, som
fra gl Tid hviler paa en Flerhed af
Landejendomme som Grundbyrde. J. har faaet dette
Navn efter de Jordebøger ell. Matrikler, som
blev ført over faste Ejendomme paa Landet,
og Rettigheder i saadanne; i disse Fortegnelser
var de anført som faste Ydelser in natura.
Siden L. 17. Decbr 1836 erlægges J. i Penge.
L. giver ogsaa Adgang til, at J. kan indløses
mod Betaling af det 16-dobbelte af det aarlige
Beløb.
K. Ø.
Jordegne kaldtes i tidligere Tid de
Bønder, der var Selvejere, i Modsætning til dem,
der kun var Fæstere.
H. Gr.
Jordegods bruges ofte som enstydigt med
Gods. Undertiden bruges Ordet J. dog som
Betegnelse for de faste Landejendomme, en
Person ejer, i Modsætning til det den
Paagældende tilhørende Løsøre ell.
Købstadejendomme.
H. Gr.
Jordemoder er den dansk-norske Betegnelse
for en faglig uddannet Fødselshjælperske. Man
mener, at Ordet hentyder til den Kvinde, der
efter Fødselen, der fandt St. i knælende
Stilling, løftede den nyfødte op fra Jorden (smlg.
tysk Heb[e]amme). Andre olddanske Udtryk er
Lettekone, Yfersetekone (den Kone,
der sidder hos) og Lysmoder (Island,
Færøerne). Lovbøgerne taler om hilþir ɔ:
Hjælper. Hos primitive Folkeslag danner
Fødselshjælperskerne ofte en særlig Kaste, der mest
bestaar af gl. Kvinder, som selv har født, men
er ude over den frugtbare Alder. Ganske lgn.
Fordringer stilledes til de græske
Fødselshjælpersker paa Platon’s Tid, men Jordemødrene i
det gl. Grækenland var for øvrigt to Slags,
Maiæ og Jatromaiæ, der havde et noget forsk.
Virkeomraade. De første indskrænkede sig
væsentligt til at fastslaa, om et Svangerskab
var til Stede ell. ej, de sidste ledede de
besværgende Hymner, man afsang under
Fødselen, de ordinerede Medikamenter og var i
Stand til at fremkalde Abort og til at lede en
kunstigt fremkaldt Fødsel inden Svangerskabets
normale Afslutning. En særlig Opgave havde
de i til de giftefærdige Mænd at udsøge de
unge Kvinder, der var bedst egnede til at føde
Børn, saa at et kommende Kuld vilde yde
Staten de bedste Borgere. Jatromaiæ blev derfor
udprægede Ægteskabsstiftersker. — I Rom var
Fødselshjælpen i Hænde paa græske Kvinder;
de dannede en Stand for sig, hvis Medlemmer i
retslige Tilfælde kunde optræde som spc.
sagkyndige. Der var ogsaa bestemte Regler for, hvad
der sjæleligt og legemligt maatte forlanges af
disse Kvinder. De havde Ret til at foretage
visse mindre, operative Indgreb, var indøvede
i Eksplorationsteknik, og en enkelt af dem —
Aspasia — vides at have skrevet om sit Fag.
Fra den salernitanske Skole udgik fl. Kvinder,
der virkede dels som Læger, dels som
Fødselshjælpersker. Berømtest er Trotula (11.
Aarh.), hvis Bog De mulierum passionibus ante,
in et post partum dog kun kendes gennem
Afskrifter fra 13. Aarh. Særlig Bet. fik Italien for
de øvrige Lande ved, at de første
Jordemoderbøger tryktes der, f. Eks. Scipione
Mercurio: La commare oriccoglitrice (»Den
guldsamlende Jordemoder«) 1621. I det hele ved
man ganske god Besked om Jordemødrene i
Middelalderen og Renaissancen i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
