- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIII: Jernbaneret—Kirkeskat /
201

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Josef II

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

ikke havde nogen virkelig Del i Regeringen,
skønt han efter Faderens Død (1765) var
blevet Kejser og Medregent i Østerrig-Ungarn. At
han som Kejser maatte opgive sit Forsøg paa
en reformerende Rigslovgivning, var jo en
Følge af den fuldkommen magtløse Stilling,
Tysklands nominelle Overhoved dengang indtog;
hvad de østerr. Arvelande angaar, fik han som
Medregent afgørende Indflydelse paa den
udenrigske Politik, men i øvrigt indskrænkede hans
Virksomhed paa den Tid sig væsentlig til
Administrationen af de milit. Anliggender, for
hvilken han ingen synderlig Interesse nærede.
Men saa snart han ved Moderens Død (1780)
var blevet Herre i Habsburgernes Rige, kunde
hans brændende Reformiver faa Luft, og den
mærkelige josefinske Lovgivning bryder nu frem
som en ustandselig Strøm, der breder sig til
alle Omraader, kirkelige som verdslige, ja helt
ind til Undersaatternes private Liv, undertiden
med en Voldsomhed, der minder om den snart
paafølgende fr. Revolution. Thi hvad der i hine
Dage skete i Østerrig, var i Virkeligheden en
Revolution, kun kom den fra oven, fra en
Mand, der var Absolutist til det yderste, som
adskillige af Oplysningstidens Bannerførere,
hvis Tankegang faldt sammen med hans egen;
som disse og deres Disciple, f. Eks. Struensee i
Danmark, savnede han Sans for det hist. givne,
det Bestaaendes Ret anerkendte han kun i
ganske enkelte Retninger; hvad der var
grundlagt i længst forsvundne Tider og som en
hellig Arv var gaaet fra Slægt til Slægt gennem
Aarh., havde han ingen Pietet for, det meste
af det bar Præg af barbariske Tilstande og
burde uden Barmhjertighed ryddes af Vejen
for det ny, der skulde skabe Menneskeheden en
varig Lykke; som disse havde han ingen Agtelse
for de nationale Forskelligheder, der for ham kun
stod som hemmende Skranker for Udviklingen
af alle Statsborgere til eet Samfund; som disse
saa han Statsbygningens Ideal i en
yderliggaaende Centralisation paa alle Regeringsomraader;
som disse mente han, at alle Reformer skulde
gennemføres med Kraft og uden Opsættelse og
Tidsspilde, idet al Modstand fra Befolkningens
Side kun kunde bero paa Dumhed, Fordomme
og Overtro, der vilde svinde som Dug for
Oplysningssolens Straaler, hvis velgørende Varme
gennem en forbedret Undervisning skulde brede
sig til alle Samfundets Lag; som ikke faa af
disse Mænd handlede han af de ædleste og
uegennyttigste Bevæggrunde, fremgaaede af den
varmeste Følelse for Undersaatternes Vel, og
det maatte derfor fylde ham med den dybeste
Smerte og synes ham den største
Utaknemlighed, naar hans Løn til sidst blev en aabenlys
Kamp mod ham fra alle Sider. Det blev hans
Ulykke, at han ikke i Tide lærte at indse, at
man ikke kan konstruere en Stat, som man
konstruerer en Maskine. Frederik II af
Preussen havde Ret, da han sagde om J., at han var
en Mand, der gerne vilde lære noget, men ikke
gav sig Tid nok til at lære. Hvert af J.’s ti
Regeringsaar giver Beviser nok paa dette
Udsagns Rigtighed, forfejlede og forhastede
Reformer er der nok af ved Siden af de mange
utvivlsomt gode og heldbringende, men næsten
alle havde den fælles Skæbne ved deres
Iværksættelsesmaade at vække Befolkningens Uvilje
ell. forbitrede Modstand, idet de intet Hensyn
tog til gl Sæd og Skik, med et Pennestrøg
udslettede velerhvervede Privilegier og
forfatningsmæssig tilsikrede Rettigheder ell.
krænkede Nationalfølelsen, hvorfor mange af dem
atter maatte ophæves. Dog maa det ikke
overses, at den josefinske Lovgivning i det hele og
store er vedbleven at være Grundlaget for
Østerrigs indre Udvikling i 19. Aarh., naar
undtages Centralisationssystemet, der ikke kunde
opretholdes. Det var særlig J.’s Omdannelse af
de kirkelige Forhold, der vakte Samtidens
Forbavselse, og den var i Sandhed saa egenmægtig
og indgribende, at det vel kunde se ud, som
om han helt vilde løsne den østerrig-ungarske
Kirke fra Forbindelsen med Pavestolen, en
Tanke, der heller ikke skal have været
fremmed for ham, men blev opgiven igen; dog
kunde Paven aldrig faa synderlig Bet. i J.’s
kirkelige System, der gik ud paa den
urokkelige Opretholdelse af en (kat.) Statskirke, som
under Statsoverhovedets Ledelse skulde
tilvejebringe den størst mulige Ensartethed i det
religiøse Livs Former, Haand i Haand med
Civiladministrationen, der skulde arbejde i lgn.
Retning for de verdslige Forholds
Vedkommende. Derfor blev vel alle Undersaatter uden
Hensyn til deres Trosbekendelse stillede lige i
borgerlig Henseende og i Adgang til Embeder, men
ellers blev der ikke indført ubetinget og
ubegrænset Religionsfrihed, idet Ikke-Katolikker
kun med visse Indskrænkninger fik Ret til at
bygge Kirker og holde Skoler, Proselytmageri
blev forbudt og sekteriske Bevægelser forfulgte
ved Politiforholdsregler, og det berømte
Toleranceedikt af 1781 betonede udtrykkelig den ene
saliggørende kat. Kirkes Forrang. Men denne
Kirke skulde være et Led i Statsmaskineriet,
derfor blev de pavelige Buller, der hævdede
den romerske Stols Overhøjhed, erklærede for
ugyldige, de fleste Former for Gejstlighedens
Lydighedsforhold til Paven afskaffede ell.
ændrede, Præsteskabets Uddannelse henlagt til
Statsseminarier, kirkelige Kongregationer
opløste og en Mængde Klostre (der angives over
700 med c. 36000 Munke og Nonner) ophævede,
deres tidligere Beboere pensionerede, og
Klostergodsernes Indtægter benyttede til Skoler,
Hospitaler og i andre lgn. Øjemed. Men ikke
nok hermed: J. tillod sig ved sine Anordninger
at gribe ind i selve Gudstjenestens Former,
forbød Valfarter og Processioner og gav ny
Reglementer for Begravelser (det blev bl. a.
anbefalet at begrave Ligene i Sække i St f. Kister),
Forholdsregler, der sammen med fl. andre af
samme Art nødvendigvis maatte sætte ondt
Blod; men ingen Forestillinger hjalp, ikke
engang Pave Pius VI’s Besøg i Wien ved
Paasketid 1782 formaaede at standse Kejseren paa
hans Vej. Derimod var Ordningen af
Undervisningsvæsenet i det hele taget heldig og vandt
fortjent Paaskønnelse, om end Oplysningstidens
tørre Nytteteorier har gjort sig gældende paa
temmelig fremtrædende Maade. Af Vigtighed for
Skole- og Universitetsvæsenet blev
Forordningen om Bogcensuren, der vel langtfra indførte

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:56:22 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/13/0209.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free