Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Joséphine, Marie Joséphe Rose Tascher de la Pagerie - Josephinit - Josephson, Ernst Abraham - Josephson, Jacob Axel - Josephson, Ludvig Oskar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Besøg af Napoleon, men i øvrigt tilbragte
Tiden med at sysle med Kunst. Napoleon’s
Nederlag gjorde et dybt Indtryk paa hende, og
kort efter hans Tronfrasigelse døde hun 29.
Maj 1814. (Litt.: foruden den alm.
Napoleons-Litt.: Lettres de Napoléon à J. [Paris 1827];
Lettres de J. à Napoleon et à sa fille [2 Bd,
Paris 1833]; Mlle. Ducrèst, Mémoires sur
J. et ses contemporains [3 Bd, Paris 1829];
Avrillon, Mémoires sur la vie privée de J.
[Paris 1833]; Auberras, Histoire de
l’impératrice J. [2 Bd, Paris 1857—59]; Imbert
de Saint Amant, en Række Bd med
Titlerne La jeunesse de J., La citoyenne
Bonaparte, La femme du premier consul, La cour
de l’impératrice J. [Paris 1883—84];
Welsshinger, Le divorce de Napoleon I [Paris
1889]; Masson, Napoléon et sa famille [1.
Del 1769—1802, Paris 1897]; J. de Beauharnais
1763—96 [1898]; J. impératrice et reine [1898]
og J. répudiée [1901]).
P. M.
Josephinit [-fi-], et Mineral, der bestaar
af Nikkeljern af Sammensætning Fe2Ni5, men
er blandet med en Del forsk. Silikater; den
optræder som smaa Rullesten i Josephine og
Jackson Co. i Oregon og er sikkert af jordisk
Oprindelse, fremkommet ved Forvitring af en
ell. anden Eruptivbjergart, i hvilken den har
været udskilt.
O. B. B.
Josephson [-sæf-], Ernst Abraham, sv.
Maler, f. 16. Apr. 1851 i Sthlm, d. 22. Novbr
1906 smst. Han studerede paa Sthlm’s Akademi
1867—76, dog 1873 i Paris hos Jérôme, vandt
1876 den kgl. Medaille for »Sten Sture befrier
Dronning Christine fra hendes Fængsel i
Vadstena Kloster«, drog over Holland til Italien
(her i 2 Aar), stadig studerende og kopierende
de gl. Mestre, bl. a. den ypperlige Kopi af
Rembrandt’s »De fem Syndici«, og malende
selvstændige Kompositioner som »Nymfe og Faun«
af Tizian’sk Farve og »David spiller for Saul«
(1878, Thiel’s Gal.), der endnu helt er præget
af Renaissancekunst; i Rom malede han
Frederiksborg-Museets Portræt af J. P.
Jacobsen. I Paris 1880 tog han først for Alvor fat paa
selvstændige Opgaver; s. A. debuterede han
paa Salonen med det dygtige Portræt af
Skånberg (Göteborg Mus.), A. Österlind
(Nationalmus.) og »Fanebæreren«, 1881 udstillede han
smst. et Portræt af Litteraten Renholm,
paavirket af Manet (Nationalmus.); fra en Rejse
s. A. til Spanien stammer bl. a. de stærkt
naturalistiske »Smedien« (Kria Gal.), »Dværg«
(Thiel’s Gal.), »Spansk Danserinde« (Göteborg
Mus.) og »Cigaretmagersker« (smst.).
Hjemkommet til Paris malede han bl. a. »14. Juli«
(1883) og optoges nu af det Værk, der blev
Højdepunktet i hans Kunst, og som man har
kaldt Opsangen for den ny sv. Kunst:
»Strömkarlen« (udst. 1884), en ung nøgen Mand, der
rører Buen i Samklang med Fossens
Naturmusik omkr. ham (i Prins Eugen’s Eje, i sin
Tid forgæves tilbudt Nationalmus. som Gave).
»Strömkarlen« var Omarbejdelse af et kort
forinden udført Værk »Näcken« med Motiv fra et
norsk Vandfald. Den syntetiske
Sammensmeltning af Naturalismen med stiliserende Strenghed,
dekorativ Holdning og romantisk
Stemningsbrus blev som en Aabenbaring for ung sv.
Kunst. J. stod nu som en Førerskikkelse, en
udpræget, om end famlende,
farveeksperimenterende Natur, dybt paavirket af Fortidens
Kunst, en koloristisk Begavelse, hvis Farvesans
mere var Renaissancetidens end hans Samtids
Friluftsmaleris. Under Besøg hjemme i Sverige
organiserede han Oppositionen mod Akademiet
og fik Kunstnerforbundet stiftet. I den flg. Tid
malede J. »Byskvalder« (1886), »Gedehyrde«
(1886, Göteborg Mus.), »Høstsol« (Thiel’s Gal.)
og mange værdifulde Portrætter — i
Fortsættelse af tidligere Arbejder: Fru Geijerstam
(1882), Fru Marcus (1885), Fru Rubenson,
Familien Bréhat (1887) m. v. Hans sidste større
fuldendte Arbejde blev »Spindersken« (1887,
Göteborg Mus., udstillet paa den nordiske
Udstilling i Kbhvn 1888). Da han 1888 vendte hjem
til sit Fædreland, var han en sjælelig nedbrudt
Mand. Trods dette udførte han dog siden
fint og skarpt, mange Hundrede Tegninger
(bl. a. Serien »Sveriges Konungalängd«) af
omstridt Værd; i deres ekspressionistiske
Egenskaber har Nutidstendenser set en
stigende Linie i J.’s Kunstnerpersonlighed. — J.
optraadte ogsaa som lyrisk Digter (»Svarta
Rosor« (1888), »Gula rosor« (1896), »Svarta rosor
och gula« (1901). (Litt.: G. Paulli, »E. J.«
[2. Opl.: Sthlm 1914]; K. Wàhlin, »J.« [Sthlm
1912]; »Små konstböker«, Nr 14: »J.« [1912];
»E. J.’s teckningar 1888—1906« ved G.
Paulsson [Sthlm 1918]).
A. Hk.
Josephson [-sæf-], Jacob Axel, svensk
Musiker, f. 27. Marts 1818 i Sthlm, d. 29. Marts
1880 i Upsala. Efter at have taget
Doktorgraden i Upsala drog han 1844 til Dresden,
Leipzig og Italien for at studere Musik. 1849 blev
han Director musices i Upsala (1864 tillige
Domorganist), traadte i Spidsen for
Studenternes Sangerkorps og Musikkapel samt for det
filharmoniske Selskab og erhvervede sig en
meget stor Fortjeneste af Musiklivets Opkomst
i Upsala. Af hans talrige Kompositioner,
hvoriblandt fl. Kantater, har navnlig hans
Romancer og flerstemmige Sange vundet Udbredelse.
(Litt.: N. P. Ödman, »Ur en sv. tonsättares
lif« [Sthlm 1885]).
A. H.
Josephson [-sæf-], Ludvig Oskar, sv.
Skuespiller og Forf., f. 20. Febr 1832, d. 29. Jan.
1899. J. var opr. i Boghandlerlære og en Tid
var han ansat i Paris, men her bestemte
Omgangen med Paris’ Skønaander ham for Scenen
og Skribentvirksomhed. Han debuterede i Sthlm
1858 efter dog et Aars Tid at have prøvet sig
som Boghandler. Men det var først 1861 han
med Jago i »Othello« fik sin Indtræden paa
Kgl. Teatret; da begyndte hans egl. sceniske
Løbebane, og faa Aar efter blev han Regissør
ved den dramatiske og lyriske Scene. Samtidig
optraadte han som Bearbejder og Forfatter til
adskillige Lystspil, Skuespil og Operaer,
saaledes »Marsk Stig’s dötrar« (1864), »Hjalmar
och Ingeborg« (1876) og i Afhandlinger og Skr,
bl. a. »Våra teaterförhållanden« (1870). Men
størst Bet. fik han efter sin Udlændigheds
Direktion i Kria, hvor Henrik Ibsen’s Digtning
gav ham nye Impulser. Efter at han sammen
med Skuespiller N. Holmqvist havde overtaget
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
