- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIII: Jernbaneret—Kirkeskat /
220

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juda (Makkabæer ) - Juda ha-Levi - Juda ha-nasi - Judaisme - Juda Rige - Judas (Jakob's Søn) - Judas (Jesu Broder) - Judas Barsabbas - Judas' Brev

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Han lod Menelaos, der bar
Ypperstepræstenavnet, dræbe, men dræbtes kort efter selv af den
ny syriske Hersker, Demetrios Soter. Den ny
Ypperstepræst Alkimos, som Demetrios sendte
til Jøderne, fandt liden Tillid hos J. Det kom
til aaben Kamp, og 161 besejrede J. den
syriske Feltherre Nikanor, der kom Alkimos til
Hjælp. J. sluttede nu et Forbund med
Romerne, som gik ud paa gensidig Hjælp i Krig. Men
kort efter faldt han i et Slag med Bacchides,
som Demetrios sendte imod ham (160). Han
blev begravet i Modin. J. er den betydeligste
af de hasmonæiske Brødre. I ham
genoplivedes den gl. Aand fra det ældste Israel, og det
lykkedes ham ved Forening af Mod og
Klogskab at hævde sit Folks Selvstændighed selv
over for overmægtige Fjender (1. Mak. 2—9,
2. Mak. 8—15).
J. P.

Juda ha-Levi [hebr. jehu.’da.–-le.’vi.], paa
Arabisk kaldet Abulhassan, sp.-jød. Digter
fra 12. Aarh. J. var oprindelig uddannet
som Læge, men helligede sig senere væsentlig
Poesien og Filosofien. Ved Siden af Salomon
ben Gabirol og Alcharizi staar han som den
middelalderlige jødiske Digtnings Ypperste.
Hans Levnedsløb er til Dels skjult af
sagnagtige Udsmykninger. Han foretog en Rejse
til Damaskus og Palæstina, hvor han skal være
blevet dræbt af en Beduin umiddelbart foran
Jerusalems Porte; Foruden sin Digtsamling
(»Diwan«, udg. af Geiger 1851) har han
efterladt et paa Arabisk forfattet Værk »Al-chazari«
(udg. af Hirschfeld, Leipzig 1886), der indeholdt
en hist.-filos. Apologi for den jød. Religion.
Heine har i et af de skønneste Digte i
»Romancero« forherliget sin gl. Stammefrænde og
Digterfælle (under det ukorrekte Navn Juda
ben ha-Levi).
J. Ø.

Juda ha-nasi [hebr. jehu.’da.–-na.’si.]
(»Fyrsten«), Sønnesøn af Gamaliel II, den
betydeligste jød. Lærde i anden Halvdel af 2. Aarh.
Han levede i Galilæa og beklædte Stillingen
som Patriark, var meget rig og nød stor
Anseelse. Han kaldes ofte blot Rabbi ell. »vor
Rabbi«, eventuelt »vor hellige Rabbi«. Hans
vigtigste Værk var Samlingen og Redaktionen
af det mundtlige Lærestof i Mishna.
Saadanne Samlinger eksisterede allerede, og hans
hvilede paa Meïr’s, som atter hvilede paa
Aqiba’s; men J.’s blev den endelige, om den
end har faaet Tilføjelser. Legenden beretter
om hans Venskab med Kejser Antoninus.
(Litt.: The jewish Encyclopedia, Bd 7,
333—37).
J. P.

Judaisme, jødisk Aand og Religion,
saaledes som den udvikledes uden Afhængighed
af Hjemlandet. J. som særligt Fænomen kan
dateres fra Eksilet, da Jøderne maatte
indrette sig uden Offerkultus og uden Forbindelse
med det daglige Liv i Palæstina; men særlig
har den udviklet sig efter Jerusalems
Ødelæggelse 70 e. Kr., da Besiddelsen af det religiøse
Centrum ophørte.
J. P.

Juda Rige, se Israel.

Judas, Jakob’s Søn, nævnes som en af
Jesu Apostle i Fortegnelserne Luk. 6, 16 og Ap.
G. 1, 13; paa de tilsvarende Steder har Mark.
3, 18 Thaddæus og Matth. 10, 3 Lebbæus. De 3
Navne kunde betegne forsk. Personer og
maatte da hidrøre fra indbyrdes
uoverensstemmende Overleveringer om, hvem der hørte
med til Apostelkredsen; men snarere er vel
Thaddæus og Lebbæus Tilnavne, som J. har
ført. Joh. 14, 22 anfører et enkelt Udsagn af
ham, men ellers omtales han ikke oftere i det
ny Test. Senere Legender beretter om hans
Missionsvirksomhed i Syrien, Mesopotamien,
Armenien og Persien samt om hans Martyrdød.
H. M.

Judas, Jesu Broder, yngre Søn af Jesu
Moder Maria i hendes Ægteskab med Josef.
Bortset fra Navnet (Mark. 6, 3, Matth. 13, 55)
og. det ham tillagte Brev hører vi intet om ham
i det ny Test.; derimod fortæller Hegesip (hos
Euseb H. E. III 20), at Børnebørn af ham paa
Domitian’s Tid levede som jævne Bønder i
Palæstina; Kejseren frygtede Rivaler fra disse
Ætlinge af det davidiske Kongehus, men blev
beroliget, da han hørte om deres Fattigdom
og saa deres af haardt Arbejde mærkede
Hænder.
H. M.

Judas Barsabbas (d. e. Sabbas’ Søn)
nævnes Ap. G. 15, 22. 27 og 32 som en anset,
profetisk begavet Mand, der sammen med Silas
af Menigheden i Jerusalem blev sendt til
Antiochia for at overbringe Apostelkonventets
Beslutning.
H. M.

Judas’ Brev, et af de i det ny Test.
optagne saakaldte kat. Breve, er et lille Skrift,
hvis Hovedindhold er en Advarsel mod
en libertinistisk Vranglære, som rører sig
inden for Menigheden; det drejer sig om
Mennesker, der »forvandler Guds Naade til
Uterlighed« (V. 4) ɔ: hævder, at en sædelig
Livsførelse er unødvendig for Kristne, og derfor
hengiver sig til de groveste Former af
sanselige Udsvævelser (V. 8. 11), saaledes at de ved
en saadan Livsvandel praktisk talt fornægter
Gud og Kristus (V. 4). Man har villet
identificere dem med Tilhængerne af den ægyptiske
Gnostiker Karpokrates, som optraadte paa
Hadrian’s Tid; men dertil er de i Brevet anvendte
Udtryk for ubestemte; man kan næppe sige
mere, end at Bevægelsen røber Lighed med
de i Joh.’s Aabenbaring 2 omtalte Bileamiter
ell. Nikolaiter, ell. med den i Pastoralbrevene
bekæmpede Vranglære. Forf. nævner sig selv
som »Judas, Jesu Kristi Tjener og Broder til
Jakob«, hvormed sikkert menes: »Judas, Jesu
Broder« (s. d.), og det seneste Tidspunkt for
Brevets Affattelse maatte vel da ansættes til
c. 80 e. Kr. Imidlertid betvivler man ofte i
Nutiden, at Brevet virkelig kan være saa gl.,
man gør gældende, at en saa udpræget
antinomistisk og libertinistisk Vranglære næppe
kan tænkes inden for den kristne Menighed
før ved Slutn. af 1. Aarh.; at V. 17 henviser til
den apostolske Forkyndelse som en
forbigangen, nu afsluttet Virksomhed; at der i V. 10,
19, 20 og 24 synes at foreligge Benyttelse af
de paulinske Breve; samt at Udtrykket: »eders
helligste Tro« (V. 20) forudsætter en allerede
gennem længere Tid udformet Tradition. At
gaa alt for langt ned i Tiden er dog ikke
muligt, fordi Judasbrevet utvivlsomt er benyttet
i 2. Petersbrev (s. d.); man ansætter derfor

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:31 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/13/0228.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free