Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Judas' Brev - Judas Galilæeren - Judas Iskariot - Judas-Kys - Judaspenge - Judastræ - Judasøre - Judasøret - Judén, Jakob
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
almindeligvis Tilblivelsestiden engang
mellem 80 og 120. Umuligt er det saaledes ikke,
at Brevet virkelig kan være forfattet af
Herrens Broder Judas omkr. Aar 80; man har
ment, at Forf. i hvert Fald maatte være
Jødekristen, fordi han V. 9 og 14 røber Kendskab
til jød. apokalyptiske Skr (Mose Himmelfart
og Henoch’s Bog), men dette er dog ingenlunde
sikkert. — Som Læsere er angivet »de
kaldede, som er elskede i Gud Fader og bevarede
for Jesus Kristus«, hvorved man kan tænke
enten paa alle Kristne ell. paa Menigheder i
Lilleasien; derimod kan Brevet næppe være
rettet til Jødekristne i Palæstina ell. Syrien,
da en Forf. over for saadanne næppe vilde
anvende det gr. Sprog. — Kommentarer paa
Tysk af H. v. Soden (3. Opl. 1899), H. Windisch
(1911) og R. Knopf (1912); paa Engelsk af
Ch. Bigg (2. Opl. 1902) og J. B. Mayor (1907).
H. M.
Judas Galilæeren omtales Ap. Gern. 5, 37
og hos Josefos (Ant. XVIII, 1, 1), som en Jøde
fra Gamala i Gaulanitis, der stillede sig i
Spidsen for det Oprør, som fremkaldtes ved
den rom. Landshøvding Quirinius’
Skatteudskrivning i Judæa og Samaria Aar 6 ell. 7 e.
Kr. Sammen med Farisæeren Sadduk nævnes
han ogsaa som Stifter af Zelotpartiet.
H. M.
Judas Iskariot, en af Jesu Apostle, som
forraadte sin Herre og Mester. Hvad Tilnavnet
Iskariot betyder, er ganske usikkert; i Alm.
forklares det som »Manden fra Kariot«, som
da identificeres med Kirjot, iflg. Jos. 15, 25 en
By i Judæa. Forræderiet bestod deri, at han
for Synedriet angav, hvor Jesus plejede at
overnatte i Paasketiden, og derved skaffede
de Ledende i Folket Lejlighed til at paagribe
ham, uden at det vakte for stor Opsigt (Mark.
14, 10 ff. og 43 ff.). Hvad der kan have bevæget
en af selve Apostelkredsen til en saadan
Handling, vil bestandig staa som en psykologisk
Gaade, og det føltes allerede som en saadan i den
ældste kristne Menighed. Evangelisterne
henviser som Forklaring til hans
Pengebegærlighed; Mark. 14, 11 (Luk. 22, 5) nævner kun, at
Ypperstepræsterne »lovede at give ham Penge«;
men Matth. 26, 15 spørger Judas selv: »Hvad
vil I give mig for at forraade ham til eder?«,
og Joh. 12, 6 berettes det som et Eksempel paa
hans Lyst til Penge, at han endog forgreb sig
paa Midlerne i Disciplenes Fælleskasse; Luk.
22, 3 og Joh. 13, 2 søger en yderligere
Begrundelse ved Henvisning til, at det var Djævlen,
der indgav Judas Tanken om Forræderiet. I
nyere Tid tænker Forskere sig undertiden, at
skuffede messianske Forventninger har spillet
Hovedrollen, idet Jesus jo ikke fremtraadte
som politisk Fører og Befrier, saaledes som
Datidens Jøder ventede det af Messias;
saadanne Formodninger vil dog altid blive meget
usikre. Lige saa gaadefuldt er det i øvrigt for
os, at Jesus kunde optage i sin allernærmeste
Kreds en Mand, der i den Grad viste sig
Tilliden uværdig; i Evangeliernes Fremstilling
løses denne Vanskelighed derved, at Jesus
forud véd, hvem der skal forraade ham. Mark.
14, 18 ff., Luk. 22, 21 ff. siger han ganske vist
kun, at det er en af hans Bordfæller ved det
sidste Maaltid; men Matth. 26, 25 lyder Jesu
Svar bekræftende, da Judas spørger, om det
er ham, der er Forræderen; og i
Johannesevangeliet betones Jesu Forudviden paa dette
Punkt endnu langt stærkere; saaledes 6, 64 og
70 ff., hvor der paa sidstnævnte Sted endog
lægges Jesus de Ord i Munden: »Har jeg ikke
udvalgt mig eder tolv, og en af eder er en
Djævel?«, hvilket Evangelisten udtrykkeligt
forklarer som møntet paa J. I.; i St f. det
synoptiske Udtryk: »den, der dypper med mig
i Fadet« (ɔ: min Bordfælle) beretter 13, 26 det
Træk, at Jesus dyppede et Stykke Brød, gav
det til Judas og designerede paa denne Maade
ham som Forræderen; og endelig henviser
Jesus 13, 18 og 17, 12 til, at det nødvendigvis
maatte være saaledes, fordi Forræderiet var
forudsagt i det gl. Test. (Ps. 41, 10). Den
Uhygge, man i den ældste kristne Menighed følte
ved Judas’ Handling, afspejler sig maaske
ogsaa i de Beretninger, man havde om hans
Endeligt. Efter Matth. 27, 3 ff. fortrød han, hvad
han havde gjort, kastede de Penge, han havde
faaet for Forræderiet, i Tempelkisten og gik
hen og hængte sig; Ap. G. 1, 18 fortæller, at
»han styrtede ned og brast itu, og alle hans
Indvolde væltede ud«; de to Beretninger lader
sig forene, hvis man vil antage, at den Gren
ell. det Reb, hvori han hængte sig, er bristet.
Ogsaa fra senere Tider har man grufulde
Skildringer af Forræderens Død; Papias ved
saaledes at fortælle om, hvorledes Judas svulmede
op, saa han ikke kunde passere en Port, hvor
ellers en Vogn med Lethed gik igennem, og at
Legemet gik i Forraadnelse og blev Bolig for
Orme, endnu medens han levede, og efter hans
Død udbredte en saadan Stank, at ingen
kunde gaa forbi det Sted, hvor han laa, uden at
holde sig for Næsen.
H. M.
Judas-Kys, et forræderisk Kys, et Kys, som
under Venskabs Maske skjuler Fjendskab.
Judaspenge, se Lunaria.
Judastræ, se Cercis.
Judasøre (Søv.). To svære Tømmer, der
ligger paa hver Side af Stævnen i et Træskib;
de gaar saa højt op over Stævnen, at de
danner et Leje for Bovsprydet.
C. B-h.
Judasøret, se Auriculariaceæ.
Judén [-’de.n], Jakob, finsk Skribent
(1781—1855), Banebryder for de fennom. Ideer. J. var
Bondesøn og hed opr. Juteini, men efter Tidens
Skik blev hans Navn forsvensket, da han kom
i Skole; som Forf. af sine finske Bøger bruger
han dog sit finske Navn. Under sin Studietid
blev han af Fattigdom nødsaget til at tage
Plads som Lærer i forsk. Dele af Landet,
hvorved han lærte Folket og dets dengang forsømte
Sprog nøje at kende. Efter at være blevet
forbigaaet ved Besættelsen af en ham tilbudt Plads
i det højeste Embedskontor, fordi han
nægtede at bruge den gl. Ortografi, blev han ansat
ved Viborgs Magistrat i en mindre Stilling.
Han beskæftigede sig imidlertid indtil sin Død
med litterært Arbejde og blev 1840 af det filos.
Fakultet gjort til Æresdoktor. — J. var den
første finske Mand, som tog
Forfattervirksomheden som sin Livsgerning. Hans meget store
Produktion falder inden for Skønlitteratur,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
