Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Julianehaab - Juliane Marie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Nordboers Øslerbygd. Her findes mange
Levninger fra Nordboernes Tid, af hvilke især
skal nævnes den velbevarede Kirkeruin ved
Kakortok.
G. F. H.
Juliane Marie, Dronning af Danmark, f. 4.
Septbr 1729, d. 10. Oktbr 1796, var Datter af
Hertug Ferdinand Albert af
Braunschweig-Wolfenbüttel og blev i Juli Maaned 1752 gift
med Kong
Frederik V af
Danmark,
efter at hans
første
Dronning, den eng.
Prinsesse
Luise, var død et
halvt Aar i
Forvejen.
Kongen gik kun
nødig, tvunget
af sine
Omgivelsers
indtrængende
Raad ind paa
dette
Ægteskab, der ikke
bragte J. M.
Lykke, skønt
hun blev Moder
til en Søn, Arveprins Frederik, formaaede hun
ikke at vinde sin Ægtefælles Hengivenhed og
maatte med dyb Smerte se ham vedblive med
det vilde liv, der saa tidlig lagde ham i
Graven; men heller ikke Folkets Hjerte kunde hun
naa trods al sin Hæderlighed, Besindighed og
i det hele taktfulde Optræden, hvad der vel til
Dels var en Følge af, at hun havde den
forgudede Dronning Luise til Forgængerinde paa
Tronen, men væsentlig skyldtes hendes
tilbageholdne, kølige, paa det forstandsmæssige
anlagte Karakter, der synes at have næsten
ganske manglet Evnen til at vække Sympati. Som
regerende Dronning var hun saa temmelig
overset ved Hoffet og prøvede ikke trods sin
Svoger Frederik II af Preussens Tilskyndelse paa
at vinde politisk Indflydelse, og endnu mere
ubemærket var hendes Tilværelse i de første
Aar af Christian VII’s Regering. Den unge
Konge gjorde sig en Glæ.de af at afslaa selv de
ubetydeligste Anmodninger fra hendes Side,
ligesom hun og Arveprinsen ved enhver
Lejlighed blev tilsidesatte, men hun fandt sig
taalmodig i alt, selv i Struensee’« hensynsløse
og plumpe Drillerier, og det var først, da man
havde gjort det indlysende for hende, hvilke
Følger Struensee’s Forhold til Karoline
Mathilde med Tiden kunde faa for Kongehuset,
og da man saa at sige satte hende Kniven paa
Struben, at hun overvandt sin Ulyst til at
træde frem paa Scenen. 12. Jan. 1772 gik hun ind
paa de Sammensvornes Planer, og 5 Dage efter
var Struensee styrtet. Med eet Slag var J. M.
blevet Midtpunktet i Hoffet og Statsstyrelsen;
hyldet og lovprist fra alle Sider stod hun som
den ledende Personlighed i dansk Politik i de
flg. 12 Aar; men direkte deltog hun kun
sjældent i Statssagernes Afgørelse, og skønt
Kabinetsregeringssystemet kunde give hende
Lejlighed nok til at gøre sin Villie gældende,
indskrænkede hun sig dog som Regel til at øve
Indflydelse paa Omraader, der havde hendes
særlige Interesse, som Udenrigspolitikken,
medens hun mere og mere overlod den øvrige
Styrelse til sine Omgivelser, særlig Guldberg
for de senere Aars Vedk.; Rang som statsklog
Regentinde kan ikke tilkendes hende, der vel
kunde skrive ret smukt og fornuftigt om Statens
Anliggender, men ikke havde personlig
Selvstændighed til at give sine Tanker Udslag i
virksom Praksis. Ved Forholdenes Magt kom
hun til at staa forrest bl. den kgl. Families
Medlemmer, men Styrer og Leder i egl.
Forstand blev hun ikke. Det er næppe engang
berettiget at gøre Herskesyge til den mest
fremtrædende Lidenskab hos hende, dertil savnede
hun for meget Energi; derimod kunde
Forfængelighed og Selvfølelse give sig stærke Udslag
hos hende, og det er forstaaeligt, at hun efter
saa mange Aars Tilsidesættelse kunde føle
Glæde ved at lade Folk mærke, at det nu var
nødvendigt at tage tilbørligt Hensyn til hendes
Ønsker. Beskyldningerne mod hende for
Rænkespil og Intriger er ganske uberettigede, sligt
stemte ikke med hendes ubestridelige
Hæderlighed; uden Vaklen fulgte hun Guldberg i hans
nationale Bestræbelser, og hun kunde vise
megen Takt i Omtalen selv af politiske
Modstandere. Trods alt dette og trods den Fortjeneste,
hun senere indlagde sig ved at skænke
Midlerne til Fødselsstiftelsen i Kbhvn, stod hun
langt ind i 19. Aarh. for den folkelige
Bevidsthed som en Slags kvindelig Dæmon, hvem man
tiltroede selv de værste Forbrydelser (hun
skulde bl. a. have ryddet Kronprinsens
førstefødte Søn af Vejen); disse skammelige
Bagvaskelser, der i sin Tid blev troede af mange,
er vel nu for længst forstummede, men først
i vore Dage er Dronningens Minde blevet
stillet i retfærdig Belysning, hvad der særlig
gælder Tidsrummet 1772—84; thi efter den Tid er
der kun lidt at sige om hende, saa ubemærket
blev hendes Liv. Det blev J. M.’s Ulykke, at
hun ikke havde formaaet at skabe et
Hengivenhedsforhold mellem sig og Kronprinsen, hvis
tilsyneladende dybe Ærbødighed lige over for
hende dækkede over Planer, om hvis
Tilværelse hun ingen Anelse havde. Det fremgaar af de
af hende forfattede Regeringsregler, som var
bestemte for Kronprinsen, at hun indsaa, at
Magten efter hans Konfirmation maatte glide
over i hans Hænder, men lige saa sikkert er
det, at hun har ventet ogsaa efter den Tid at
kunne bevare en betydelig Indflydelse for sig
selv, Arveprinsen og Guldberg.
Regeringsforandringen af 14. Apr. 1784 blev hende derfor en
bitter Skuffelse, der et Øjeblik fyldte hende med
ustyrlig Vrede, men hun fandt sig hurtig til
Rette i de forandrede Forhold og prøvede
aldrig paa at genvinde noget af sin tidligere Bet.
I det ydre vedblev Forholdet mellem hende og
Kronprinsen at være godt, og Resten af
hendes Dage hengled i et stille Privatliv, som det
synes uden andre Sorger end dem, hendes
stadige Pengeforlegenhed voldte hende. Hendes
Død paa Fredensborg Slot Efteraaret 1796 gik
derfor temmelig upaaagtet hen. (Litt.: E.
 |
| Juliane Marie. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
