Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Junggreen, Jens Peter - Junghuhn, Franz Wilhelm - Jungius, Joachim - Jungle - Junglu - Jungmand - Jungmann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
havde J. allerede 1878 direkte søgt at faa det
tyske Folk i Tale ved Udgivelsen af en Pjece
»An das deutsche Volk«, hvori han gennem en
klar hist. Udvikling paaviste, hvilken Uret
Preussen havde begaaet; den blev omdelt bl.
de tyske Rigsdagsmænd, men selvfølgelig uden
Virkning, og blev næppe omtalt i noget tysk
Blad. Efter Rigsdagssamlingens Slutn. 1886
besluttede J., der i fl. Aar havde lidt af et
Hjerteonde, at nedlægge sit Mandat, men
inden han fik Lejlighed, til paa de indvarslede
Møder at tage Afsked med sine Vælgere, døde
han pludselig. Paa Aabenraa Kirkegaard har
hans sønderjyske Landsmænd rejst ham et
smukt Mindesmærke med den Indskrift:
»Lykkeligt det Folk, der fostrer saadanne Sønner«.
(Litt.: H. Kau, »J. P. J. Et Bidrag til
Nationalitetskampens Historie i Nordslesvig«
[Kbhvn 1894]).
Chr. Bl.
Junghuhn [’joŋhu.n], Franz Wilhelm,
tysk Naturforsker (1812—64), var Geolog og
Botaniker og Direktør for Kina-Kulturerne paa
Java. Af hans bot. Skr kan nævnes Præmissa
in floram cryptogamicam insulæ faux (1838)
samt Nova genera et species plantarum floræ
javanicæ (1840); men hans Hovedværk er
»Java« (3 Bd, med mange Kort, Profiler og Afb.),
hvori en udmærket Skildring af denne store
Øs rige Natur, dens Vulkaner og Folk er givet.
V. A. P.
Jungius [’joŋius], Joachim, tysk Filosof
og Botaniker, f. 1587 i Lübeck, d. smst. 1657.
Efter at have været Prof. i Giessen studerede
han i Rostock Medicin og lærte senere paa et
Studieophold i Padua (1618—19) den allerede
15 Aar forinden afdøde Cesalpino’s bot.
Skr at kende. Efter sin Hjemkomst beklædte
han i de flg. 10 Aar forsk. Professurer i
Tyskland og blev 1629 Rektor ved Johanneum i
Hamburg. Han havde foretaget dybt
indgaaende botaniske Studier og foredraget dem for
sine Elever; men selv offentliggjorde han intet;
hans Skr udgaves først efter hans Død, nemlig
Doxoscopiæ physicæ minores 1662 af Martin
Fogel og Isagoge phytoscopica 1678 af Johan
Vagetius, som begge var hans Elever. Han var
en fremragende Naturforsker, der samtidig
med Keppler, Galilei, Bacon, Descartes m. fl.
tilhørte Tidsrummet mellem den botaniske
Videnskabs to store Milepæle, Cesalpino og
Linné. Hans videnskabelige og kritiske Stræben
rettede sig særlig mod Skolastikken og
Aristoteles, og hans skarpe Iagttagelsesevne og
Deduktionstalent udfoldede sig særlig paa det
morfologiske Omraade; man kan paa en vis
Maade kalde ham den videnskabelige,
sammenlignende Morfologis Fader; bl. a. vendte han
sig skarpt mod den dengang gængse Inddeling
af Plantesystemet i »Urter« og »Træer«, o. fl.
endnu brugelige botaniske Udtryk, saasom
Internodium (Stængelstykke), skriver sig fra
ham, ligesom han rigtig opfattede det
»sammensatte« Blad, bidrog væsentlig til Klaring af
Begrebet »Blomst« og erkendte Betydningen af
de Kurvblomstredes »Kurv«. For ham var
Morfologien Læren om Formforholdene alene,
uanset fysiologiske og teleologiske Hensyn. I sin
ovenn. Isagoge giver han i sammentrængt
Korthed og i Form af Læresætninger en strengt
logisk ordnet, systematisk Fremstilling af det,
man paa hans Tid kunde kalde den teoretiske
Botanik, og fik, om end ikke i Tiden
middelbart efter sin Død, en væsentlig Indflydelse paa
Videnskabens Tilsnit; endogsaa Linné, der
utvivlsomt allerede i sin Ungdom har kendt
J.’s Skr, støtter sig i ikke ringe Grad paa ham,
bl. a. i sin Artsnomenklatur. (Litt.:
Guhrauer, »J. J. und sein Zeitalter« [Tübingen
1850]).
V. A. P.
Jungle, se Djangal.
Junglu, kin. Statsmand, f. 1840, d. 11. Apr.
1903; var af Mansjuæt, beslægtet med
Enkekejserinde Tschsi, hvis loyale Hjælper han var
i 40 Aar. Han var en god Repræsentant for de
bedste bl. Mansjuerne. 30 Aar gl udnævntes han
til Vicepræsident i Finansministeriet og fik
forsk. vigtige Embeder i Peking, men fjernedes
1880 til en betydningsløs Post i Provinsen. 1894
blev han tilbagekaldt og fungerede som Pekings
Militærguvernør under Krigen med Japan. 1895
blev han Præsident for Krigsministeriet, 1896
Stor sekretær og 1898 øverste Leder af
Finansministeriet. Juli 1898 udnævntes J. til
Generalguvernør for Tsjili og blev samtidig »højeste
Befalingshavende over alle Nordens
Stridskræfter«. Han var en Modstander af Kang-ju-weis
og Kejser Kuang-hsus’ Reformplaner og skulde
være henrettet af Juan-sji-kai, men denne
menes at have fortalt J. alt og han igen alt til
Tschsi, der saa tog Magten ved et Statskup
Septbr 1898. J. nævnes som en af hendes
vigtigste Raadgivere under Bokseropstanden 1900;
men han var moderat og ikke enig med hende
i Behandlingen af Bokserne og var derfor
mistænkelig baade for Konservative og
Reformmænd. Han tilraadede efter Bokseropstanden en
russervenlig Politik og betragtedes i de sidste
Aar som en af Enkekejserindens
indflydelsesrigeste Raadgivere og det konservative Partis
egl. Leder. Ved sin Død var J. Præsident for
Finanskontrollen. J.’s Datter var gift med den
yngre Prins Tsjun og Moder til Hsüan T’ung
(Kejser 1908—12). (Litt.: Bland and
Backhouse, China under the Empress Dowager
[Lond. 1910]).
F. de F.
Jungmand (Søv.) betegner en Sømand,
der har faret til Søs i nogen Tid, men som
ikke er dygtig nok til at lade sig udmønstre
som Matros. J. skal kunne paatage sig lettere
Skibsarbejder, Styring, Roning m. m.
C. B-h.
Jungmann, Josef, tschk. Filolog og
Digter (1773—1847). J. var Søn af en Livegen og
havde under meget trange Kaar kæmpet sig
gennem Skolen og fuldendt sine Studier ved
Univ. i Prag (det filos. og det jur. Fakultet),
hvorefter han i 45 Aar virkede som
Gymnasielærer, først i Litoměřice (Leitmeritz), derefter
ved et Gymnasium i Prag. Allerede i sine
Studenteraar var J., trods Tidens tyske
Undervisningssprog, blevet grebet af den nationale
Begejstring og den Kærlighed til det tschk. Sprog,
der blev Drivfjederen til hele hans litterære
Virksomhed og gjorde ham til den bøhmiske
Vækkelses betydeligste Mand næst efter
Dobrovský. Hans digteriske Virksomhed, hvortil
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
