Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Junker, Wilhelm Johan - Junkerdalen - Junkergylte - Junkerpartiet - junkoid - Junktur - Juno
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Bahr el Azrek til Khartum. Herfra besøgte
han Sennar og drog op ad Nilen og Sobat
til Naser. Efter et kort Ophold i
Khartum forlod han Oktbr denne By og rejste op
ad Nilen. Han traf undervejs General Gordon,
der gav ham Tilladelse til at berejse
Ækvatorialprovinsen. Jan. 1877— Marts 1878 foretog
J. en Rejse i Bahr-el-Ghazal-Provinsen og
naaede en af Uelle-Flodens Kildefloder. Via
Khartum kom han Septbr 1878 tilbage til Kairo
med rige Samlinger, der for største Delen gik
til Museerne i Petrograd og Berlin. Efter et
kort Ophold i Europa drog han atter til Afrika
og ankom via Suakin Jan. 1880 til Khartum.
Herfra drog J. op ad Nilen og Bahr-el-Ghazal
og foretog omfattende Undersøgelser i
Uelle-Flodens Egne; det gik efterhaanden op for J.,
at Uelle ikke var idientisk med Schari-Floden,
men hørte til Kongo-Flodens System. Under
sit Ophold i disse Egne samlede J. bl. a.
mange interessante Oplysninger om Befolkningen.
Da han i Slutn. af 1883 vilde rejse hjem, blev
han forhindret heri af Mahdiopstanden og
sluttede sig til Emin og Cassati i Lado Jan. 1884.
Først i Novbr 1886, efter en Fraværelse fra
Europa af 7 Aar, lykkedes det ham via Uganda
at naa Bagamoyo paa Sansibar-Kysten. Marts
1887 ankom J. til Europa. Det rige Udbytte af
J.’s mangeaarige Rejser i Afrika er væsentlig
nedlagt i Petermann’s »Mitteilungen«,
Büttner’s »Zeitschrift für afrikanische Sprachen«
samt i hans store Rejseværk i 3 Bd »Reisen
in Afrika 1875—86« (1889—91).
C. A.
Junkerdalen. Inderst i Skjærstadfjorden i
Nordland Fylke gaar fra Saltdalen mod
SØ. J. over til Sverige. Øverst i Dalen nær
Grænsen ligger Graddis Fjeldstue. Gennem J.
fører Ridevej over til Merkenes i Sverige.
(Litt.: A. Hagemann, »Under
Polarkredsen« [Kria 1886]).
(J. F. W. H.). M. H.
Junkergylte, se Læbefisk.
Junkerpartiet kaldes den politiske Retning
hos den tyske og især den preuss. Adel, som
efter de demokratiske Rystelser 1848 og den
da udtalte Afskaffelse af alle Adelsrettigheder
søgte at sætte en Dæmning for Strømmen og
at genvinde det tabte ved nøje at knytte sig
til Kongedømmet. Der havde allerede tidligere
været lgn. Bestræbelser oppe. Saaledes
dannedes straks efter Frihedskrigen 1813—15 en
»Adelskette«, der vilde søge at tilbagevinde den
Magt og de Rettigheder, som de store
Reformlove 1808 ff. havde frataget Adelen, og under
Kong Frederik Vilhelm IV og hans Sværmeri
for Middelalderen opstod »Adelskurien«, som
vilde udvikle ridderlige Egenskaber og styrke
Standsfølelsen hos Adelen selv og derved
opfriske den gl. Glans og vænne Folket til at se
Adelen i Spidsen samt genoprette dens
»patriarkalske« Forhold til Bondestanden, ɔ:
Godsejernes Formynderskab. Endelig indkaldtes
Efteraaret 1848 af Bülow-Cummerow et
»Adelsparlament«, og her fremsattes som Program
en konservativ Statsordning, i hvilken
Kongedømmet af Guds Naade og den gl.
Standsinddeling var Grundtrækkene, medens man i
Virkeligheden ønskede at afskaffe alle frisindede
Fremskridt og skrue Udviklingen tilbage.
Herfra udgik J., bl. hvis Ordførere i Landdagen
Fr. J. Stahl, Gerlach og Bismarck var de
ypperste, medens »Neue preussische Zeitung«
(»Kreuzzeitung«) var dets Hovedorgan i
Pressen. Det fandt især Udbredelse i den lavere
Adel, hvorfra Officersstanden fortrinsvis
rekruteres, og spillede en vigtig Rolle indtil 1858.
Efter 1866, da det kom til at staa fjendtlig
mod hele Udviklingen, og da Bismarck selv
brød med det, tabte dets Indflydelse sig, og
der dannedes ny »frikonservative« Grupper.
Senere har det vel igen faaet et Opsving, skønt
Navnet ikke længere bruges; men det vil
næppe nogen Sinde se Opfyldelsen af sine Formaal.
E. E.
junkoid (bot.) [af juncus (Siv) og ἕιδος
(Udseende) kaldes af Warming a) Blade
(som hos Juncus [Siv] og visse Cyperaceer,
Litorella, visse Umbelliferer i de
sydamerikanske Alpeegne), der er lange, trinde, ikke
furede; b) Stængler, som har samme Form, er
bladløse, ugrenede og sivbladlignende, f. Eks.
Skuddene hos visse Juncaceer, Scirpus-Arter
og Restionaceer.
V. A. P.
Junktur (lat.), Laasen paa et tang- eller
saksformet Instrument. Man skelner mellem
en ægte J., hvor den ene Arm krydser den
anden ved at gaa gennem en fuldstændig
Aabning i denne, og den uægte J., hvor den ene
Arm ligger over den anden, og kun en Stift ell.
lign. forener dem. I Reglen sker Foreningen
ved en Nagle, som paa de sædvanlige Sakse.
Ved Instrumenter, der snart skal anvendes
samlede, snart med hver Arm for sig (som f.
Eks. Fødselstangen), kan dog en saadan J. ikke
anvendes; og da ogsaa Antiseptikkens stigende
Fordringer til at kunne rense ethvert
Instrument nøje i alle Kroge gjorde det ønskeligt at
kunne skille Instrumenternes 2 Arme ad, fik
næsten alle kirurgiske Instrumenter af denne
Art en hertil beregnet J. Denne maa dog
samtidig være saaledes indrettet, at Armene
holder sammen, naar de skal det. Man har
mangfoldige Arter af saadanne J., hvoraf en Del
patenterede. Hele dette Spørgsmaal om at
skille Instrumenterne ad spiller dog nu, da
Desinfektionen foregaar ved høje Varmegrader, en
mindre Rolle.
E. A. T.
Juno, 1) var hos de italiske Folk den
højeste og mægtigste Gudinde, Himlens Dronning
(Regina) og den øverste Himmelguds,
Juppiter’s Hustru. Navnet er sandsynligvis
dannet af samme Rod som Juppiter. Saa langt vor
Kundskab naar tilbage, har J. i den italiske
Gudeverden indtaget en lgn. Stilling som Hera
i den gr. Fra gl Tid var hendes Dyrkelse
udbredt i de Lande, som beboedes af de lat.,
sabelliske, oskiske og umbriske Stammer. Maaneden
Juni (Junius) i den lat. Kalender havde Navn
efter hende. Bedst kendes J.’s Dyrkelse i Rom.
Her var hun forenet med Juppiter og Minerva
i Templet paa Capitolium, Romerstatens
fornemste Helligdom (smlg. Juppiter, S. 253);
Kultusbilledet fremstillede hende som
Dronning (Regina) med et gyldent Scepter; desuden
holdt hun sandsynligvis en Skaal i Haanden.
Ofringerne til Juppiter og J. paahvilede Flamen
Dialis og hans Hustru (Flaminica). Deres
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
