Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juppiter (Guddom)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kørte med et Firspand af hvide Heste op til
Templet, hvor han nedlagde Laurbærgrenen i
J.’s Skød som Tegn paa, at Sejren skyldtes
ham, og bragte de lovede Ofre af unge, hvide
Tyre.
En anden, endnu ældre Helligdom paa
Capitolium var indviet til J. Feretrius (et Tilnavn,
der antages at betegne J. som Lynets Gud).
Det omtales oftere, at de saakaldte spolia
opima (ɔ: Rustningen, som toges fra en
fjendtlig Feltherre, der var falden i Kamp for den
rom. Hærførers Haand) blev indviede til J.
Feretrius, og efter Traditionen skulde Romulus
have bygget Templet i en saadan Anledning;
senere blev spolia opima opstillede heri af A.
Cornelius Cossus Aar 428 f. Kr. og M. Claudius
Marcellus 222 f. Kr. Desuden opbevaredes i
Templet, der var en ganske lille Bygning, en
»Tordensten« (lapis silex), som Fetialerne
benyttede til at dræbe det Dyr, der ofredes ved
Afslutning af Forbund. Denne Skik var
ældgammel, Fetialerne en fælles italisk Institution;
efter ældgammel og vidt udbredt Folketro
fremkaldtes Lyn og Torden af en Sten, der fo’r ned
fra Himlen, og Meningen med Ceremonien var
utvivlsomt den, at Guden selv med Lynet
nedslog Dyret.
Endnu skal nævnes et tredje anset Tempel,
for J. Stator (Standseren, Opretholderen), der
laa i Nærheden (af Titus-Buen. Efter
Traditionen skulde det ligeledes være indstiftet af
Romulus, til Tak for, at J. standsede Romernes
Flugt under Kampen med Sabinerne; en anden
Overlevering lod det være lovet af Konsulen
M. Atilius Regulus 294 f. Kr. i lgn. Anledning.
Et andet Tempel for J. Stator byggede
Metellus Macedonicus efter sin Triumf 146 f. Kr.
Præster og offentlige Fester i
Rom. Besørgelsen af Ofringerne til J.
paahvilede en særlig Præst, Flamen Dialis. Af de
store Præstekollegier stod Fetialerne og
Augurerne paa forsk. Maade i nært Forhold til
J. Den Dag, der i den romerske Kalender bar
Navnet idus (ɔ: den 13. ell. 15. i Maaneden),
var særlig helliget J.; hver Maaned ofredes der
paa denne Dag et hvidt Faar paa Capitolium.
Bl. de store offentlige Fester (ludi) var tre
knyttede til de kapitolinske Guddomme: ludi
Romani, plebeji og magni. Det religiøse
Midtpunkt i dem var et Gudemaaltid (epulum
Jovis), der foranstaltedes i Templet paa
Capitolium, og hvorved der til J. hensattes en
Løjbænk, til Juno og Minerva en Stol;
Kernepunktet i Folkefesten, som sluttede sig hertil, var
fra først af Væddekørsel, hvortil senere kom
Kamplege og Skuespil af forsk. Art. De nævnte
store Fester blev opr. kun afholdte
ekstraordinært, iflg. Løfte til Guderne under truende
Fare o. a. Men tidlig blev ludi Romani en
staaende Fest, der afholdtes hvert Aar i Septbr
(paa Cicero’s Tid i 15 Dage, 4.—18. Septbr);
ogsaa de plebejiske Lege (ludi plebeji), hvis
Oprindelse er ukendt, fejredes hvert Aar (i
Novbr). De Fester, som gaves ekstraordinært
i særlig Anledning, men i øvrigt næppe var
forsk. fra ludi Romani, kaldtes ludi magni
(»store Lege«).
J.’s Dyrkelse uden for Rom er, som
ovf. antydet, kun mangelfuldt kendt. Fyldigst
Oplysning foreligger om en Helligdom paa
Albanerbjerget i Latium, der i den historiske
Tid stod i nært Forhold til den rom.
Statsreligion. J. dyrkedes her med Tilnavnet
Latiaris som det latinske Forbunds Skytsgud. Til
hans Ære afholdtes Latinerfesten (feriæ
Latinæ), som fejredes i Fællig af de latinske Stæder
under Roms Ledelse. Tiden for Festen
bestemtes af Konsulerne straks efter deres
Embedstiltrædelse; gjorde Forholdene det nødvendigt,
udnævntes em Diktator til at overtage Ledelsen.
Til Ofringerne bidrog alle latinske Stæder;
Hovedofferet var en ung hvid Tyr. Ogsaa i
den gl. Dyrkelse af J. Indiges i Lavinium
havde Rom Del, idet Pontifices og Konsulerne hvert
Aar ofrede i hans Helligdom; i Præneste
dyrkedes J. sammen med Fortuna. En højt anset
J.-Helligdom fandtes i den volskiske By
Terracina (Anxur); ogsaa i Umbrernes, Oskernes
og de sabelliske folks Lande nævnes fl. St.,
hvor J. dyrkedes fra gl Tid. Etrurerne, der
m. H. t. Sprog og Nationalitet indtog en
Særstilling bl. de italiske Folk, tilbad under
Navnet Tinia en Gud, der meget lignede den
italiske J. I hver etrurisk By fandtes et Tempel,
hvor Tinia, Uni (= Juni) og Menrva (=
Minerva) dyrkedes i Fællig, en Kultus, der har
været Forbillede for den kapitolinske. Ogsaa
Faliskerne, der i højere Grad end de andre
italiske Folk var paavirkede af Etrurerne (se
Falerii), tilbad fra gl Tid de samme tre
Guder. I den senere Oldtid forplantedes denne
Kultus p. Gr. a. Roms Magtstilling til alle Egne
af Romerriget, og mange Byer rundt om i dette
oprettede »kapitolinske Helligdomme« i Lighed
med Hovedstadens.
Sammensmeltning med andre
Guder. Da den gr. Kultur gennemtrængte
Italien, smeltede Zeus og J., der fra først af
var nær beslægtede, fuldstændig sammen: alle
Forestillinger, alle Sagn og Myter, som
knyttede sig til den gr. Gud, overførtes til den
rom. Paa Gudsdyrkelsen, der sejgt holdt fast
ved de nedarvede Skikke, fik denne Bevægelse
dog ikke synderlig Indflydelse; men da den ad
mange Veje (gennem Skuespil, Litt. og
Billedkunst) naaede ud til Folket, maatte den i
Tidens Løb paavirke de Forestillinger, det
nærede om den øverste Gud. Ligesom med Zeus
identificeredes J. ogsaa, navnlig i Kejsertiden,
med forsk. østerlandske Guddomme, saaledes
Dolichenus, Sabazius og Sarapis. Trods Navnet
J. bevarede disse dog i alt væsentligt deres
særlige Karakter; de bliver derfor behandlede
i særskilte Artikler.
J. i Billedkunsten. Den ældste italiske
Kultus anvendte ikke Gudebilleder. De
billedlige Fremstillinger af J. gaar derfor ikke
tilbage til nogen fjern Oldtid; den ældste,
hvorom Efterretning haves, er Statuen i det første
kapitolinske Tempel (se ndf.). Efter deres Ydre
falder de bevarede J.-Billeder i to forsk.
Grupper. Dels fremstiller de Guden som en moden
Mand med Fuldskæg i Tilslutning til de gr.
Zeus-Billeder, dels som en skægløs Yngling, en
Type, for hvilken den etruriske Tinia (se ovf.)
ligger til Grund. Den førstnævnte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
