Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - jus aequum - jus angariæ - jus ascendendi - jus asyli - jus avocandi - jus canonicum - jus circa sacra - jus civile - jus civitatis - jus commercil - jus commune - jus compascui - jus connubii - jus deliberandi - jus de non appellando - jus de non evocando - jus detractus - jus devolutionis - jus divinum - jus dominii impetrandi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
stillede Krav, for saa vidt disse fandt
Anerkendelse i den positive Ret. I Modsætning til jus
strictum er j. æ. den Ret, der tillader at tage
et billigt Hensyn til det enkelte Tilfældes
særlige Omstændigheder. Medens j. strictum er
den med streng Konsekvens af de positivt
fastslaaede Retssætninger groft udledede, stive
(formelle) Ret, er j. æ. den friere udformede,
mere smidige Ret, der under stadig
Hensyntagen til det konkrete Forholds særlige
faktiske Momenter ligesom til den Erklærendes
virkelige Villie søger at opfylde en højere
materiel Retfærdigheds Krav. Som Følge heraf
fremtræder j. æ. ofte i Form af en
Undtagelsesret (jus singulare). Smlg. æquitas.
C. W. W.
jus angariæ (af gr. αγγαρος, Bud). Skønt
vore Dages Krigsførelse ikke i Reglen tilsteder
Bemægtigelsen af fjendtlige, private Borgeres
Ejendom paa Landjorden — til Søs er
Forholdet endnu i det mindste et andet (jfr. frit
Skib, frit Gods) —, anses man dog i
Nødstilfælde for berettiget til at sætte sig
i Besiddelse af og i Krigsøjemed benytte ikke
blot fjendtlige, men endog neutrale Magters
Undersaatters Gods, men saaledes dog, at der
ydes fuld Erstatning for den derved forvoldte
Skade.
(C. V. N.). N. C.
jus ascendendi (lat.), d. s. s.
Oprykningsret, se Pant.
jus asyli (lat.), se Asylret.
jus avocandi (lat.), Ret til at kalde
tilbage. Avokatorier, offentlige
Proklamationer, hvorved en Stat kalder sine
Undersaatter ell. visse Klasser af dem hjem fra et
fremmed Land, enten p. Gr. a. en udbrudt ell.
truende Krig med dette Land ell. for at afholde
dem fra at inddrages i ell. paavirkes af
politiske Uroligheder i Udlandet. Saaledes kaldte
under Julirevolutionen Rusland sine
Undersaatter hjem fra Frankrig og Preussen alle
preuss. Studenter hjem fra de fr. Univ.
K. B.
jus canonicum (lat.) var i Middelalderen
opr. Benævnelsen paa den Ret, der havde sit
Udspring fra de paa Synoderne, hvor
Biskopperne og Kirkens Ældste samledes og fattede
Beslutninger om Kirkens Lære og Skikke
(canones). Senere, da der kom til at foreligge
en skreven Samling af disse Beslutninger,
Corpus juris canonici, blev det Udtryk for de i
denne Samling indeholdte Regler, se
kanonisk Ret.
O. D.
jus circa sacra (lat.) er Udtrykket for den
Del af Statsoverhovedets Højhedsret over
Kirken, der omfatter Statens Beskyttelsesret (jus
advocatiæ), Reformationsret (jus reformandi)
og Tilsynsret (jus inspectionis), i Modsætning
til den egl. Kirkemyndighed ell. Myndigheden
i de indre kirkelige Anliggender, Tro og Lære
(jus in sacris ell. jus sacrorum).
O. D.
jus civile (lat.) forekommer i romersk Ret
i forsk. Bet. Først og fremmest betegner j. c.
den paa Juristernes interpretatio hvilende
uskrevne Sædvaneret i Modsætning til jus
legitimum, den umiddelbart i Lovene indeholdte
Ret. J. c. er dernæst i Modsætning til j.
gentium den alene for rom. Borgere (cives
Romani) gældende Ret. Udtrykket anvendes
endvidere i Modsætning til Embedsretten j.
honorarium og da særlig den gennem det
prætoriske Edikt skabte j. prætorium om den egl.,
af Folkets Villie baarne Ret. Ofte, navnlig i
Titlen paa Juristskrifter (Sabinus, C. Cassius
Longinus) betyder j. c. i al Alm. Privatretten.
Endelig betegner j. c. simpelthen virkelig
gældende (positiv) Ret i Modsætning til jus æquum
og jus naturale.
C. W. W.
jus civitatis (lat.), Borgerret, Statsborgerret.
jus commercil (lat.) betegner i romersk
Retssprog Retten til med fuld Retsvirkning
efter rom. Ret, ex jure Quiritium, at erhverve
og overdrage Ejendomsret, indgaa Kontrakter
samt indsætte nogen ell. selv blive indsat som
Arving. Se iøvrigt commercium.
C. W. W.
jus commune (lat.) = alm. Ret, bruges i
Alm. i Modsætning til de Retsregler, som kun
gælder for enkelte Personklasser ell. i andre
særlige Forhold (jus speciale), undertiden
ogsaa som Modsætning til saadanne Retsregler,
som iflg. deres Indhold afviger fra det
sædvanlige (Singulærret, jus singulare).
N. C.
jus compascui (lat.), se compascuum.
jus connubii betegner i romersk Retssprog
Retten til at indgaa et efter rom. Ret
fuldgyldigt Ægteskab, justæ nuptiæ. (Se i øvrigt
connubium).
C. W. W.
jus deliberandi (lat.), Betænkningstid, Frist
til at overveje, om man vil vedgaa Arv og
Gæld, se Arv og Arvefald.
K. B.
jus de non appellando (lat.), Ret til at
være sidste Instans, hvorfra der ikke
appelleres videre. I det tidligere tyske Rige en
Forret for enkelte Fyrster og til sidst for alle
Kurfyrster til selv at have Højesteretter i
Landet og saaledes være fritagne for Appel fra
deres Domstole til de kejserlige Rigsretter,
Rigshofretten og Rigskammerretten. Ved denne
j. d. n. a. indskrænkedes de sidste virkelige
Udslag af Rigets Højhedsret over de enkelte
Lande til et blot Skin.
K. B.
jus de non evocando (lat.), Rigsstændernes
Ret i det tidligere tyske Rige til ikke i
Retssager i første Instans at drages fra deres
Værneting i deres eget Land og ind. under
Rigsretterne.
K. B.
jus detractus (lat., Afdragsret), Statens Ret
til at afkorte et Beløb, hæve en Afgift af Arv
ell. anden Formue, der føres ud af Landet.
Denne Afdragsret er nu saa godt som overalt
— saaledes ogsaa i Danmark og Norge for de
i D. L. 5—2—76 til 79, N. L. 5—2—77 til 80
omhandlede Sjette- og Tiendepenges
Vedk. — ophævet ved en Mængde Traktater
mellem de forsk. Stater. For Danmarks Vedk.
er disse Afgifter derhos endelig bortfaldne ved
en Lov af 4. Marts 1904.
K. B.
jus devolutionis (lat.),
Devolutionsret (s. d.).
jus divinum (lat.) eller guddommelig Ret
kaldes i den kat. Kirke de Normer (canones),
der indeholdes i det gl. og det ny Testamentes
Bøger, for det gl. Testamentes Vedk. særlig
Moralforskrifterne, i det ny Testamente, ogsaa
Forskrifterne vedrørende Troen og
Sakramenterne. Se endvidere jus sacrum.
O. D.
jus dominii impetrandi (lat.), Ret til at
forlange at blive Ejer. Efter Romerretten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
