Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Justi, Johann Heinrich Gottlob von - Justi, Karl og Ludwig - Justice - justificere - Justifikationssag - justinianske Noveller - Justiniantis - Justinopolis - Justinus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
derved — samtidig med at han resumerer og
afslutter Kameralistikken — Overgangen til
Nationaløkonomien og Finansvidenskaberne i
moderne Bet., hvorfor han maa betegnes som
en af Adam Smith’s betydeligste Forløbere.
Han har sit Udgangspunkt i Merkantilismen og
deler dens Anskuelser om Handelsbalancen,
Møntpolitikken, dens Sværmeri for en
uindskrænket Befolkningsforøgelse og en stærk
Centralisation med en landsfaderlig Absolutisme
som Midtpunkt. Paa Finans- og
Skattepolitikkens Omraade er han en Reformator, hvis
Indflydelse spores langt ind i 19. Aarh. Af hans
talrige Skr skal her kun nævnes:
»Staatswirtschaft oder systematische Abhandlung aller
økonomischen und Kameralwissenschaften«
(1755); »Grundsätze der Polizeiwissenschaft«
(1756); »Vollständige Abhandlung von den
Manufakturen und Fabriken« (2 Bd, 1758—61);
»Gesammelte politische und Finanzschriften«
(3 Bd, 1761—64); La chimère de l’équilibre du
commerce et de la navigation (1763) og »System
des Finanzwesens« (1766).
(K. V. H.). Sv. N.
Justi [’josti], 1) Karl, tysk
Kunsthistoriker, f. 2. Aug. 1832 i Marburg, d. 9. Decbr 1912 i
Bonn, Broder til ovenn. F. J. Han virkede først
som Prof. i Marburg og i Kiel, 1873—1901 som
Prof. i Arkæologi og Kunsthistorie i Bonn.
Han har skrevet fl. grundlæggende og
fremragende Værker, det banebrydende
»Winckelmann. Sein Leben, seine Werke u.
Zeitgenossen« (3 Bd, 1866—72, 2. Opl. 1898),
Monografierne »D. Velazquez u. sein Jahrhundert« (2
Bd, 1888, 2. Opl. 1903), »Murillo« (1892),
»Michelangelo« (1900) og »Miscellaneen aus drei
Jahrh. spanisch. Kunstlebens« (1908).
2) Sønnen Ludwig, f. 14. Marts 1876 i
Marburg, 1903 kumsthist. Prof. i Halle, 1904
Direktør for Städel’ske Institut, fra 1909 for
Nationalgaleriet i Berlin, skrev 1898 »Jacobo
de Barbari u. Dürer«, senere et Par Bøger
om Dürer samt 1908 Hovedværket »Giorgione«
(2 Bd).
A. Hk.
Justice [’dзastis] (eng.), Retfærdighed,
Dommer; j. of the peace [-əv-ðə-’pi.s], Fredsdommer.
justificere (lat.), retfærdiggøre, stadfæste
(navnlig ad retslig Vej), tidligere ogsaa
henrette. Justinkation, det at j.
K. Hch.
Justifikationssag, se
Arrestforfølgningssag.
justinianske Noveller, se Noveller,
justinianske.
Justiniantis, Navn paa to byzantinske
Kejsere. 1) J. I (527—65), f. i Tauresion i Illyrien
11. Maj 482, d. 14. Novbr 565, besteg Tronen
efter sin Farbroder Justinus I, efter at han
allerede i Slutn. af dennes Regeringstid havde
været Rigets faktiske Styrer. Som Kejser gjorde
han et kraftigt Forsøg paa at fæstne det rom.
Rige igen efter Folkevandringens Storme og
udvide dets Herredømme over de tabte
Landstrækninger. Nordgrænsen forsvaredes
energisk mod de slaviske Stammers Indfald, og
der anlagdes betydelige Fæstningsværker til
Værn imod dem; men endnu større Iver
udviste J. for at foretage Erobringer i fjernere
Lande. Først lod han sin tapre Feltherre
Belisarius erobre Vandalernes Rige i
Nordafrika (534), og sendte ham derefter imod
Østgoterne i Italien, der hidtil kun af
Navn havde anerkendt Kejseren som deres
Overherre. Her trak Krigen dog ud i mange Aar
(535—53) og bragtes først efter Belisarius’
Tilbagekaldelse til Afslutning af Narses. Hele
Italien maatte underkaste sig J. og styredes
fra nu af af en kejserlig Statholder i Ravenna.
Ogsaa i det sydlige Spanien gjorde J.
Erobringer, hvorimod han maatte bestaa langvarige
og haarde Kampe for at sikre Rigets
Østgrænse mod Perserne.
M. H. t. den indre Styrelse arbejdede J.
kraftig paa at befæste den kejserlige Enevælde.
Konsulatet, der endnu mindede om den
republikanske Forfatning, ophævedes 541, og
Senatet ydmygedes paa fl. Maader. Stor Bet.
fik den store Lovsamling, udarbejdet under
Ledelse af Tribonianus, som J. lod udgive. 529
udkom Codex Justinianeus, senere Digestæ ell.
Pandectæ, Institutiones og Novellæ (smlg.
Corpus juris). Ogsaa over for Kirken
optraadte J. som den enevældige Herre og
vaagede strengt over Ortodoksien. Mod Resterne
af Hedenskabet optraadte han ved at lukke
Filosofskolen i Athen (529). J. udførte store
Byggeforetagender, særlig af Kirker, og hertil
saavel som til de mange Krige medgik der
naturligvis en stor Mængde Penge; svære
Skatter og talrige Formuekonfiskationer hjalp til at
skaffe Balance. Befolkningen i Hovedstaden,
hvor der rasede jævnlige Partikampe mellem
Cirkuspartierne »de blaa« og »de grønne«,
holdtes strengt i Ave; en Opstand (Nika-Opstanden)
dæmpedes blodig af Belisarius (532). J. var en
virksom og rastløs Natur, men uden
fremragende personlige Egenskaber, karaktersvag
og upaalidelig, men i Besiddelse af en vis
Snuhed. Hans intrigante Gemalinde Theodora
havde stor Indflydelse paa ham. (Litt.:
Isambert, Histoire de Justinien [2 Bd,
Paris 1856]; Ch. Diehl, Justinien et la
civilisation byzantine [Paris 1901]).
2) J. II (685—711), Søn af Konstantin IV,
vakte dels ved et Nederlag mod Araberne, dels
ved sin Grusomhed en saa stor Misfornøjelse
imod sig, at der opstod en Rejsning i
Konstantinopel, som Følge af hvilken han blev afsat
og med afskaaren Næse sendt i Forvisning til
Krim (695). Efter at først den nævnte Opstands
Leder Leontios (695—98) og derefter Tiberius
III (698—705) havde beklædt Kejsertronen,
vendte J. tilbage og bemægtigede sig ved Hjælp
af en bulgarsk Hær igen Regeringen. Medens
Araberne stadig havde Fremgang, fortsatte J.
nu sine Grusomheder i endnu større
Omfang end tidligere, indtil der rejste sig en
Modkejser Philippicus imod ham; forladt af sine
Soldater blev han myrdet.
H. H. R.
Justinopolis, se Capo d’Istria og
Edessa.
Justinus, Navn paa to byzantinske Kejsere.
1) J. I (518—27) var en Bondesøn fra Thrakien
ell. Illyrien, der, efter først at have ladet sig
hverve som Soldat, hurtig steg til de højeste
Poster i Hæren. Efter Anastasios I’s Død blev
han udraabt til Kejser. Han var en ubetydelig
Regent, der ikke engang skal have kunnet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
