Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - jus vocandi - Jute - Jutegarn - Jutta (dansk Dronning) - Jutta (dansk Prinsesse) - Jutul - Jutulhugget - Juturna - Juul
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
jus vocandi (lat.), se Kaldsret.
Jute, Gunny, undertiden ogsaa kaldet
Calcutta- ell. Bengal-Hamp, er
Basttrævlerne af to Arter Corchorus, der
hovedsagelig dyrkes i Ostindien, Kina, Nordamerika
og Afrika. Efter Indhøstningen bliver
Stænglerne underkastede en lgn. Rødning som den,
der anvendes ved Hamp, hvorefter Basten let
lader sig skille fra Veddet. Efter at være tørret
i Solen udgør Basten 1—3 m lange Taver, der
er sammensatte af 0,01—0,03 mm tykke,
kantede, tykvæggede Celler. Farven er graagul,
lysest hos de bedste Kvahteter. De gode Sorter
har en høj Glans og er meget smidige samt
har stor Modstandsevne mod Vandets
Indvirkning. Skønt J. først kom til Europa 1830 og i
lang Tid kun benyttedes til Sækkevæv o. l.
simplere Varer, har den dog efterhaanden
faaet en udstrakt Anvendelse ogsaa til Vævning
af bedre Stoffer, saasom Tæpper, Gardiner,
Portierer o. l. Den lader sig ikke let blege helt
hvid, men derimod vel saa lyst, at den kan
farves, selv med temmelig lyse Farver. Den
største Anvendelse af J. er stadig til Sække,
f. Eks. til Kaffe. Affald fra Spindingen benyttes
en Del til simplere Papir. Udspunden J.
benyttes meget, imprægneret med antiseptiske
Stoffer, til Forbindstoffer.
K. M.
Jutegarn, se Garn.
Jutta, dansk Dronning, Datter af Hertug
Albrecht af Sachsen, ægtede 1239 Erik
Plovpenning, som dengang var udvalgt Konge og
to Aar senere fik Styrelsen af Danmark. Under
Erik’s bevægede Regering stod hun trofast ved
hans Side; under en af Kampene med Abel
havde hun Befalingen paa Skanderborg og lod
hensynsløst sine Mænd tage Korn og Gods, som
tilhørte Øm Kloster. J. og Erik havde mindst 4
Døtre, af hvilke Sofie blev sv. og Ingeborg
norsk Dronning. Efter Erik’s Drab (1250)
ægtede hun Grev Burchard af Rosenburg,
Borggreve af Magdeburg; deres Datter Sofie ægtede
Erik (Langben) af Langeland.
H. O.
Jutta, dansk Prinsesse, f. c. 1245, d. 1284,
Datter af Erik Plovpenning og Dronning Jutta,
indtraadte 1266 — vist under Tryk af
Enkedronning Margrete — i Skt Agnes’ Kloster i
Roskilde, der var stiftet af hendes yngre Søster
Agnes, og blev snart dennes Efterfølger som
Abbedisse. Begge Søstrene forlod dog Klosteret
1272, og J. drog til sin Søster, Dronning Sofie,
i Sverige. Hendes Svoger, Valdemar
Birgersøn, blev betagen af hendes Skønhed, og snart
bestod der et brødefuldt Forhold mellem den
letfærdige Konge og hans klostergivne
Svigerinde. Forargelsen bidrog væsentlig til, at
Valdemar blev styrtet. J. vendte tilbage til
Danmark, hvor hun havde Trætte med Skt
Agnes’ Kloster, der bestred hendes Ret til at
tage sine Gaver tilbage, og med sin Fætter,
Kong Erik Klipping, der forholdt J. hendes
Fædrenearv. Danehofdommen 1284 nødte dog
Erik til at give efter, men samme Aar døde J.
H. O.
Jutul kaldes i Norge en Jætte ell. Rise; oldn.
jǫtunn, angelsachsisk eoten (vistnok til Verbet
»æde«).
H. F.
Jutulhugget, en ejendommelig
cañonlignende Forsænkning mellem Glommen og
Tyldalen (c. 1 km Ø. f. Barkald St.). Dalen er 2,5
km lang og løber i Ø. og V. Væggene har en
Højde fra 100—240 m og Bredden fra 150—400
m. J. antages at være udgravet af Afløbet fra
en isdæmmet Sø, som under Istidens Slutn.
fyldte den øvre Del af Glommendalen. Den
vestlige botnformige Ende antages at være
frembragt senere af en lille Bræ. (Litt.:
Koffi, i »Jutulhugget Folkeblad« [1897]).
M. H.
Juturna (lat. = Diutúrna) var en
Kildenymfe, der fra gl Tid synes at være bleven
dyrket paa forsk. Steder i Latium. Senere
indførtes hendes Dyrkelse i Rom, og en Kilde nær
ved Dioskurernes Tempel fik Navn efter hende.
Til Ære for J. byggede Q. Lutatius Catulus
efter den første puniske Krig et Tempel paa
Marsmarken, og fra Augustus’ Tid fejrede de
Haandværkere, der ved deres Virksomhed
benyttede Kildevand, til hendes Ære hver 11.
Jan. Festen Juturnalia. Vandet fra de til J.
helligede Kilder, især en Kilde paa
Albanerbjerget, ansaas for det reneste og helligste;
man tilskrev det lægende Egenskaber og
benyttede det i Rom ved de fleste Ofringer. J. er
gentagne Gange omtalt af rom. Digtere. I
Vergilius’ Æneide kaldes hun Søster til Kong
Turnus og Veninde med Juno. Hun elskes af
Juppiter, der foruden Udødelighed skænker hende
Herredømmet over Kilderne. Andensteds
omtales hun som Datter af Volturnus, gift med
Janus og Moder til Kildeguden Fontus.
H. A. K.
Juul, gl dansk, opr. fra Nørrejylland
stammende Adelsslægt, der fører en Sølv Lilje i
blaat Felt, paa Hjelmen to udadhældende Sølv
Liljer. Hr. Niels J. af Jylland nævnes 1285
bl. de ti af Landets fornemste Mænd, der
beedigede, at Als hørte til Kongeriget. Hans Søn,
Esger J. (d. 1325), blev tidlig Kannik i Ribe,
stod paa Erik Menved’s Side i Striden med
Jens Grand og havde vistnok en væsentlig
Andel i, at denne Strid blev bilagt. Han
belønnedes 1306 med Aarhus Bispestol, udnævntes 1310
til Ærkebiskop i Lund og deltog Aaret efter i
Koncilet i Vienne. Som den danske Kirkes
Overhoved forstyrredes hans gode Forhold til
Kongen. Efter et aabent Brud flygtede han
1317 til Hammershus, hvorfra han lyste Kong
Erik i Band, og drog sidst paa Aaret videre
til Pommern. Efter Christoffer II’s
Tronbestigelse vendte E. J. tilbage 1321 og udsonedes
snart med den ny Konge, som han dog heller
ikke kom til at staa i noget godt Forhold til.
— Af ukendte Grunde gik det ganske tilbage
med Slægtens Anseelse. Da J.’erne atter
genfindes, hører de kun til Lavadelen, de besad
kun en lille, forlængst forsvunden
Hovedgaard, Hedegaard i Glæsborg Sogn i Mols.
Stamtavlen begynder først sikkert med Søren
J. til Hedegaard, der levede midt i det 15.
Aarh. Hans Sønnesøns Søn, Axel J. til
Villestrup (1503—77), hævede Slægten til stor
Anseelse. Efter en lærd Uddannelse begyndte han
sin Løbebane som Sekretær i Kancelliet under
Frederik I, der anvendte ham i diplomatiske
Sendelser til Sverige; 1536 forlenedes han med
Aalborghus, senere med Asmild Kloster, 1551
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
