Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jærtegn - Jærtegnspostil - Jærv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Troen paa J. var meget alm. i Oldtiden; allerede
hos Assyrerne var den sat fuldstændig i
System, hvilket fremgaar af det store mantiske
Værk fra Ninive, som omhandler Udlægningen
af en Vrimmel af varslende Tildragelser. I den
klassiske Oldtid, især hos Romerne, spillede
den ligeledes en stor Rolle (se Augurer), og
om end de mere fremskredne Aander allerede
dengang spottede over den, holdt den sig dog,
blev senere omplantet paa kristeligt Grundlag
og er endnu langtfra forsvunden. Fører den
end i vore Dage en ret lyssky Tilværelse, er
der dog endnu mange Mennesker, der
betragter naturlige Tildragelser, hvis
Aarsag ikke straks lader sig paavise,
f. Eks. faste Genstandes tilsyneladende
umotiverede Nedstyrten, som
Varsler og J. Hertil er ikke andet at
bemærke, end hvad allerede Cicero
indvendte mod Troen paa J.: ingen
naturlig Tildragelse, selv om den er
sjælden, kan være J., fordi den er
Resultat af naturlige Aarsager; kun det
fuldstændig umulige vil kunne
betragtes som Tegn fra Guderne — men det
umulige sker ikke. (Litt.: Cicero,
»Om Varsler og Spaadomme«, dansk
Overs. ved Thoresen [Kbhvn 1893];
Lehmann, »Overtro og Trolddom«,
2. Udg. [Kbhvn 1920]).
Alfr. L.
J., oldn. jarteikn, »synligt Tegn som
Bevis for Sandheden af et Udsagn,
Legitimationstegn, Varsel, Mirakel«
(den sidste Bet. udgaar fra: Tegn som
Bevis paa Sandheden af det
guddommelige Ord), maaske opr. jarknteikn, knyttet
til gotisk airkns »ren, ægte«.
H. F.
Jærtegnspostil kaldes en Prædikensamling,
i hvilken Udlæggelsen af Dagens Tekst
ledsages af en Fortælling om en vidunderlig
Tildragelse. Man har en saadan Prædikensamling
paa Dansk, nemlig den, som Chr. Pedersen lod
trykke i Paris 1515. Den optryktes paa ny i
Leipzig 1518 (Udg. af C. I. Brandt og R. Th.
Fenger). Vidunderne kaldes af Chr. Pedersen
Jærtegn, og dette har givet Anledning til
Navnet J. Se Postil og Homiliebog.
(P. K. T.).
Jærv (Gulo lúscus ell. borealis), Erv ell.
Fjældfras, et Rovdyr, dannende en Slægt for
sig selv, henhørende til Maarfamilien
(Mustelidæ), med hvis øvrige Medlemmer den dog
har ret ringe ydre Lighed, idet den nærmest
er bjørneagtig, med særdeles kraftigt og plumpt
bygget svær Krop og ret lave kraftige Ben,
med svære Poter, der træder paa hele Saalen.
Kroplængden c. 85 cm, Halen kun c. 20 cm,
Skulderhøjden c. 40 cm. Hovedet lille, men
meget bredt og kort, med smaa Øjne, der
sidder paafaldende langt fra hinanden; Ørerne
korte og afrundede, rager kun lidt ud af
Pelsen; denne er meget langhaaret og glinsende,
men grov; Halen stærkt busket. 5 Tæer baade
paa For- og Bagfod med hvidlige, lange
sammentrykte, kraftige og ret spidse Klør.
Fodsaalerne tæthaarede, blot Trædepuderne nøgne.
Pelsen mørk- ell. sortebrun; paa hver Side et
lysere, graaligbrunt Baand fra Skulder til
Halerod, saaledes at de omslutter et mørkere Parti
(»Spejlet«) paa Ryggen; et graaligt Strøg
mellen Øjne og Øren; hele Undersiden og Benene
næsten sorte, med et Par lysere Pletter paa
Strube og Forbryst. Kraniet meget kraftigt med
stærke Kæber, Tænderne (3/3 · 1/1 · 4/4 · 1/2) meget
kraftige, næsten hyæneagtige. — Vidt udbredt i
Europas, Asiens og Amerikas nordlige Egne, i
Amerika (»Carcajolu«) tidligere helt ned til den
store Saltsø; alm. i det nordlige Skandinavien,
talrigst i Finmarken, men findes i Fjældegnene
ned til det sydlige Norge og Mellemsverige. I
ældre Tider fandtes den endog ned i
Mellemeuropa og er saaledes iagttaget i Lithauen,
Sachsen og Braunschweig. Et særdeles glubsk,
modigt og graadigt Rovdyr, der myrder for
Fode, naar Lejlighed gives; klatrer og springer
fortrinligt i Træer og Klipper, løber
udholdende i klodsede Spring og svømmer godt.
Holder særlig til i Fjældegne baade i Skovbæltet
og over dette; lever som Regel enkeltvis,
skjuler sig om Dagen og jager særlig om Natten.
Trods deres forholdsvis ringe Størrelse
anfalder de, lurende fra et Træ ell. en Klippe, selv
saa store Dyr som Rensdyr, som de med
Lethed dræber ved Bid i Halsen; ikke engang
Køer, Heste, ja endogsaa Elsdyr skal de ikke
frygte for at angribe; efterstræber i øvrigt Faar,
Geder, Ræve, Bævere, Ryper o. s. v. og ganske
særlig Lemæner, der ofte synes at udgøre deres
Hovednæring; ogsaa Fisk formaar de at fange,
og de forsmaar ikke Aadsler. De synes
jævnlig at forandre Opholdssted, f. Eks. følgende
Remflokkene, og kan i det hele optræde som
yderst skadelige Rovdyr; nu og da søger de
ogsaa, til Huse, for at skaffe sig Adgang til
Forraad af Levnedsmidler, som de da med
Graadighed fortærer, hvorunder de udviser
megen Listighed og Klogskab. Fra Kirtler ved
Gattet udbreder de en hæslig Lugt, og det
angives, at de endogsaa vilkaarligt kan
udtømme disse Kirtlers Indhold mod Angribere.
Parringstiden i Jan.; føder paa et blødt Leje
i en Hule under Klippeblokke midt i Marts
2—4 Unger, der er blinde i 14 Dage; allerede
 |
| Jærv. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
