Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jætte ell. Jotun - Jættegryder - Jættestuer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Overensstemmelse med deres Naturkarakter, men med
friere Blanding af de forsk. Naturmotiver.
Hrimgerd i Helge-Kvadet ligger snart
liggraadig foran Vikingeskibene, og snart hører hun
til Fjældjætterne og staar forstenet, da Solen
rinder over hende. I de ældste danske Sagn
skildres Havjætten Læ paa Læsø som levende
dybt inde i Bjerget; aldrig har man set
tykkere Vægge, aldrig har man set eet Væsen
have saa mange Hoveder, og aldrig er man
kommen et Sted, hvor man stærkere ønskede
sig bort fra. Ikke sjælden, hyppigst i danske
Sagn, er det den dybt i Fjældet boende J.’s
Visdom, man søger; men sædvanlig er der
aaben Kamp mellem Menneskeheden, ført af
dens Helte, og J. Der gaar Sagn om, hvorledes
de er blevne fordrevne af Menneskefolket (ell.
af Guderne). Under Indtryk af den knugende
lange Vinter opstaar Myten om en Tid, da
selve Kong Sne ell. Snjó herskede over
Danmark ell. Norden.
I Gudesagnene er Fremstillingen i
mange Henseender anderledes. Jætterne er stemte
sammen med Gudelivet, de har rige
Kongsgaarde og fagre Døtre. Ved Siden af Styrke
og Mængde er Kløgt et Middel for dem i
Striden mod Guderne, men deres Mangeviden maa
ligge under for den Snarraadighed ell. dybe
Indsigt, der findes hos de bedste af Aserne.
Men i det hele og store har J. dog bevaret det
Grundpræg, som de har faaet i de naturbundne
Sagn. — J. optræder som et samlet, uhyre
Folk, bosatte langt i Øst (Frostens og
Hrimthursernes Hjem) i vide Landstrækninger
(Jotunheim, Jǫtunheimar), »J.’s Verdener«,
skilte fra Mandheimen og fra Gudernes
Verden ved en aabent rindende Aa (Iving) ell. en
bred Strøm (Elivaage), hvor Thor værger
Grænsen mod Indbrud af Fjenderne, hvis han
da ikke hjemsøger dem i deres eget Land.
Medens Jotunheimen efter sit Sted svarer til
Hrimthurserne, har dens Befolkning ubetinget
mest af Bjergjætternes Natur: at bo i Fjældet
at kæmpe med Sten, at optræde i en forstørret,
men forgrimmet Menneskeskikkelse. I de
enkelte Myter om Guders og J.’s Kamp kan man
derimod ikke udpege de muligvis oprindelige
Naturmotiver, og ligeledes er der en Del af
Mytologiens Jætteskikkelser, som kun i ringe
Grad lader sig indordne under de kendte
Grupper af Naturjætter: Suttung og hans Slægt som
Vogtere af Skjaldemjøden, den vise Mime i
Mimer-Brønden under Ygdrasil. En ganske
særlig Stilling indtager Loke og Udgaardsloke.
Midgaardsormen synes at være en kolossal
Forstørrelse af Havtroldene, medens
Fenrisulven muligvis er en oprindelig Stormjætte.
Fl. Hundrede af Oldtidens Navne paa J.
kendes endnu. En stor Del af dem skildrer deres
Vækst ell. hæslige Udseende (Skalle,
Jernpande, Laaden, Tidselskæg), andre peger paa en
oprindelig Dyreskikkelse ell. paa den Rædsel,
som de har indgydt Menneskene. Rent
begrebsmæssige Betegnelser er meget sjældne
(»Alderdommen«, »Ilden« og »Tanken« blandt
Udgaardsloke’s Mænd; samt de til
Jætteverdenen regnede Norner). J. blev, ligesom deres
Modstandere Aserne, opfattede ikke som et
Begreb, men som en Folkestamme med sit
ejendommelige Præg; intet abstrakt Princip er
gennemført, om end Striden mellem godt (ɔ:
Menneskenes Vel) og ondt, mellem Kultur og
Raahed, skinner til en vis Grad igennem. (Litt.:
C. W. v. Sydow, »Jättarna i mytologi och
folktradition« [Malmö 1920]).
(A. O.). G. K-n.
Jættegryder kaldes de grydeformige
Fordybninger i Klipper, som dannes under et
Vandfald ved, at det nedstyrtende Vand
kommer til at sætte en Sten i hvirvlende Bevægelse
og derved efterhaanden udsliber en
grydeformig Fordybning i Elvlejets Klippebund.
Smukke J., som bevislig er dannede paa denne
Maade, kan ses i det saakaldte »Døde Fald« ved
Ragunda-Station i Jämtland. J. findes
imidlertid ofte paa Steder i de Lande, som tidligere
har været dækkede af en Indlandsis, hvor der
med de nuværende Terrainforhold aldrig kan
have løbet Elve. Man antager da, at saadanne
J. er dannede af de Vandfald, som under
Landisens Afsmeltning dannedes ved, at Bræelve
styrtede ned i Spalter ell. Isbrønde i Isen ell.
maaske ud over Isens Rand, og Forekomsten
af saadanne J. anses for at være et Bevis paa,
at Egnen engang har været nediset. Paa
Bunden af J. findes ofte endnu de Sten, som har
udslebet dem, de saakaldte Løbere. Den
største J. i Skandinavien findes ved
Bækkelaget ved Kria; den har en Dybde af 10 m.
(V. M-n.) J. P. R.)
Jættestuer er den folkelige, af den
videnskabelige Arkæologi optagne Betegnelse for de
store, stensatte Gravkamre fra Stenalderen. De
tilhører den yngre Stenalder. Forud i Tid er
Dyssen, senere derimod Hellekisten, dog er
ikke sjælden ogsaa J. anvendte til Stenalderens
Udgang. Medens Dyssen er det lille ell. dog
ikke særlig store Gravrum, som kan
overdækkes af en enkelt Dæksten, betegner J.
Udviklingen fra det snævre Gravrum til en Gravstue.
Men heraf fulgte væsentlige Ændringer i
Opbygningen. Det større Rum krævede
Overdækning med 2 ell. fl., ofte 5—6 Dæksten. Idet
disse ikke kunde slutte nøje til hinanden,
fyldes Mellemrummene med mindre Sten; men
hermed fulgte atter Overdækning med Jord,
der føres til i betydelig Mængde, ogsaa ud
over Siderne, saaledes at der maa føres en
dækket Gang igennem Jordmassens ydre Dele
ind til Kamret i Midten. Den flade Jordhøjning,
som omsluttede Dyssen, blev til den kuplede,
svære Høj, som udadtil dækkede det hele,
saaledes at kun Gangens Munding var synlig, hvis
den ikke i Mellemrummene mellem Gravstuens
Benyttelse var helt tildækket. Randstenene,
som ved Dyssen var en saa karakterfuld
Ramme, bevaredes vel ofte som Fodkrans om Højen,
men kunde ikke mere gøre sig saa stærkt
gældende. Oftest er de, i hvert Fald i Tidernes
Løb, blevet helt jorddækkede.
Konstruktivt stillede J. større Opgaver end
Dyssen. Idet det tilstræbtes, at de indvendig
skulde have Mandshøjde, maatte der ofte
lægges et, sjælden fl. Skifter oven over de egl.
Bæresten. Da det var vanskeligt at finde
tilstrækkelig lange Dæksten, skyder de indefter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
