- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIII: Jernbaneret—Kirkeskat /
303

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jöcher, Christian Gottlieb - Jødeabe ell. Satansabe - Jødebeg - Jøde, den evige - Jødefejden - Jødefolie - Jødegade - Jødeguld - Jødehat - Jødekirsebær - Jødekristne

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

[4 Bd, 1750—51] den mest fremragende Plads
og er endnu brugbart. Det udvidedes af
Adelung [1784—87] og blev nyudgivet og fortsat af
Rotermund [6 Bd, 1810—22; 7. Bd udg. af O.
Günther
1897].

Jødeabe ell. Satansabe (Pithecia
satanas
) en lille Abeart, hørende til Sapajuerne
(Cebidæ), hjemmehørende i Sydamerika, i
Skovegnene om Amazonfloden og Orinoco.
Navnet skyldes dens mægtige Skæg og det runde
Hoveds store paryk- ell. huelignende
Haarklædning, der ligesom hele den øvrige
langhaarede og bløde Pels er kulsort hos de gl.
Dyr. Tætbygget med ret korte Lemmer.
Kroplængden c. 45 cm, den stærkt buskede Hale af
samme Længde. En lille vild, ilter og bidsk
Abe, der vanskelig lader sig tæmme; færdes i
Smaaflokke; fortærer Frugter, Smaafugle,
Insekter o. l.
R. Hg.

Jødebeg, d. s. s. Asfalt.

Jøde, den evige. Se Ahasverus, 2).

Jødefejden kaldtes de Optøjer, som i Septbr
1819 fandt Sted i Kbhvn — og fl. danske
Købstæder — imod Jøderne, en Eftervirkning og
Efterligning af de langt grovere Optrin, der i
Aug. havde fundet Sted i en Række Byer i det
vestlige Tyskland, lige fra Würzburg til
Hamburg. I Kbhvn forefaldt de i Dagene 4.—14.
Septbr, med et svagt Efterspil 28. Oktbr, i
Købstæderne (især Odense) mest Søndagen 12.
Septbr; de indskrænkede sig nærmest til
Indslagning af Ruder, men ophørte dog først, da
der udfoldedes en ret betydelig milit. Styrke
og toges andre strenge Forholdsregler. Pøbelen
var meget vred over, at Regeringen tog
Jøderne i Forsvar, og kaldte ligefrem Frederik VI
for »Jødernes Konge«. Navnet er ogsaa blevet
overført paa den litterære J., som førtes i
Kbhvn 1813; den fremkaldtes ved Th.
Thaarup’s Overs. af Tyskeren Fr. Buchholtz’s
løgnagtige Bog »Moses og Jesus« og varede i fl.
Maaneder. Imod Jøderne optraadte Prof. O.
Horrebow og Konfessionarius Bastholm samt
T. C. og N. T. Bruun og fl. anon.
Smædeskrivere, medens Jødernes Sag førtes af (Nathan)
David, M. L. Nathanson og Grosserer Euchel,
samt af Etatsraad Bærens, J. K. Høst, Jens
Baggesen og Steen Blicher. Thaarup fortsatte
med en Overs. af Sessa’s »Vor Haandtering«
og af F. Rühs’ Skr. mod Jødernes Borgerret
(1816). (Litt.: J. Davidsen, »Jødefejden
i Danmark 1819« [Kbhvn 1869]; C. V.
Christensen
, »Den litterære Jødefejde« i
»Museum« 1890).
E. E.

Jødefolie, uægte Bladsølv, se Bladguld.

Jødegade, Jødekvarter, se Ghetto.

Jødeguld, se Musivguld.

Jødehat (Spidshat). I Middelalderen
søgte man ved at paabyde særegne Dragter i
afstikkende Farver og Former at mærke visse
Samfundsklasser, der var ansete for uærlige,
ell. som man burde være varsom med i
Samkvem. Saaledes beordredes ogsaa Jøderne at
bære en hvid, rød ell. gul Hat af usædvanlig
spids Form; se Dragt, S. 375, Fig. 16. Den
gaves i Middelalderens Kunst til Israelitter, der
ikke hørte til Jesu Samfund, og findes paa
mange af Danmark’s kirkelige Kalkmaleriers
jødiske Figurer.
Bernh. O.

Jødekirsebær, se Physalis.

Jødekristne betegner enten alle Kristne,
som af Fødsel er Jøder, ell. saadanne, som
tilstræber at forene Jødedom og Kristendom; i
mange Tilfælde falder dog de to Grupper
sammen, da det ligger i Sagens Natur, at naar
Jøder antog Kristendommen, maatte de være
tilbøjelige til at føre saa meget som muligt af
deres gl. Religion med over i den nye. Det
drejede sig særlig om de mange ceremonielle
Bestemmelser i Moseloven og Traditionen
(Omskærelse, Sabbatsoverholdelse, Renheds- og
Spiseforskrifter), senere tillige om den jød.
Monoteisme, der blev hævdet saa strengt, at der
ikke blev Plads for Jesu Guddom. Stillingen til
Moseloven blev meget hurtigt et brændende
Spørgsmaal inden for Kirken. Jesu første
Disciple og overhovedet den ældste Menighed i
Palæstina overholdt den utvivlsomt som noget
selvfølgeligt; men saa snart Kristendommen
var naaet ud til Hedninger, opstod Problemet;
vilde man over for disse fastholde Kravet om
Opfyldelse af Ceremonialloven, kunde
Kristendommen nemlig ikke vente at finde nogen
synderlig Tilslutning uden for de fødte Jøders
Kreds, og det var da udelukket, at den kunde
blive nogen Universalreligion. Missionen blandt
Hedningerne medførte imidlertid rent spontant
den Betragtning, at man ikke kunde paalægge
de Hedningekristne Lovens Aag, og først og
fremmest Apostlen Paulus udformer
Opfattelsen teoretisk og forsvarer den over for de
jødekristelige Angreb. Vi hører i det ny Test., at
Spørgsmaalet blev behandlet paa
Apostelkonventet (s. d.) i Jerusalem, og under hele sin
Virksomhed maatte Paulus kæmpe mod
»judaistiske« ɔ: jødekristelige Modstandere, der
rundt omkr. i de af ham stiftede Menigheder
søgte at fremstille hans Syn paa Loven som
en Forvanskning af den sande Kristendom, en
Svækkelse af dens moralske Krav for at gøre
den mere tiltalende i Menneskers Øjne. Der
var vel nogle J., som for deres eget
Vedkommende overholdt Moseloven, men mente, at
dette ikke var nødvendigt for de
Hedningekristne; imidlertid viste dette Standpunkt sig i
Længden uholdbart i blandede Menigheder, da
der saaledes ikke kunde være Tale om
Bordfællesskab ell. Samkvem mellem de to Grupper
af Kristne; Jøder blev jo nemlig urene ved
Omgang med saadanne, som ikke overholdt
Loven. I den græsktalende Verden tabte det
jødekristelige Element derfor snart sin Bet.,
men i Palæstina og Syrien holdt det sig
længere. Omkr. Midten af 1. Aarh. samlede de J.
sig om Jakob »Herrens Broder« (s. d.);
Jerusalems Ødelæggelse Aar 70 var imidlertid et
slemt Slag for dem, skønt de fleste forinden
var udvandrede til Pella, og Hadrian’s Forbud
mod, at omskaarne bosatte sig i Jerusalem,
fordrev dem ganske fra deres gl. Hovedstad; i
den flg. Tid svandt deres Antal da ogsaa mere
og mere ind; omkr. 200 eksisterede de kun
som smaa Samfund (Ebjonæere, Nazaræere o.
lgn.), som fra Kirkens Side betragtedes som
kætterske. En Del af Jødekristendommen var
da faktisk ogsaa ligesom tidligere Jødedommen
bleven revet med af den synkretistiske

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:31 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/13/0313.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free