- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIII: Jernbaneret—Kirkeskat /
307

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jøder

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

blive holdt skadesløs for Tabet af den
indbringende Undersaat. Skønt J. ikke fra første Færd
har opfundet Brugen af Veksler, mener man
dog, at de ved udstrakt Brug af dette
Værdipapir o. l. blev i Stand til at unddrage sig den
fuldstændige Udplyndring, som vel nærmest var
tiltænkt dem ved disse Udjagelser.

Til England er J. næppe komne før i
Midten af 8. Aarh., og først i større Tal under
Vilhelm Erobreren. Dennes Efterfølger Vilhelm
II holdt sin Haand over dem, ja tillod endog
døbte J. at vende tilbage til Jødedommen,
ligesom han erklærede selv at ville gaa over til
denne, saafremt J. sejrede ved en religiøs
Disputats. De naaede stor Velstand og dannede
især i London og Oxford talrige Menigheder;
men i 12. og 13. Aarh. blev Forholdene lige
saa slette som i Frankrig. Det var ogsaa i
England, at Beskyldningen imod J. for at dræbe
kristne Børn af religiøse Grunde (det saakaldte
»Ritualmord«), hvis Sandhed ingen Sinde har
kunnet godtgøres, men som alligevel er bleven
gentagen endnu i vore Dage, første Gang
fremkommer (3 Gange i Tidsrummet 1144—80,
medens den i Frankrig kun nævnes 1171). Henrik
II gav J. fuld Frihed til at samle Rigdom, men
inddrog bagefter selv en stor Del af Byttet til
Brug i sine Krige, og hans Sønner gik villig i
hans Fodspor. Kongerne gjorde nemlig
gældende, at de var de rette Arvinger til J.’s
Rigdom, og disses Slægtninge maatte derfor
tilkøbe sig Arven ved betydelige Løsepenge. Især
tillod Johan uden Land sig haarde
Udpresninger af J., men allerede 1189 ved Richard
Løvehjerte’s Kroning udbrød en Jødeforfølgelse i
London med Mord, Plyndring og
Ildspaasættelse, og da Kongen var paa Korstog n. A.,
efterlignedes den rundt om i Landet. 100 Aar
senere, 1290, blev J., 15—16000 i Tallet, alle
udjagne af England, skønt Kongen 2 Aar i
Forvejen havde afkrævet dem en stor Sum Penge
netop for at tillade deres Ophold; over for J.
mente ingen Fyrste sig forpligtet til at holde
Tro og Love.

Langt bedre end i de vesteuropæiske Lande
var J.’s Kaar i Italien. De levede mest i de
sydlige Landskaber og trivedes vel under
Araberne paa Sicilien, hvor senere Kejser
Frederik II var dem gunstig stemt. De spillede tidlig
en Rolle som Handelsmænd, og de store
Handelsstæder Genua og Venedig skylder dem en
Del af deres Opkomst, især i Henseende til
Forbindelsen med Østerland. At Italien var delt
i saa mange mindre Stater, kom J. til Gode
derved, at de let kunde søge Tilflugt eet Sted,
naar de forfulgtes i et andet ell. forjoges
derfra. Ogsaa bør det mærkes, at Paverne i
Reglen — ligesom Kirkens ypperste Mænd,
saaledes Isidor fra Sevilla og Bernhard fra
Clairvaux — beskyttede dem, dadlede Forfølgelserne
og særlig Tvangsdaaben, medens de selvfølgelig
var ivrige for at fremme J.’s frivillige
Omvendelse. Gentagne Gange har ogsaa Paverne
erklæret Beskyldningerne for Ritualmord o. l. for
at være aldeles usande. Dog er det fra
Pavehoffet, ved Lateran-Synoden 1215, at der som
Regler for hele Kristenheden udgik en Rk.
strenge Bestemmelser imod J., nærmest for at
sikre en skarp Adskillelse mellem dem og de
Kristne, og deriblandt Paabudet om, at de som
ydre Skelnemærke skulde bære paa deres
Kjortel en gul ell. rød Tøjlap i Form af et Hjul (det
saakaldte »Jødemærke«). Det blev dog først
efterhaanden gennemført i de forsk. Lande,
sidst i Spanien (1369) og Portugal (1429).
Ligeledes var det i Italien, at J.’s tvungne
Afspærring i egne Kvarterer (Ghetto) først
gennemførtes i 16. Aarh. (Venedig 1516, Rom 1555), en
videre Udvikling af den gl. Sædvane hos J. at
bo samlede omkr. deres Synagoger. Ogsaa var
der i 16. Aarh. fl. Paver, som haardt trængte
J. og underkastede dem systematisk
Udpresning o. a. Plagerier (Opbrænding af
Talmud-Skrifter, Paalæg om regelret Overhøring af
Omvendelsesprædikener o. l.). Værst var Paul
IV, der trykkede hele Menigheden i Rom ned
til Fattigdom og Sjakkerhandel. 1492 fordreves
J. fra Sicilien, der dengang stod under den sp.
Konge, og 1540 fra Neapel; men ellers var
Italien et af Tilflugtsstederne for de J., som
fordreves fra Frankrig og Spanien. 1740
tilbagekaldtes de til de ovenn. Landskaber.

I Tyskland har J.’s Liv været en lang
Lidelseshistorie, fuldt saa blodig som i de
vestlige Lande, og endnu langvarigere samt mere
trøstesløs, fordi der ikke er noget Lyspunkt.
Det er tvivlsomt, om de allerede i den rom.
Kejsertid er komne til de vestrhinske
Landskaber (særlig Köln) og Sydtyskland; men
under Karl den Store og hans Efterfølgere
bosatte de sig i hele den vestlige Del som
Handelsmænd, især i Byerne ved Rhinen. I de
første Aarhundreder var deres Tilstand taalelig,
men med Korstogene, baade 1096 og 1146,
udbrød grusomme Forfølgelser, der kostede mange
Tusinder Livet. Og disse Optrin gentoges fl.
Gange senere, snart i enkelte Byer, snart i
store Landskaber, naar Ulykker ramte Folket,
ell. naar Fanatismen ophidsede til Mord og
Plyndring. Værst var det efter den sorte Døds
Udbrud og under Flagellanternes vilde Raseri
1349; thi da blev hele Menigheder opbrændte
paa Baal ell. brændte sig selv i deres Huse og
Synagoger, naar de ikke kunde undgaa deres
Fjender. Disse Forfølgelser udryddede næsten
J. i det vestlige Tyskland og drev dem stadig
længere Ø. paa. Man maa forbavses over, at
de Beskyldninger, som rejstes imod dem, kunde
tages for gode Varer og fremkalde saadan
Grusombed, saaledes at de havde forgiftet
Brøndene og derved fremkaldt Pesten, ell. at de
havde øvet Ritualmord paa kristne Børn ell.
krænket Hostien. Fremdeles ophidsedes Folket
imod dem ved deres Aager, skønt denne
ligefrem var bleven dem paatvungen, fordi de
Kristne ikke maatte tage Renter af deres Laan.
Det var desuden den eneste Næringsvej, der
kunde give dem Midler til at tilfredsstille
Fyrsternes Havesyge.

J. blev nemlig gjorte til Kejserens
»Kammerknechte«, men skænkedes — ell. solgtes — af
ham til de andre Fyrster ell. til de fri
Rigsstæder som et indbringende Privilegium, og de
tjente i Virkeligheden som en indirekte
Beskatning, idet de fik Lov til at udsuge Folket
for siden at afstaa deres Bytte helt ell. til Dels

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:31 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/13/0317.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free