Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jøder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Drumont 1886 o. flg. at vække en antisemitisk
Stemning; men efter en kort Opblussen døde
den sporløst hen, og den modbydelige
Dreyfus-Sag blev kun en enestaaende Tildragelse. Skønt
J. kun udgør en meget lille Brøk af det fr.
Folk, har altid adskillige J. haft Sæde i dets
lovgivende Forsamlinger, medens andre har
indtaget vigtige Embeder; særlig er der mange
jødiske Officerer, ja selv Generaler. I
Tyskland søgte derimod Regeringerne at skrue
Udviklingen noget tilbage og at genoptage fl. af
de gl. Indskrænkninger. Mecklenburg ophævede
helt sin frisindede Lov af 1812, Lübeck og
Bremen jog ligefrem J. ud midt om Vinteren
1818—19, og Frankfurt a. M. genoprettede sin
»Judengasse« (indtil 1824). Ogsaa gav Pøbelens
Uvilje imod J. sig til Kende i fl. større Byer
(fra Würzburg til Hamburg) i Eftersommeren
1819 med Gadeopløb og »Hep-Hep«-Raab, en
latterlig Parodi paa Middelalderens
Jødeforfølgelser (fortsat i Kbhvn i »Jødefejden«). Lidt
efter lidt indtraadte dog et Omslag i
Stemningen; det sporedes først i Württemberg, som
1828 gav J. vigtige Rettigheder, og 1833 tilstod
Kurhessen dem fuld Ligestilling. Siden førtes
i fl. tyske Landdage en Kamp imod
Regeringerne og Adelskamrene til Bedste for J., dog
uden synderligt Udbytte. Først 1842 gjorde
Hannover og 1847 Preussen et væsentligt
Fremskridt, dog uden at ville indrømme J. politiske
Rettigheder; men 1848 gennemførtes
fuldstændig Lighed i næsten hele Tyskland. Vel blev J.
i den flg. Tid endnu jævnlig tilsidesatte af de
»konservative« (junkerlige) Ministre og navnlig
udelukkede fra alle Embeder, medmindre de
vilde underkaste sig Daaben; men Loven
kendte ingen Ulighed, og efter det nordtyske
Forbunds Oprettelse 1867 blev selv Mecklenburg
nødt til at opgive alle gl. Indskrænkninger.
Senere gjorde vistnok Antisemitismen, som her
kaldtes til Live 1878 af Hofpræst Stöcker, sig
stærkt gældende og fandt ogsaa her en langt
frodigere Jordbund end i Frankrig; den havde
endog stor Fremgang bl. Studenterne. Man
genoptog den gl. Bestræbelse for at udelukke
J. fra alskens Embeder og særlig fra
Officersposterne; men ud herover og ud over en rent
selskabelig Udelukkelse af J. fra visse
Samfundskredse formaaede den ikke at gøre stor
Fortræd. Den kunde hverken hindre, at
enkelte J. vandt Kejserens særlige Yndest, ell. at
Folket valgte ikke faa J. til Rigsdagen og
Landdagene; under Verdenskrigen udnævntes 2000 J.
til Officerer, hvorhos 900 fik Jernkorset af første
Klasse. Ikke bedre end i Tyskland gik det J.
i Italien efter 1814, hvor den Frihed, som
Franskmændene havde bragt, overalt
tilbagekaldtes; i Modena blev den særegne Dragt igen
paabudt 1831, og i Rom blev Ghetto først
aabnet 1847 og et Par Aar efter paa ny
genoprettet. Derimod gaves der 1848 J. fuld Ligestilling
i Sardinien, og derfra udstraktes den 1859—70
til det øvrige Land. Fl. J. tog Del i Garibaldi’s
Togt 1860, og i det frigjorte Italien har ikke
faa J. haft Sæde i Kamrene (endog været
Ministre ligesom i Frankrig og Nederlandene) ell.
indtaget høje Embedsstillinger; en Tid lang
havde Hæren endog en J. til Overgeneral. I
Schweiz vedligeholdt fl. Kantoner selv efter
1848 det gl. Forbud mod J.’s Bosættelse, men
nødtes 1865 til at opgive det, da en Ændring
i Forbundsforfatningen udtalte alle
Trosbekenderes Ligestilling. I England var
Forholdene langt gunstigere. Allerede ved den første
Valgreform 1832 (egl. 1829) fik J. politisk
Valgret, 1835—45 efterhaanden Adgang til
kommunale og Statsembeder, og efter en 10-aarig
Kamp mellem Parlamentets tvende Huse 1858
Valgbarhed til Underhuset; 3 Aar senere fik de
Adgang til Dommerposter. I de sidste 60 Aar
har mange J. haft Sæde i Underhuset, og
endelig har J. siden 1885 vundet Ophøjelse til
Peerer.
Østerrig-Ungarn, som i dette Forhold
danner Overgangen mellem de fremskredne
vestlige Lande og det endnu barbariske
Østeuropa, blev længe staaende ved Josef II’s
Ordning fra 1782. J. regnedes kun for »taalte«, og
man søgte at hindre deres Forøgelse, bl. a. ved
at forbyde Ægteskaber ud over et vist Tal (til
Gengæld fik man en stor Mængde ulovlige, men
ellers fuldt gyldige Forbindelser); rige J. kunde
derimod godt opnaa Adelsskab. 1846 gjordes et
væsentligt Fremskridt, idet den trykkende
Jødeskat afskaffedes i Böhmen og Ungarn, og
1848 kundgjordes for hele Østerrig J.’s fulde
Ligestilling, hvorhos den ung. Rigsdag 1849
vedtog en tilsvarende Beslutning, som dog ikke
traadte i Kraft. Under Frihedskampen havde
J. ydet virksom Hjælp, hvorfor ogsaa den østerr.
Sejrherre General Haynau senere paalagde
deres Menigheder tunge Straffebøder. Efter
Reaktionens Sejr gjordes ogsaa m. H. t. J. et
Tilbageskridt. Først i Decbr 1859 vendte man i
Østerrig tilbage til den i Frihedsaaret bebudede
Ordning, og saa snart Ungarns Selvstændighed
1867 var godkendt, blev Tilsagnet fra 1849
indfriet. J.’s Stilling i disse Lande blev afgjort
gunstig, naar undtages Galizien og Bukovina,
hvor J. i mange Forhold — skønt ikke efter
Loven — stod paa et lgn. Trin som deres
Trosfæller i Rusland, og deres Tal blev stærkt
forøget ved Indvandring Ø. fra. Endelig
vedtoges 1895 efter haarde Kampe en Lov i
Ungarn, hvorefter J. blev et anerkendt
Trossamfund, ligestillet med de forsk. kristne Kirker.
Paa den anden Side gav gl Fordom og
Jødehad sig et hæsligt Udslag i den berygtede
Tisza-Esslar-Sag i Ungarn 1882—83, hvor man saa
Politi og Underret gaa Haand i Haand med
Pøbelen om at hævde en aldeles ugrundet
Sigtelse mod nogle J. for Ritualmord. J. selv har
med oprigtig Troskab sluttet sig til det
magyarske Folk. Mangfoldige J. har i de sidste
Menneskealdre antaget magyarske Navne, og man
regner, at over to Tredjedele af dem nu bruger
det magyarske Sprog som deres Hussprog og
lader deres Børn oplære deri. Ogsaa til
Østerrig trængte Antisemitismen frem, og det
lykkedes den 1896 at gøre en af sine Ledere,
Lueger, til Borgemester i Wien, som han
derefter styrede til sin Død 1910. Ligeledes fik
hans Meningsfæller (det kristeligt-sociale Parti)
ved Valgene til Rigsraadets Underhus valgt
ikke færre end 96 ell. næsten en Sjettedel af
Husets samlede Medlemstal udelukkende fra de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
