Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jöfraskinna - Jøhnke, Ferdinand Henrik - Jøkel - Jøkelløb - Jökuldalur - Jökulfirðir - Jökulsá
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Foruden »Heimskringla« indeholdt Haandskriftet
ogsaa Sagaerne om Kong Sverre og Hakon
den Gamle. Der haves et Par, dog defekte,
Papirsafskrifter.
F. J.
Jøhnke [’jöŋkə], Ferdinand Henrik, da.
Søofficer, f. 11. Maj 1837, d. 6. Jan. 1908. J. blev
Officer 1857 og deltog som Løjtnant i Kampen
ved Helgoland 9. Maj 1864 om Bord i
Fregatten »Niels Juel«. 1879 ansattes han som
Afdelingschef ved det aktive Søminevæsen,
udnævntes 1885 til Chef for Søminekorpset og
blev 1899 Kontreadmiral og Chef for
Orlogsværftet. 24. Juli 1901 udnævntes han til
Marineminister i det Deuntzer’ske Ministerium;
p. Gr. a. Alder fik han 1902 Afsked af aktiv
Tjeneste og samtidig Viceadmirals Karakter;
14. Jan. 1905 fratraadte han som
Marineminister og dekoreredes med Storkorset. J.,
der altid i Politikken havde sluttet sig til
Venstrepartiet, udgav 1876 en Pjece, »Flydende
Forter«, hvori han tog Ordet for et Forsvar
fra Søsiden af Hovedstaden ved Hjælp af
saadanne.
C. W.-S.
Jøkel, isl. jökull, pl. jöklar, paa Island et
alm. Udtryk for Bjergenes evige Sne,
Snemarker, Gletscher ell. Bræer. En J., der bevæger
sig, kaldes paa Island skriðjökull (Skredjökel),
og hvis den er meget stejl falljökull
(Faldjökel); den haardtpakkede Sne i Snemarkerne
kaldes hjarnjökull (tysk Firn), en haard Sne
ell. Firndynge af mindre Omfang kaldes
derimod fönn, pl. fannir, smlg. Norsk Fon
(Folgefonnen). Fjældet eller Fjældgruppen, der ligger
under Sneen, bliver ogsaa betegnet som jökull,
da der kun tages Hensyn til Snedækket, der er
det mest iøjnefaldende; foran sættes der da et
Ord til nærmere Betegnelse, f. Eks.
Vatnajökull (Flodernes Snemark), Langjökull (den
lange Snemark) o. s. v.
Th. Th.
J. kaldes nu i Norge en Isbræ. Ordet er i
denne Form og Bet. genoptaget fra oldnorsk
jǫkull = 1) nedhængende Istap (smlg. dansk
husegel og norsk Dial. jukul, eng. icicle),
2) Isbræ; en Afledning af jaki, »Isstykke«.
H. F.
Jøkelløb (isl. jökulhlaup) kalder man
de paa Island temmelig hyppige Begivenheder,
at Gletschere pludselig sønderbrydes og
udsender store Vandflomme, der medfører
Isstykker, Sand, Grus og Klippeblokke. Mindre
J. forefalder, naar større ell. mindre
opdæmmede Søer i Gletscherne pludselig bryder deres
Isdæmninger og styrter ned paa Lavlandet;
saadanne J. forekommer ikke blot paa Island,
men ogsaa af og til i Alperne og
Andes-Bjergene. De mest fordærvelige og storslaaede
Katastrofer af denne Art finder St., naar
Vulkaner, der ligger under Snemarkerne, har
Udbrud, saa at Jøkelen smelter; store Arealer
bliver da oversvømmede af et brusende Hav
med svømmende Isstykker store som Huse; fl.
Bygder paa Island er i hist. Tid paa denne
Maade blevne ødelagte. Af isl. Vulkaner er
Katla og Skeiðarárjökull de mest berygtede for
deres J.
Th. Th.
Jökuldalur [’jö.køl’da.lør], en Dal i det
østlige Island, næsten 100 km lang, gaar ind fra
Hjeraðsflói mod SV. og gennemstrømmes af
den rivende Jökulsá á Dal (ell. J. á Brú).
Indbyggerne lever af Faareavl, hvortil Dalen egner
sig fortræffelig, og J. er paa Island berømt for
sine store, velplejede Faarehjorde.
Th. Th.
Jökulfirðir [’jö.køl’fer.ðer], en stærkt
forgrenet Fjord i det nordvestlige Island, der ved
Mundingen har en Bredde af 7—8 km og en
Længde af c. 30 km. J. skærer sig ind fra
Mundingen af Ísafjarðardjúp og begrænses mod
N. af en bjergfuld, af Fjorde og Dale
gennemskaaren Halvø, Nordvestlandets yderste Klo.
Naturen har her et meget barskt Præg; de
mørke, stejle og utilgængelige Fjælde er
spættede med store Snedynger, og fra
Drangajökull strækker en Gletscher i Leirufjord sig
næsten ned til Havet. De andre Bifjorde er
Hrafnsfjörður, Lónafjorður, Veiðileysa og
Hesteyrarfjörður.
Th. Th.
Jökulsá [’jö.køls’a^u.], Navnet paa fl. Elve paa
Island, der alle har det til fælles, at de fører
gulligbrunt ell. mælkehvidt Jøkelvand med en
betydelig Mængde Gletscherler. De største og
mest kendte af disse Elve er: J. á
Sólheimasandi (ogsaa kaldet Fúlilækur), en kort og
rivende, men vandrig og ilde berygtet Elv, som
kun 97 m o. H. udspringer fra en lang og smal
Gletscher, der mod Syd skyder sig ned fra
den store Snemark Mýrdalsjökull. Elven har af
og til »Jøkelløb«; Vandet opdæmmes i
Gletscherne, som herved sprænges, saa at Elven
med en vældig Vandflom fører en Mængde
store Isstykker ned til Havet. 1921 er der
bygget en Bro over den. J. á
Breiðamerkursandi, en af Islands korteste, men dog
vandrigeste Floder, er med Rette frygtet af alle
Vejfarende; den udspringer fra
Breiðamerkurjökull, har kun en Længde af 1 1/2 km og
styrter fossende ud fra en Gletscherport; den er
meget foranderlig; undertiden spredes
Vandmassen over store Arealer; undertiden har
Elven, som nu, gravet sig en dyb Rende i
Gruset og er saa dyb, at den ingen St. er
passabel med Heste; de Rejsende maa derfor
drage over Gletscheren oven for Elvens
Udspring, hvad der ofte kan være vanskeligt nok
formedelst de mange Gletscher spalter og de
glatte Isrygge. J. í Lóni udspringer fra
Vatnajökulls østligste Hjørne og har en Længde af
30 km; den har med sine Bifloder i
Højlandets Rand gravet fl. Hundrede m dybe
Kløfter, udbreder sig derpaa over
Sandstrækningerne i Lón og udgyder sig i Papafjörður.
J. í Fljótsdal udspringer i Vatnajökuls
nordøstlige Rand fra Gletscheren Eyjabakkajökull,
680 m o. H., hvor en Mængde Jøkelbække
forgrener sig paa det flade Land neden for
Gletscheren for derefter at forene sig til en
vandrig Elv, som efter et Løb paa 50 km naar
ned til Bygden Fljótsdalshjerað, hvor den
udgyder sig i den langstrakte Sø Lagarfljót. J. á
Dal (ell. J. á Brú) udspringer med 4 Arme fra
Vatnajökuls Nordside og udgyder sig gennem
dybe Kløfter ned til Jökuldalur, hvor den
ogsaa har et dybt Leje og rivende Fald, saa at
den kun faa Steder kan passeres paa Heste ell.
Færge. Øverst i Jökuldalur har man nogle St.
spændt Tove over Elvkløften, og paa disse
trækkes de Rejsende i en Kasse over Floden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
