Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kakirif - Kakke, Aage - Kak-ke - Kakkel - Kakkelovn - Kako - Kakodoksi - Kakodyl - Kakodæmon - Kakofoni - Kakofrasi - Kakografi - Kakologi - Kakonda - Kakongo - Kakosmi - Kakosyntheton - Kakoxen - Kaktusdyrkning - Kaktusfamilien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kakirif, et Navn, som af de sv. Geologer
benyttes til at betegne visse Bjergarter, der
indgaar i de store Overskydningsdækker i
Lapland, og som bestaar af knuste og igen
sammenkittede Brudstykker af forsk.
Eruptivbjergarter.
O. B. B.
Kakke, Aage, dansk Stormand, d. 1296.
Han var bl. de 9 Mænd, som paa Danehof 1287
erklæredes skyldige i Erik Klipping’s Drab, og
drog med de andre Fredløse til Norge; Aaret
efter sin Hjemkomst 1295 dræbtes af han af
Bymændene i Viborg.
J. O.
Kak-ke, se Beri-beri.
Kakkel, se Kakkelovn.
Kakkelovn bruges nutildags som Betegnelse
for enhver Stueovn, hvori der brændes fast
Brændsel, men burde iflg. Ordets
Sammensætning kun bruges om Stueovne, som udvendig
i Hovedsagen er beklædte med »Kakkeler«,
kunstige Sten af brændt Ler, sædvanlig
glaserede, der med ildfast Mørtel mures op
omkring Ovnens Ildsted. Kakkeler anvendes i
mange Haande Former og af forsk. Farve og
er ofte forsynede med pressede Ornamenter.
Fr. V. M.
Kako . . ., se Kak . . .
Kakodoksi (græsk), slet Omdømme, slet
Rygte.
Kakodyl (Arsendimetyl), As2(CH3)4,
er en Bestanddel af »Cadet’s rygende Vædske«,
som dannes ved Destillation af Arsensyrling
med Kaliumacetat. K. er en farveløs, yderst
giftig Vædske, der lugter modbydelig, koger
ved 170° og antændes i Berøring med Luften,
hvorfor Cadet’s Vædske ogsaa i tidligere Tid
kaldtes »flydende Pyrofor«. Ved begrænset
Luftadgang gaar den over til
Arsendimetylilte ell. Kakodylilte (Alkarsin), As2
(CH3)4O, som er Hovedbestanddelen af Cadet’s
Vædske; Kakodylilte er ligeledes giftig og har
en ilde Lugt; det koger ved 150°, forbinder sig
med Syrer og Baser og iltes ved Indvirkning af
Kvægsølvilte og Vand til Kakodylsyre,
(CH3)2AsO . OH, som danner farveløse, lugtfri
Krystaller og er langt mindre giftig end de
fornævnte Forbindelser. Kakodylsyren, der
indeholder omtrent 54 % Arsen, anvendes som
Natriumsaltet i Medicinen mod Hudsygdomme og
som Jernsaltet, Ferrikakodylat mod Anæmi o.
l. Dannelsen af det ildelugtende K. bruges
undertiden til Paavisning af Arsenik, idet man
opheder det Stof, der skal undersøges, med
Kaliumacetat og iagttager, om Blandingen
lugter af K.; omvendt kan man prøve, om en
Blanding indeholder et eddikesurt Salt, ved at
ophede den med Arsensyrlinganhydrid, hvorved
den i saa Fald vil give K.
(O. C.). R. K.
Kakodæmon (gr.), ond Aand, se Dæmon.
Kakofoni (gr.), Mislyd, ilde Klang.
Kakofrasi (gr.), slet Udtale.
Kakografi (gr.), slet og fejlagtig Skrivning,
modsat Ortografi.
Kakologi (gr.), fejlagtig Tale, uheldigt
Udtryk; Bagtalelse.
Kakonda, By i det indre af den afrikanske
Koloni Angola, ligger SØ. f. Benguella paa en
stor, meget frugtbar Slette og ved en Kildeflod
til Kunene. Den blev grundlagt som
Militærstation i 17. Aarh. og er et Knudepunkt for fl.
Karavanveje.
C. A.
Kakongo, Landskab i Nedreguinea paa
Afrikas Vestkyst, N. f. Kongo’s Munding, hørte
tidligere til det store indfødte Rige Kongo, men
blev ved Kongo-Konferencen 1885 delt, saaledes
at den største nordlige Del med Byen Landana
tilfaldt Portugal, den mindre sydøstlige med
Byen Ngojo Kongo-Staten.
C. A.
Kakosmi, Fornemmelse af Ildelugt, uden at
noget virkelig ildelugtende Stof er til Stede;
den skyldes oftest sygelige Forandringer i
Lugtenerven ell. Hjernen.
K. H. K.
Kakosyntheton [-te-] (gr.), urigtig dannet
Sammensætning af Ord.
K. H.
Kakoxen [-’kse’n], et gult eller brunt
Mineral, som bestaar af et basisk Jernfosfat
(2Fe2O3 . P2O5 . 12H2O), forekommer i
radialstraalede Aggregater, bl. a. ved St Benigma i
Böhmen.
(N. V. U.). O. B. B.
Kaktusdyrkning. Formeringer af
Kaktusplanter sker ved Stikning i Juni ell. Forædling
om Foraaret. Til Stiklinger benyttes Sideskud,
Topenden af Planten ell. Stængelstykker, men
Stiklingen maa tørres paa Snitfladen. De
sættes i en let, sandblandet Jord og vandes meget
sparsomt, til de har dannet Rod. Ved
Forædling af Kaktus benyttes hyppigst Spaltpodning;
dog kan de runde Former ogsaa forædles ved,
at man simpelt hen skærer dem over med et
vandret Snit, og Podestykket, som i Omfang
maa passe med Grundstammen, anbringes paa
denne. For at ingen Forskydning skal finde St.,
bindes Podestykket fast med Baand, som bindes
ned omkr. Pottens Bund. I den første Tid efter
Podningen maa de skygges. Alle Kaktus
fordrer godt Vandaftræk i Potterne og ikke for
dybe Potter. Om Foraaret, naar Væksten er
begyndt, og i Løbet af Sommeren giver man Vand,
naar Jorden er tør, men om Vinteren vandes
saa lidt som muligt. Ved Efteraarstid skrabes
Jorden i Potten op mod selve Planten saaledes,
at Vandet, naar man om Vinteren bliver nødt
til at vande, holder sig ved Potteranden.
Jordblandingen kan være lige Dele Bladjord og
porøs Markjord med Tilsætning af rigelig
Kalkgrus og lidt gl Gødning, men Omplantning
finder kun Sted, naar de tydelig viser at trænge
dertil. Om Sommeren anbringes de fleste Arter
paa Friland, hvor Potterne nedgraves paa et
Grusbed, men de maa være afhærdede forinden
Udflytningen, da de ellers let svies af Solen.
Om Vinteren maa man sørge for ikke at holde
dem for varmt; 8—10° vil være passende.
L. H.
Kaktusfamilien (Kakteer, Cactaceæ),
(hertil en farvetrykt Tavle), Saftplanter af et
fra de fleste andre Blomsterplanters forskelligt
Ydre. Slægtskabet med andre tokimbladede og
frikronede Familier kan vanskelig paavises, og
K. maa indtil videre henføres til en særskilt
Orden (Kaktusordenen). Det ejendommeligste
Træk i K.’s Bygning er den mere ell. mindre
fuldstændige Mangel paa Blade; normale
Løvblade findes kun hos en enkelt Slægt, Peireskia.
Da Bladene mangler, er det sædvanlige
assimilerende Arbejde henlagt til Stængelen, som
derfor antager særdeles hensigtsmæssige, men i
øvrigt yderst forsk. Former. Hos nogle Slægter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
