Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kalender
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Aarstiden; Natten deltes i 3 Vagter, Døgnet
begyndte ved Midnat for Astronomen, men
Menigmand talte fra Solnedgang. Om Babylonerne
har haft en Uge paa 7 Dage, er endnu uafgjort;
saa meget er i alt Fald sikkert, at en Periode af
denne Længde, talt fortløbende gennem hele
Aaret som vor Uge, har de ikke haft.
Hos Kineserne er Aaret fra de ældste
Tider delt i 12 Maaneder, der begynder med
den sande Nymaane, hvilket bliver beregnet
astronomisk, ikke cyklisk. Maanederne
indeholdt enten 30 ell. 29 Dage, og Aaret begyndte
med, at Solen var midt i »Vandmandenes Tegn.
Ved Skudmaaned bragte de Aaret til at følge
Solen, og dette var ordnet paa den Maade, at
hvis Solen i Løbet af en hel Maanemaaned ikke
kom ind i noget nyt Tegn i Dyrekredsen, blev
en saadan Maaned betragtet som Skudmaaned,
fik den samme Nummerbetegnelse som den
foregaaende, men blev adskilt fra denne ved et
Tegn. Hver Maaned blev delt i 3 Dele. Døgnet
er delt i 12 Dele (dobbelte Timer) og begynder
ved Midnat, men ved Siden heraf var Dagen
delt i 6 Dele og Natten i 5 Vagter. Foruden disse
Inddelinger af Dage og Maaneder havde
Kinesernes K. en anden paa 60, der hænger
sammen med, at de delte et større Antal Aar i
Cykler paa 60 Aar, og hvert af disse Aar havde
sit eget Tegn, der var dannet ved Kombination
af to Tegn, hvoraf det ene hørte til en Rk. paa
12, det andet til en Rk. paa 10 Tegn. 1864
begyndte 76. Cyklus, og 1923 udløber den.
Japanerne har en K., der ligner
Kinesernes. Aaret er et bundet Maaneaar, som
begynder med Nymaane nærmest før ell. efter 5.
Febr, og Døgnet begynder med Midnat med 6
Timer fra Solopgang til Solnedgang og lige saa
mange Timer for Natten. 30. Decbr. 1895 indf.
Japanerne paa Korea den ny K. efter europ. Mønster.
Hvorledes de ældste Ægyptere har
ordnet deres Aar, kendes ikke fuldt ud. De har haft
fl. Aarsperioder, som Han- ell.
Henti-Perioden, Apis-Perioden, Sed-Perioden, men mest
kendt er Sothis-Perioden.
Omkr. 3000 f. Kr. var Tiden mellem to paa
hinanden flg. heliakiske Opgange af Sirius
nøjagtig 365,25, medens den nu er 365,252 Dage paa
Grund af Sirius’ Bevægelse mod V., og
Virkningen af Præcessionen. Hundestjerneperioden
har gentaget sig fl. Gange, til den endte Aaret
139 e. Kr. med 20. Juli. Efter Oppolzer’s
Beregning har den i flg. Aar begyndt en ny
Periode: 4236, 2776, 1318 f. Kr., 139, 1591, 3039 e.
Kr. Regnede nu Ægypterne Aaret til 365 Dage
med 12 Maaneder til 30 Dage, hvortil kom 5
Skuddage (Epagomener s. d.) i Aarets
Slutning, vilde den første Dag i Ægypternes første
Maaned falde paa 20. Juli, thi da fandt Sirius’
heliakiske Opgang Sted, og kun i de 4 flg. Aar
paa denne Julidag, for saa i de næste 4 at
komme en Dag senere og efter 1461 ægypt. Aar til
365 Dage at have vandret gennem alle
Aarstider. Denne Periode paa 1460 Aar (1461
ægypt. Aar) benævnes Sothis-Perioden, ogsaa
kaldet annus magnus Ægyptiorum og annus
canicularis, men denne gælder kun for Tiden
4000 f. Kr.; senere bliver Perioden kortere og
kortere. Oprindelsen til denne Periode er den,
at i Ægypten indtraadte Nilens Oversvømmelse
ved den Tid, da Sirius først kom frem af
Solstraalerne paa Morgenhimlen, og af denne
Oversvømmelse afhang jo Ægyptens Velfærd. Den
ægypt. K. bestod til 30 (?) f. Kr., da Augustus
indførte i Landet, der nu var blevet rom. Prov.,
en Tidsregning, som sluttede sig til den rom.
Ægypterne i Alexandria indskød hvert 4. Aar
6 Epagomener i St f. 5. og denne K. blev ogsaa
antaget af alle de gl. Ægypteres Efterkommere:
Kopterne. Ved Siden af Maaneder havde
Ægypterne maaske først fra Kristendommens
Indførelse en Uge paa 7 Dage. Dagen blev delt i
24 Timer, med 12 Timer Nat og 10 Timer Dag;
den begyndte med Graalysningen og regnedes
altsaa fra Dæmring til Dæmring.
Hos Inderne har man 4 forsk. K. 1) Det
sideriske Solaar, hvis Længde i Gennemsnit
regnes til 365,2588 Dage, bruges nu
hovedsagelig af de Lærde ved Beregninger af Æraen
»Saka« (se Kronologi). Aaret deltes i 6
Aarstider à 2 Maaneder. 2) Det bundne
Maaneaar, der begynder med den Nymaane, som
gaar umiddelbart forud for det sideriske
Solaars Beg. Nymaanedagen begynder med den
sande Konjunktion af Maanen, beregnet til
Meridianen Lanka (5 Timer, 3,5 Min. Ø. f. Grw.)
(Ujjayini). Aaret har 354 ell. 355 Dage, med
Skudmaaneden 383, 384 ell. 385 Dage.
Maanederne er rene Maanemaaneder fra Nymaane
til Nymaane. Hver Maanemaaned faar Navn
efter den Solmaaned, hvori den begynder.
Begynder 2 Maanemaaneder i den samme
Solmaaned, er den første Skudmaaned. Hænder
det i eet Aar, at der ikke falder nogen Nymaane
i en Solmaaned, da bliver der skudt ind en
Maaned og den Maaned, hvori man ikke har
Nymaane, sprunget over. Hver Maanemaaned
deles i en mørk og en lys Halvdel, hver med 14
Underafdelinger. Dagen deles i 60 Dele. Ved
Siden af Maaneder bruges ogsaa en Uge paa 7
Dage. 3) Der benyttes i den eftervediske Tid en
12 og 60 Aars Jupitercyklus. En anden Cyklus
paa 1000 Aar bruges i det sydlige Indien for
Æraen Paresourâna. Aaret er solart og
begynder med Solens Indtrædelse i »Jomfruen« i
Nordmalabar, men i »Løven« i Sydmalabar. 4)
den muhammedanske K. benyttes af dem, der
bekender sig til Islam.
I den ældste Tid skal Perserne have
benyttet et Maaneaar, delt i Maaneder, hvoraf man
kender 9 Maaneder; Aaret var meget defekt. Stort
mere kender man ikke til den ældste K. Den
afløstes af det fri Solaar, idet Perserne lærte
af Ægypterne at sætte Aaret til 360 Dage med
5 Epagomener. Men for at bringe dette Aar i
Overensstemmelse med Solen indskød de hvert
120. Aar en Maaned paa 30 Dage, saaledes at
denne Skudmaaned rykkede 1 Maaned frem
for hver Periode og paa den Maade kom til
i Løbet af 1440 Aar at vandre hele Aaret rundt.
De 5 Epagomener blev i 7. Aarh. indskudte
mellem 8. og 9. Maaned, senere blev de føjede til
i Slutn. af Aaret som hos Ægypterne. Enhver
Maaneds Dag havde sit eget Navn, og Dagen
begyndte med Solopgang. Ugen var ukendt hos
de gl. Persere. Nu bruger Perserne den
muhammedanske K., hvilken har været den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
