Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kalif
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
de fra gl Tid aristokratiske Mekkanere gjorde
sig til af deres Slægtskab med Guds
Udsending, og med deres noget epikuræiske og
fritænkerske Tendenser saa de paa den anden
Side med Ringeagt paa de trosivrige
Medinensere. Da Omar 644 faldt for en pers.
Morderdolk og efterfulgtes af Osman (644—56),
traadte denne farlige Splid stærkere frem.
Muhammed havde med klog Forsynlighed søgt at
løsne de alt for stærke Baand, der under det
arab. Hedenskab holdt hver Familie sammen,
men denne politiske Lærdom var som spildt paa
den fromme og brave, men overordentlig svage
Osman. Tilhørende den mægtige mekkanske
Familie Omajja lod han dennes Medlemmer
tumle med de store Stillinger i Staten som
med private Fideikommis’er, og selv det, at
de fleste af disse Mænd, navnlig Statholderen
i Syrien, Muâwija, fortræffelig udfyldte deres
Stillinger, kunde ikke dæmpe Uvillien over
Herskerens Nepotisme. Alle Misfornøjede
samlede sig om Profetens Svigersøn Ali, der egl.
allerede ved Omar’s Død burde have været
K., og som p. Gr. a. sine rent personlige
Egenskaber som Kriger, Digter og Taler var den
populæreste Mand i Arabien. Til sidst førte
Uvillien til Osman’s Mord, og Ali, der lidt
ubehændig søgte paa een Gang at høste
Udbyttet og dog at fri sig for Medansvar ved
denne Udaad, blev endelig K. (656—61).
Selvfølgelig maatte hele Familien Omajja og
alle de Tilhængere, dens dygtige Medlemmer
havde vundet, være i højeste Grad utilfredse
med dette Tronskifte, og Ali’s Regering blev
derfor ogsaa kun en sammenhængende Række
Kampe dels med den ovenn. Muâwija. dels
mod andre ærgerrige Partiførere. Ali var mere
Kriger end Feltherre, mere aandrig end klog;
intet Under derfor, at han ikke bar Sejren
hjem. Endnu inden den endelige Afgørelse blev
han 24. Jan. 661 overfaldet og dræbt af 3
Sekterere.
De 4 første K. sammenfattes i Modsætning
til de flg. Dynastier, der kom til Magten ved
Usurpation, under Navnet de legitime K.
Under de nærmest flg. Tiders religiøse
Spaltning mellem Shiitter (ɔ: Sekterere) og
Sunnitter (ɔ: Tilhængere af Traditionen), der
blev parallel med og næsten faldt sammen
med den nationale Spaltning mellem Persere
og Arabere, blev Ali Shiitternes Enhedsmærke,
og disse forkætrede derfor de 3 første K.
Efter Ali’s Død forsøgte hans Søn Hasan
at fortsætte Kampen som det rettroende
medinensiske Partis Overhoved, men han opgav det
snart, og den kloge Guvernør i Syrien,
Muâwija, naaede nu det længe eftertragtede Maal
og blev som Stifter af Omajjadernes
Dynasti K. (661—680). Under dette Dynasti naar
det islamitiske Verdensrige sin største
Udstrækning; Araberne erobrer Spanien og
trænger endog langt ind i Frankrig, indtil Karl
Martel i Slaget ved Poitiers (732) bevarede
Europa for at komme under Islam. Residensen
flyttedes nu til Damaskus, og Kalifatet blev
fastslaaet som en væsentlig verdslig Institution.
De senere arab. Historieskrivere, der for en
Del var i Hoftjeneste hos Abbasiderne, har
skildret Omajjaderne saa godt som uden
Undtagelse som en Samling moralske Uhyrer.
Dette er i høj Grad partisk. Det er sandt, at de
tog sig deres Pligter som Islam’s gejstlige
Overhoved ret let, men den arab. Kultur
blomstrede frodig under deres gavmilde
Beskyttelse; Digtere og Videnskabsmænd droges til
Damaskus, pragtfulde Bygninger rejstes til den
ny Religions Ære, og paa Rigets fjerne
Grænser førtes de hellige Krige mod de Vantro med
usvækket Energi. Som de to ypperste Regenter
af dette Dynasti maa nævnes Abdulmelik
ibn Merwan (685—705) og dennes Søn
Welid (705—715), om hvis Regering Damaskus
ejer et blivende Minde i den berømte Welid’s
Moské (delvis ødelagt 1402 samt ved Ildebrand
1896, men atter istandsat).
De senere Omajjader svigtede de store
Traditioner. Disse K.’s Historie bestaar kun af en
fortløbende Række Tronstridigheder og
Provinsoprør, under hvilke det blev umuligt at
udrette noget af blivende Bet. Den staa længe
undertrykte pers. Nationalitet hævede nu
Hovedet, og støttet paa denne lykkedes det en
Efterkommer af en af Profetens fjernere
Slægtninge at tilrive sig Magten og grundlægge
Abbasidernes Dynasti. Det blev nu
denne ny Herskerslægts Opgave at dele Sol og
Vind lige mellem de to vigtigste
Befolkningselementer i det store Rige, det arab. og det
pers. Saa længe dette lykkedes, gik alt godt
men saa snart K. viste sig ude af Stand til at
løse denne Opgave, var dermed det store Rige
berøvet sin Grundvold og maatte falde fra
hinanden. Andre nedbrydende Elementer,
Overcivilisationen i de store, ny Byer, Anvendelsen
af Lejetropper (Tyrkere), der hurtig antog
Formen af tøjlesløse Prætorianerskarer, traadte
efterhaanden til og fremskyndede og fuldbyrdede
Opløsningen.
Medens Omajjaderne, skønt mægtige Fyrster,
havde bevaret meget af den gammelarabiske
Simpelhed i deres private Liv, og Hoffet i
Damaskus havde været præget af en vis
demokratisk Tone, hvorved den jævne Borger uden
Sky kunde nærme sig Herskeren, frembragte
det ny tilkomne pers. Element en stor
Forandring i K.’s ydre Stilling. Residensen flyttedes
til det ny anlagte Bagdad (officielt kaldet
Dar-es-selâm ɔ: Fredens Hus), og K. blev den
utilgængelige, af eventyrlig Luksus omgivne
Despot, hvorfor Ordet i vore europ.
Forestillinger er blevet den egl. Betegnelse.
De to første Abbasider, Abul-Abbas
(750—754) og hans Broder og Efterfølger
Mansur (754—775), fortjente begge til fulde det
Tilnavn, as-Saffâch (ɔ: den Blodtørstige), der
blev den første til Del. Omajjaderne blev
forfulgte og næsten fuldstændig udryddede (kun
een, Abdurrahmân, lykkedes det at undkomme
til Spanien, se ndf.), og alle partikularistiske
Tendenser blev med haard Haand holdt nede.
Mansur og hans Efterfølgere støttedes heri af
de berømte Barmekider, en pers. Fam.,
der i 3 Slægtled kom til at lede alle Rigets
vigtigste Anliggender (se Jahja). Men allerede
under Mansur’s Sønnesøn, Harun al
Raschid (786—809), begyndte Forfaldet;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
