Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kalif
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Barmekiderne blev styrtede, men der kom ingen, som
kunde udfylde deres efterladte Post. I de
senere arab. Traditioner og i de europ., af »1001
Nat« paavirkede Forestillinger er denne K.’s
Navn blevet Indbegrebet af hele Orientens
Pragt og Magtfylde, men det Billede, Historien
giver af denne Herskers Personlighed, er
saare langt fra at svare hertil. Harun var en
højtdannet Mand og af en Abbaside at være
ikke af de værste som Karakter, men blottet
for al Energi og Forsynlighed. Han gjorde
Ende paa Barmekidernes Magt, fordi det
krænkede ham kun at være Regent af Navn, men
selv saa han sig ikke i Stand til at udrette
noget. Hans diplomatiske Forbindelse med
Karl den Store, der tilsigtede Bekæmpelse af
den fælles Fjende, det ny arab. Dynasti i
Spanien, førte til intet; han maatte tværtimod
finde sig i, at i hans eget Rige de fjernere
Provinser skilte sig ud og kun nominelt anerkendte
K.’s Overhøjhed. Naar alligevel senere Tiders
Folkeyndest har flettet Legendens Glorie om
hans Navn, synes dette dels at skyldes den
sædvanlige Kritikløshed, hvormed den menige
Hob vælger sine Yndlinge bl. Fyrsterne, dels
maa det forklares ved den stærke Modsætning
til de flg. Perioders sørgelige Tilstande. Under
Harun bevaredes endnu i hvert Fald hele den
ydre Glans helt ubeskaaret; i
Folkebevidstheden kom han derfor til at staa som den sidste
Repræsentant for den gode Tid, og alle de af
Forgængerne opnaaede Resultater bogførtes
paa hans Navn. Ved en lgn. Overdrivelse er
i »1001 Nat« Barmekiden Djafar blevet den
almægtige Vesir; han var i Virkeligheden kun
Hoffets maître de plaisir, medens de politiske
Hverv røgtedes af hans Fader og Brødre.
Harun’s Søn Mamûn (809—833), der i de
første Aar maatte kæmpe om Herredømmet
med sin mindre begavede, men moralsk set
ulige bedre Broder Emin, søgte at
genoprette en Del af det under Faderen forsømte,
men det var allerede for sent. Mamûn har i
Kulturhistorien væsentlig Bet. som den arab.
Videnskabs Beskytter; det er under ham, at
Araberne først bliver nøjere kendte med den
gr. Kulturs Efterladenskaber, hvis trofaste
Vogtere de derefter blev, omtr. lige til de afløses
af Renaissancen i Europa. Det politiske
Forfald i K.’s Rige kunde heller ikke han hindre.
Det, som bidrog mest hertil, var det samme
som det, der ogsaa havde undergravet
Romerriget, Uvæsenet med Lejetropper. De forfinede
og blødagtige Indbyggere i Rigshovedstaden
var ikke mere som i Omajjadernes Dage i
Stand til at danne et fyldestgørende Værn for
Byen og Herskeren; saa greb man til det
nærliggende, men farlige Middel at anvende de
raa og udannede, men kraftige tyrk. Stammer
som betalte Landsknægte; men disse, der
baade ved Sprog- og Kulturforskel stadig følte sig
som Fremmede, blev i ærgerrige Officerers
Haand kun alt for snart en Fare for
Dynastiets Magt og Rigets Sikkerhed. Den
blodtørstige Mutewakkil (847—861) gjorde et
Forsøg paa at skaffe sig af med de besværlige
Beskyttere; medens de tidligere Abbasider
havde begunstiget den fri Forskning ogsaa paa det
religiøse Omraade, valgte han som politisk
Middel at kaste sig i Armene paa Ortodoksien,
der i Befolkningens lavere Lag endnu stadig
havde sin faste Støtte, og ved den
opfanatiserede Pøbels Hjælp befriede han sig for
Tyrkerne. Denne Lettelse var dog kun
forbigaaende, og heller ikke de i øvrigt kraftige
Regenter Mutadid (892—902) og Muktafi
(902—908) lykkedes det at genoprette den
svundne Magt. Under den sidstes Efterfølger,
den usle Muqtadir (908—932) træffer vi
første Gang Titlen Emir-al-umara (undertiden
unøjagtig Emir-al-omra ɔ: »Emirernes Emir«)
som Betegnelse for Livgardens Chef og dermed
Rigets major domus og egl. Styrer. De flg.
Abbasider blev kun et Legetøj i Hænderne paa
de tyrk. Generaler og seldshukiske Sultaner, og
disse sørgede kun for at opretholde deres
egen Autoritet for at bevare Fiktionen om
K. i Bagdad som hele Islam’s gejstlige
Overhoved. Først da Mongolerne under
Djingis-Chan’s Sønnesøn Hulagu 1258 indtog Bagdad
og dræbte den sidste der residerende
Abbaside, Mustasim (1243—58), forsvandt ogsaa
denne Illusion. Dermed var dog Abbasidernes
politiske Skyggetilværelse endnu ikke forbi. En
Del af Dynastiets Medlemmer undkom til
Ægypten, og der faldt da Mamluksultanen
Beibars paa at udraabe en af dem til K. for
derigennem at give sin egen usurperede Magt den
rette religiøse Glorie som »de Troendes
Behersker«’s Støtte. Saa længe Ægypten
bevarede sin Frihed, beholdt den gl. Slægt, der
jo i sig repræsenterede Traditionen fra
Profetens egen Samtid, denne politiske Sinecure;
da den osmanniske Sultan, Selim I, 1517
erobrede Landet, tog han den som K. da
fungerende Abbaside med sig til Konstantinopel
og lod ham højtidelig til sig overdrage
Værdigheden som »de Troendes Behersker«. Det
er navnlig i Henhold til denne formelle
Investitur, at de tyrk. Sultaner for sig har hævdet
Berettigelsen til at kaldes K. Deres politiske
Overvægt og Følelsen af det nødvendige i at
have et alm. anerkendt Overhoved i Islam har
medført, at alle muhammedanske
Statsretslærere allerede tidlig har anerkendt denne
Overførelse, skønt den jo i Grunden strider mod
Kalifatets egl. Væsen, og nu for Tiden er
denne Opfattelse gældende for alle Rettroende.
Naar den tyrk. Sultan taler paa Religionens
Vegne, er hans Ord bindende for alle
Muhammedanere.
Medens Abbasiderne levede i Bagdad som det
stedsevarige ydre Symbol paa Rigets religiøse
og politiske Enhed, havde der imidlertid i en
af de løsrevne Provinser rejst sig et nyt
Kalifat, der vel ikke kom til at bestaa saa længe,
men som bl. sine Fyrster kom til at tælle langt
betydeligere Mænd, og som i kulturhistorisk
Henseende blev langt mere følgerigt, nemlig
Omajjadernes i Spanien med
Cordoba som Residensstad. Da Abul-Abbas
udryddede denne Slægt, lykkedes det en af dem, ved
Navn Abdurrahmân, at undkomme til
Spanien. Uden Midler, men med en aldrig
svækket Energi og med et vidunderligt Held paa
alle afgørende Punkter lykkedes det den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
