Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - kalkflyende Planter - Kalkfyllit - Kalkglimmer - Kalkglimmerskifer - Kalkgrund - Kalkgrønt - Kalkgødning - Kalkharmotom - Kalkhydrat - Kalkinfarkt - Kalkkonglomerat - Kalkkonkrement - Kalkkromgult - Kalkkvælstof - Kalklerskifer - Kalkliniment - Kalklunge - Kalklys - Kalklæskning - Kalkmaleri - Kalkmel - Kalkmergel - Kalkmesotyp - Kalkmælk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Tranebær o. a. Moseplanter. Alle disse Planter taaler
endnu mindre end Kastanjer kulsur Kalk. Fl.
Ukrudtsplanter, saasom Rødknæ, og i Skove
f. Eks. Bølget Bunke og Ørnebregnen er
kalkflyende og kan derfor fordrives ved Mergling
(og Bearbejdning af Jorden); det samme gælder
fl. Mosplanter. Hvorpaa den skadelige Virkning
af Kalk beror, vides ikke med Sikkerhed. Der er
Grund til at tro, at i hvert Fald adskillige k.
P. er »Surbundsplanter«, ɔ: Planter, som kun
kan vokse i en Jordbund, der er mere ell.
mindre sur. Den skadelige Virkning af kulsur Kalk
paa disse Planter skulde da bero paa, at dette
Stof meddeler Jordbunden en neutral ell. svagt
basisk Reaktion. Det kan i hvert Tilfælde vises,
at det ikke er Ca-Ion’en, der virker giftigt, idet
f. Eks. svovlsur Kalk ikke virker skadeligt paa
de paagældende Planter.
B. J.
Kalkfyllit er en kalkspatholdig
Lerglimmerskifer; den forekommer i mægtige Lag af mørk
Farve i Østalperne og anses her for
palæozoisk.
(N. V. U.). O. B. B.
Kalkglimmer, se Sprødglimmer.
Kalkglimmerskifer
(Calcitglimmerskifer), en skifret Stenart, der bestaar af
en kornet Blanding af Kalkspat og Kvarts med
en rigelig Mængde parallelt ordnede Skæl og
Blade af hvid ell. graalig Glimmer. Den findes
bl. a. i Alperne i mægtige Lag sammen med
Glimmerskifer og Kalksten.
(N. V. U.). O. B. B.
Kalkgrund, 1) en Stengrund, der ligger c.
1 Sm. ud for Grenaa Havn. Den er ganske
smal og stejlt affaldende; paa det grundeste
Sted er der kun lidt over 1 m Vand. 2) K. paa
Flakket ud for den nordlige Del af Stevns
Klint. Dybder under 2 m findes c. 1/2 Sm. fra
Kysten. 3) K. i Flinterenden, 3 Sm. V. f.
Malmö. Grunden er stejlt affaldende til alle
Sider og har paa det laveste Sted 2,7 m’s
Dybde. Tæt N. f. Grunden ligger et Fyrskib. I
4) K. i Flensborg Fjord, strækker sig c. 2 Sm.
i NNV. ud fra Birknakke og har c. 1 1/2 Sm.
fra Land en Pulle med knap 1 m Vand.
Grunden er paa Nordsiden afmærket med et
Fyrskib, der har to Fyr, Taagesignal og
Undervandsklokke. Paa Fyrskibet er der Lods for
Fjorden.
G. F. H.
Kalkgrønt, d. s. s. Bjerggrønt.
Kalkgødning, Gødnings- ell.
Jordforbedringsmidler, som væsentlig p. Gr. a. deres
Indhold af Kalk paaføres de dyrkede Jorder. Den
vigtigste K. er Mergel. Foruden alm. Mergel
anvendes kulsur Kalk i mere ell. mindre ren
Tilstand under Navn af Kalkmergel ell.
Gødningskalk. I St f. kulsur Kalk bruges stundom
brændt Kalk (Ætskalk) og Melkalk (luftlæsket,
brændt Kalk). Endelig anvendes Kalk i Form af
visse industrielle Affaldsstoffer (fra Gasværker,
Sukkerfabrikker o. fl.). Virkningen af K. i
Jorden er flersidig. Dels tjener Kalken som
Plantenæringsstof, idet alle Planter optager større ell.
mindre Mængde heraf, og navnlig ved
Dyrkningen af stærkt kalkforbrugende Planter,
saasom de fleste Bælgplanter, kan det ofte være
nødvendigt alene M den Grund at anvende K.
Desuden fremskynder den forsk.
Omdannelsesprocesser i Jorden og kan herved for en Tid
fremme dennes Produktionsevne. Den bidrager
saaledes til Humusstoffernes Formuldning,
hvorved der frigøres tilgængelig Plantenæring. Den
ved Formuldningen dannede Kulsyre opløses i
Jordvandet, hvis Evne til at opløse
plantenærende Mineraldele herved stiger. Den fremmer
endvidere Salpetersyredannelsen i Jorden ved
at bidrage til Tilvejebringelsen af gode
Livskaar for Salpeterbakterier o. a.
Mikroorganismer, ligesom den kan have stor Bet. ved at
mætte sure Forbindelser i Jorden og derved
ændre dennes Reaktion fra (skadelig) sur til
neutral ell. alkalisk. Særlig Bet. har K. ved
raa Jorders Opdyrkning; kalkfattige Hede- og
Mosejorders Opdyrkning er ligefrem betinget
af Tilførsel heraf. Mængden, man anvender,
varierer meget og svarer som oftest til
2000—6000 kg kulsur Kalk pr ha, i Mergel dog ofte det
flerdobbelte.
K. H-n.
Kalkharmotom, d. s. s. Fillipsit, se
Zeolitter.
Kalkhydrat, se Kalciumhydroxyd.
Kalkinfarkt kaldes Aflejringer af Kalksalte,
der optræder i Nyrens Marvsubstans og viser
sig som gulhvide, oftest vifte- ell. penselformet
ordnede Striber i Nyrepapillernes Spidser, hvor
Samlerørene. og det omgivende Bindevæv
indeholder fintkornede Masser af fosforsur og
kulsur Kalk, hyppigt tilblandede smaa
Fedtdraa-ber. K., der især hos ældre Personer
forekommer alm., skyldes lokale Forandringer af
Nyre-papillerne, maaske tillige Ændringer af
Kalkstofskiftet og har i sig selv næppe væsentlig
patologisk Bet.
Johs. F.
Kalkkonglomerat
(Kalkstenkonglomfrat) er en af sammenkittede, afrundede
Kalkstensstykker bestaaende Stenart, der
forekommer og anvendes paa lgn. Maade som
Kalk-breccie. Begge kan være forbundne ved jævne
Overgange, og Navnene bruges undertiden i
Flæng.
(N. V. U.). O. B. B.
Kalkkonkrement bestaar sædvanlig af
kulsur eller fosforsur Kalk. Man finder
hyppigt K. som Bestanddel af Nyre-, Blære- og
Galdesten, hvor de skyldes Udfældninger. De
kan imidlertid ogsaa findes i mange andre
Organer, f. Eks. i Lungerne, hvor man træffer
K. som Slutstadium i en udhelet Tuberkulose.
Man kan træffe K. i Veneudvidninger, i
Prostata o. s. v.
H. I. B.
Kalkkromgult, se Kromgult og
Kalciumkromat.
Kalkkvælstof, se Kalciumcyanamid.
Kalklerskifer er Lerskifer, hvori der findes
fint fordelt kulsur Kalk.
J. P. R.
Kalkliniment, se under Kalkvand.
Kalklunge (Chalicosis), se
Pneumonokonioser.
Kalklys, se Kalk.
Kalklæskning, se Kalk.
Kalkmaleri, se Freskomaleri.
Kalkmel, se Kalciumhydroxyd.
Kalkmergel er Mergel (kalkholdigt Ler), i
hvilken Kalkmængden, er særlig stor (indtil 75
% ell. endog mere).
(N. V. U.). O. B. B.
Kalkmesotyp, d. s. s. Skolecit, se
Zeolitter.
Kalkmælk, se Kalciumhydroxyd.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
